En demensklovn lokker livsglæden frem

Lis Vilain/Lulu er hospitals- og demensklovn og besøger hver uge OK-Fondens to demensplejehjem, Dyruphus og Gurli-Vibeke i Odense. Hendes arbejde og resultater undersøges i et toårigt projekt, der skal styrke beboernes livsglæde og livskvalitet. Som en del af projektet skal Lis, sammen med personalet, arbejde med, hvordan de kan mindske frustrationer og deraf følgende aggressiv adfærd, som kan følge med demenssygdom.

Lige inden for døren i den første bygning stiller Lulu sig i et indhak, læner sig lidt frem og kigger ned ad gangen. Hun hvisker med den medarbejder, som følger hende: ”Hvordan har Henry det i dag? Sidst var han meget ked af det, før jeg kom …”

Lulu bevæger sig ned ad gangen. Stiller sig lidt fra døren ind til Henrys bolig og kigger ind. Henry får øje på hende og retter sig op. Lulu bliver stående. Lægger hovedet på skrå, smiler og vinker. Henry rejser sig straks og kommer ud. Han rækker armene frem. Lulu tager de fremstrakte hænder, og hele hendes krop fortæller om gensynsglæde. De taler om Henrys dag, og han klapper hende ømt, igