Om Marte Meo-metoden

Marte Meo betyder ”ved egen kraft” og er udviklet af hollænderen Maria Aarts. Metoden har været kendt i Danmark siden 1994, og den anvendes til mennesker i alle aldre, på plejehjem, i børneinstitutioner, i skoler, i psykiatrien og til personalesamarbejde. I Danmark er metoden mest anvendt på børneområdet.

Formålet med Marte Meo på Gurli-Vibeke og Dyruphus er

• at have en trivselskultur, hvor beboere, pårørende og medarbejdere trives, trods en kompleks sygdom.
• at skabe en forståelse af, at opbygning af relation mellem mennesker tager tid, og at vi ser og møder mennesket, før en opgave skal løses.
• at skabe den bedst mulige trivsel for beboerne og undgå unødig medicinering samt konflikter.
• at støtte medarbejderne og de pårørende i forståelsen af sygdommen og dens mange facetter.
• at bidrage til et godt arbejdsmiljø.
• at kunne se bag om sygdommen ved hjælp at den videobaserede metode og derved se mennesket bagved.

Vi anvender Marte Meo-metoden systematisk i vores faglige tilgang som udvikling af medarbejderne, så de hele tiden kan blive endnu bedre til at se og fokusere på den enkeltes behov. Det er med til at gøre hverdagen mere forudsigelig, tryg og overskuelig for beboerne.

Når vi udvikler og styrker den positive kommunikation og samspillet mellem beboere, pårørende og medarbejdere, skabes der øget trivsel for alle. Det giver livskvalitet, vitalitet og glæde.

Videooptagelser af samspillet ”forstørrer” det, der virker

Marte Meo-metoden er en video-baseret metode, som tager udgangspunkt i hvad, man gør godt. Den har fokus på muligheder frem for begrænsninger og er meget konkret og løsningsorienteret.

Videooptagelser og analyse af samspil i almindelige dagligdags situationer gør det muligt at få øje på den demensramtes ressourcer og behov. Via udvalgte videoklip får medarbejderne vist, hvad de gør godt, som den demensramte har brug for, som de skal gøre mere af. Marte Meo-terapeuten kan desuden give forslag til justeringer eller nye idéer til løsninger på svære situationer.

Når medarbejderteamet får viden om hvilken tilgang der virker godt hos den enkelte beboer, kan medarbejderne ved egen kraft være med til at øge den generelle trivsel, vitalitet og glæde for beboeren og kollegaerne.

Marte Meo bidrager til en trivselskultur.

De fem grundlæggende principper i Marte Meo-metoden

Marte Meo metoden har fem konkrete principper, som kaldes for Marte Meo-principper og er karakteriseret som følger:

1: At se og følge initiativer

Herved erkender vi den anden.

Se og følge initiativer er at lægge mærke til ord, følelser og handlinger og ”gå med” det, den anden viser, siger eller gør. Når vi ser og følger, giver det os mulighed for at se, hvad den demensramte er optaget af, hvad der har betydning, og det han/hun kan i nuet.

Fx

Initiativerne kan eksempelvis følges ved, at vi venter. At vente er en af de største anerkendelser, man kan få. At nogen gider at vente på mig.

2: At positivt bekræfte på gøren og væren

Herved øger vi selvtillid og selvværd.

Positivt bekræfte gøren og væren er positivt at anerkende det, den anden gør, eller den man er som person.

Fx

På gøren: ”Hvor er det godt, du venter med at øse op, til Hans kommer, så skal vi spise alle sammen.”

På væren: ”Du er sådan en omsorgsfuld og kærlig mor/far.”

3: At benævne

Herved skaber vi forudsigelighed, tryghed og selvregistrering.

At benævne er at sætte ord på sine egne og den andens initiativer.

Fx

”Du smiler, jeg kan se, du ser glad ud.” ”Ja, jeg nyder solen.”

”Nu reder jeg dit hår med kammen.” Den demensramte nikker og kikker på sit hår i spejlet.

4: At lave turtagning

Herved skaber vi tilknytning, struktur og dialog i samspillet.

Turtagning er en dialog, hvor man skiftes til at tage ture i samspillet. Når vi laver turtagning, skaber vi positive forventninger til andre mennesker.

Fx

”Du kikker på jeres bryllupsbillede”. ”Ja, det er er et dejligt billede”. ”Det syntes jeg også, dejlige minder”. ”Det var en dejlig dag”. Billedet berøres kærligt, og et stort smil breder sig på ansigtet. Der følges ved at vente, så følelsen og minderne kan fornemmes.

5: At lave positiv ledelse

Herved får man lyst til at tage flere initiativer og mestre.

Positiv ledelse er, at vi leder på en måde, så den anden får lyst og mulighed for at samarbejde og mestre i nuet.

Fx

”Hvis du starter med at sætte en tallerken her på bordet”. Der peges på bordet. ”Nemlig. Så skal gaflen ligge her… og kniven her”. ”Perfekt, det har du bare styr på… det er så hyggeligt, når du hjælper mig”. ”Det syntes jeg også”.

Medarbejdere – om Marte Meo

Morten og Lene er social- og sundhedsassistenter

Lene:

Alle medarbejdere har fået fælles undervisning af Birgitte Lauritsen, som er vores eksterne Marte Meo-supervisor. De forskellige dagligdags udfordringer kan vi drøfte med vores uddannede Marte Meo-terapeuter på enhederne på vores triagemøder. Og fordi vi alle sammen har fået den samme undervisning, er der flere, der byder ind, og vi kan mærke, at det er blevet bredt ud, så det er fælles værktøjer.

Det er forskelligt, hvad der virker fra beboer til beboer, men jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere ”klædt på”, efterhånden som jeg har gennemgået flere forløb med videooptagelser og tilbagemeldinger. Det kan være en bevægelse, man får øje på, eller noget, man kommer til at sige, og man kan se: Hold da op! Det virker godt – eller det virker ikke så godt. Og det er måske noget, man slet ikke har tænkt over.

Fx har vi en dame, som var lidt trist og holdt sig meget inde hos sig selv. De pårørende var bekymrede og bad om, om vi kunne arbejde på at få hende lidt mere ud i den fælles opholdsstue, så mit arbejdspunkt blev, at jeg skulle arbejde på at motivere hende. Jeg prøvede alt muligt, men der var ikke rigtig noget, der virkede. Marte Meo handler om at forstørre (gøre mere af) det, der virker, men jeg kunne simpelthen ikke finde på mere. Så terapeuten foreslog, at jeg sagde til beboeren: Jeg har ondt i min arm, så jeg kan ikke så godt bære en bakke – lad os gå sammen ud i opholdsstuen og hente din morgenmad, så kan du hjælpe mig med at bære den. Og så endte det med, at hun ville blive og spise i opholdsstuen, og hun blev der længere og længere.

Morten:

Et Marte Meo-forløb starter med en videofilmning af et samspil, man har med en beboer, fx når beboeren skal op af sengen. Der kommer Marte Meo-terapeuten med og filmer det, der sker.  Marte Meo er sådan indrettet, at der er fokus på det, der fungerer godt. Terapeuten kigger optagelsen igennem, og så tager hun nogle sekvenser ud. Så ser man dem først selv sammen med terapeuten, og senere bliver kollegaerne inviteret til at kigge med på det, der virker godt i samspillet.

Man bliver opmærksom på sig selv på en måde, så man får principperne i metoden ind under huden og bruger dem mere. Så selvom man står der og har præstationsangst og tænker – nu skal jeg gøre mit bedste, fordi der er kamera på, så vænner man sig hurtigt til det, fordi vi får så meget ud af det.

Fx har vi en mandlig beboer, som blev meget ulykkelig, hver gang hans kone gik, og han spurgte igen og igen og igen: Hvor er hun? Der så vi meget tydeligt i den første videooptagelse, at da jeg den ene gang svarede: ”Hun kommer senere, hun er ude at handle, hun kommer altid tilbage til dig, hun kan slet ikke undvære dig”, så faldt han til ro. Så jeg fik som arbejdspunkt at bruge det svar, når han spurgte efter sin kone. Og næste videooptagelse bekræftede effekten. Det delte vi selvfølgelig med kollegaerne, så alle kunne trøste og berolige ham med netop de ord. Og det er en vigtig pointe, at vi skulle gentage det samme igen og igen.

Lene:

Folk spørger tit: Er det ikke ubehageligt at skulle filmes? Og jo, det er det da lidt lige de første par gange, men man kommer over det, fordi man ved, man ikke bliver målt på sine fejl. Man får ikke noget skidt tilbage, kun noget godt. Det er et arbejdsredskab, og man bliver helt ”høj”, når man får anerkendelse af og selv kan se, at man faktisk kan og gør noget rigtig godt og værdifuldt. Det er klart, at det kan føles lidt ”kunstigt”, men nu beder vi faktisk selv om at få lavet et forløb med optagelser, når der er noget, vi har svært ved at få til at lykkedes. Det giver så meget arbejdsglæde! For når du kan mærke og se, at det virker, og man får et godt samarbejde med beboeren, hvor man tidligere kunne komme til kort, når der var en situation, beboeren kunne have svært ved at være i, fordi vi ikke så deres behov eller initiativer. Jeg bliver helt varm og glad, når jeg fortæller om metoden til folk, der ikke kender det.

Fx har vi en beboer, vi skal være to om i plejen. Han kan blive meget irriteret, kan ikke lide at blive vasket, kan ikke lide, at vi snakker for meget, og han er så rum- og retningsforstyrret, at når vi vender ham, så reagerer han, som om han oplever et pludseligt fald. Der viste videooptagelserne, at det virkede særlig godt, når vi vendte ham i små etaper og sagde ”pause” og holdt ham stille lidt, før vi fortsatte bevægelsen. Vi så også, at det virkede bedst, når vi tog hver sin rolle, så den ene tog sig af relationen og dialogen og kunne holde ham i hænderne og aflede ham, mens den anden udførte plejen.

Morten:

Jeg synes også, det er vigtigt at sige, at Marte Meo – ud over alt det gode, det gør for beboerne – er et godt middel mod den omsorgstræthed og forråelse, som kan opstå i vores fag. Vi får redskaber, så vi ikke kommer til at blive irriterede på eller jage med beboerne. Marte Meo går den modsatte vej. Medarbejdere er også mennesker, og der er ingen, der er så ”store”, at man aldrig har en dårlig dag. Men med Marte Meo er vi så trænede, at vi kan fastholde det gode samarbejde med beboerne, også selvom vi har travlt eller på anden måde er pressede. Jeg er sikker på, at det er med til at forbygge psykiske arbejdsskader.

Lene:

Ja, og vi er da megastolte af, at vores plejehjem er blevet Marte Meo-certificeret! Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg kan holde mit arbejde ud, når det er så komplekst Og så svarer jeg, at vi har sådan nogle gode metoder at arbejde ud fra, at det er så spændende at se, hvor langt vi kan komme sammen med de mennesker, vi er her for. Hvor langt kan vi komme uden medicin og med vores pædagogiske tilgang. Det gør mig stolt at arbejde sådan et sted!

Morten og Lene er meget glade for Marte Meo-værktøjerne

Laila (t.v.) er Marte Meo-terapeut og demenskoordinator på Gurli-Vibeke, og Tina er Marte Meo-terapeut og demenskoordinator på Dyruphus.

Terapeuter – om Marte Meo

Laila er Marte Meo-terapeut og demenskoordinator på Gurli Vibeke

Tina er Marte Meo-terapeut og demenskoordinator på Dyruphus

Heidi er Marte Meo-terapeut på Gurli-Vibeke

Laila:

Alle vores kollegaer ønsker at gøre det bedste for beboerne. Vi bliver kaldt til for at hjælpe, når samspillet ind i mellem ikke lykkes, og medarbejderen føler sig utilstrækkelig og rådvild. Her er der ikke brug for at fokusere på, hvad medarbejderen gør forkert. Det har meget større effekt, når den pågældende kan se: Der smilede beboeren faktisk eller lænede sig ind mod mig eller noget andet positivt i samspillet.

Tina:

På en videooptagelse starter vi med at se efter, hvad beboeren viser at have brug for. Hvis beboeren er bange, er det tryghed, hvis beboeren er trist, er det vitalitet og glæde, hvis beboeren er usikker, er det forudsigelighed osv. Vi ser hele optagelsen igennem og noterer systematisk, hver gang beboeren viser et initiativ. Det kan være verbalt, følelsesmæssigt eller i handling. Nogle gange er det meget tydeligt, fx med udadreagerende adfærd, eller det kan være meget, meget små signaler, som kameraet hjælper os med at opdage. Og så finder vi de punkter frem i forløbet, hvor medarbejderen gør noget, der virker godt, fordi det imødekommer netop den beboers behov. Det er så rart for alle mennesker at blive set, og det er præcis det, man gør med Marte Meo.

Det, medarbejderen allerede gør og er god til – der starter vi. Tanken bag det er, at når vi gør mere af det, vi kan og gør godt, så skaber det udvikling, som breder sig som ringe i vandet. Det er ikke det samme som, at det er let. Det er svært, især troen på, at det kan lykkes. De mennesker, vi arbejder med, er meget hårdt ramt i det komplekse sygdomsforløb, en demens sygdom er. Men vi ser gang på gang, at det virker.

Heidi:

Jeg er blevet bedre til at lægge mærke til detaljerne, også når vi ikke filmer. De der små ting i hverdagen, som giver mig energi. Det kan godt være, det er en svær situation, man står I, men så får man lige øjenkontakt eller et smil. Det gælder også i forhold til mine kollegaer, hvis de fx har brug for hjælp. Jeg får mere med, end jeg gjorde før.

Det har stor betydning, at alle medarbejdere har eller gennemgår grunduddannelsen i Marte Meo. Det betyder, at vi alle har samme sprog og forståelse, når vi sammen arbejder omkring de konkrete problemstillinger. Vi kan komme meget længere, når vi har vores egne Marte Meo-terapeuter ansat, end hvis vi kun havde haft en enkelt terapeut eller skulle trække på en ekstern.

Vi bruger også metoden i møderne med de pårørende. Vi fokuserer på deres ressourcer, vi sørger for at informere, så godt vi kan, og vi følger deres initiativer. Vi ser dem – og tør sætte ord på det, vi ser og tør at være i det, og vi har på denne baggrund generelt et rigtig positivt samarbejde.

Pårørende – om Marte Meo

Inga er pårørende til Henning, som boede den sidste del af sit liv på Gurli-Vibeke

Jeg har den filosofi, at man skal engagere sig i det, man er i. Det startede, lige fra børnene kom i børnehave, kom i skole og blev spejdere – til med min mand på plejehjem. Henning boede her i treethalvt år, og jeg har deltaget i alle de kurser for pårørende, der har været holdt på OK-Fondens to demensplejehjem i Odense.

De sidste par år med ham hjemme – jeg sov jo ikke om natten, for så stod han op, tændte lys, gik nedenunder, kom op igen. Det var faktisk først, da han flyttede herned, jeg fandt ud af, hvor langt ude, jeg var. Jeg kunne ikke sidde ned og læse en bog, som jeg tidligere havde gjort rigtig meget. Jeg kunne kun overkomme småting, og der gik et år, før jeg nogenlunde havde genvundet mit overskud. 

Jeg kom hver dag og gav ham aftensmad. Vi begrænsede det i den sidste tid til, at jeg først kom ved 4-tiden, fordi han ikke tålte ret meget stimuli.

De fandt ud af, næsten lige da han kom, at de skulle ikke komme ind om morgenen og sige: Hej Henning, nu skal du op, og du skal have tøj på, for så stod han fuldstændig af og blev meget oprevet. Birgitte (Marte Meo-supervisor) filmede morgenplejen, og så fandt de ud af, at det skulle deles op og foregå helt stille og roligt. Og nogle gange skulle han hen og ligge i sin seng mellem de forskellige gøremål.

Jeg var fra starten med på, at de filmede ham, for det var en hjælp for ham og personalet og sådan set også for mig, for jeg havde det jo godt, når de fungerede godt sammen.

På de første Marte Meo-kurser for pårørende, jeg deltog i, syntes jeg det var lidt forvirrende, men efterhånden kunne jeg godt se den røde tråd i det. Jeg oplevede, at alle beboerne blev behandlet forskelligt, fordi de er forskellige, og det niveau, der er på i deres sygdom, det skifter. Henning var på det laveste niveau til sidst. Han skulle have hjælp til alt.

Marte Meo-kurserne betød, at jeg kunne snakke med andre pårørende. Jeg følte mig efterhånden ret godt orienteret, og jeg prøvede at hjælpe de andre pårørende til at forstå hvor dårlige, de demensramte kan være. Nogle pårørende kunne fx ikke forstå, at der ikke er så festligt. Så snakkede vi om, at mange af beboerne bare ikke kan rumme for meget pynt og høj musik og sang.

Det kan også være svært for pårørende at forstå, at deres partner eller forælder er kommer så langt i deres demenssygdom, at de er blevet som et lille, hjælpeløst barn. Jeg kan huske et tidspunkt, hvor jeg selv blev helt bevidst om det. Jeg var på besøg hos noget familie, som har et spabad i haven. Det skulle deres 3-årige i, så hun fik besked på at hente badetøj, håndklæde, svømmebriller osv., og hun pilede frem og tilbage. Og så tænkte jeg: Det ville Henning slet ikke kunne. Han havde ikke kunnet forstå en eneste af de beskeder.

Marte Meo betyder, at de er dygtige til at tage den syge på det stade, de nu er. De tager det på en utrolig god måde, fx når nogle beboere gerne vil med hjem. Så afleder de i stedet for, at det bliver en konflikt. Det har meget stor betydning, at de har den store faglige viden om demens.

Undervisningen og pårørendemøderne giver et særligt sammenhold mellem de pårørende, der vælger at deltage. Det kan selvfølgelig svært med den udskiftning, der sker, når beboere afgår ved døden. Så skal man til at fortælle sin historie igen til nye mennesker, men det lykkes alligevel.

Inga er glad for, at hun som pårørende fik tilbudt at lære Marte Meo metoden at kende.

Marte Meo-supervisor og -underviser, Birgitte Lauritsen.

Supervisor – om Marte Meo

Birgitte Lauritsen er ekstern supervisor og underviser i Marte Meo-metoden

Det særlige ved Marte Meo-metoden er, at vi bruger video til at blive fagligt dygtigere. Det betyder, at det er for alle. Man behøver ikke kunne læse og forstå det teoretisk, sådan som det er på rigtig mange andre uddannelser og kurser. Man bliver vist en vej at gå via de levende billeder. Og de levende billeder kan skabe en fornemmelse og en følelsesmæssige berøring, som gør, at man kan forstå et menneske, der har en reaktion, det ville være meget svært at læse sig til at forstå. Billederne viser, hvad er det egentlig, det handler om.

Demenssygdomme kan næsten ikke sidestilles med nogen andre sygdomme i forhold til, hvor dårligt de ramte har det. For mig handler Marte Meo om at hjælpe de mennesker, så de får en værdig sidste tid i livet. Og det er jo, hvad OK-Fonden lægger op til: At livet skal leves, hele livet – på en værdig måde.

Jeg lærte Marte Meo-metoden at kende som ergoterapeutstuderende, hvor jeg kom i praktik i en børnehave, hvor de arbejdede med det. Jeg blev filmet rigtig meget og fik supervision ud fra det, så jeg gik hjem, når dagen var omme, med følelsen af – det her, det er jeg bare god til, det har jeg bare styr på. Og det havde jeg jo langt fra, fordi det var et nyt område for mig. Men det, vi kan med metoden, det er at give en følelse af at vokse, af succes og mestring, uanset hvor svært samspillet er. Og vi kan vise, at det menneske, du arbejder med, er ikke ”Rasmus Modsat” eller uvillig til at samarbejde – vi forstår bare ikke hinanden, så vi skal ind på samme frekvens. Og så kan vi flytte samspillet på en helt anden måde.

Det er vigtigt, at man ikke hopper over, hvor gærdet er lavest, fordi man tænker: Hvor svært kan det være at lave en analyse af en videooptagelse. For det kræver systematik og solid faglighed. Vi er jo nede i mikrosekunder for at identificere, hvad er det for initiativer, borgeren tager. Hvad er det, den syge prøver at fortælle os, som vi skal lære noget af, så vi kan mødes det rigtige sted – på den samme frekvens.

Når vi bruger video på den her måde, giver det os mulighed for at ”se sig selv udefra” og samtidig ”se borgeren indefra”. At kunne se den syge ”indefra” handler om at se mennesket inde bag den ydre skal. At se rigtig godt efter på videoen og finde de klip, hvor personligheden viser sig, så vi kan blive klogere på det menneske, vi har i hånden. Den personlighed, den syge har haft før, følger med i sygdommen, og det er den, vi skal prøve at møde.

Det, der gør, at Mart Meo-ånden lever her på stedet, det er, at det er implementeret fra top til bund. Alle er blevet introduceret til metoden. Alle bliver undervist og får den samme grundlæggende viden og et fælles sprog for det. Og fordi der bliver kørt forløb hele tiden, bliver det genopfrisket. Når ledelsen kan det samme, bliver de gode og vigtige rollemodeller, både for personalet, men også for de pårørende.

Man får mulighed for at leve. Selvom man kommer på et plejehjem, så er det ikke dødens ventesal, men et aktivt liv stadigvæk, hvor man bliver mødt som det menneske, man har været før, men på den måde man er det nu.

Som demensramt leves livet i nuet, så den tilgang og forståelse skal være der hele tiden, i ethvert nu.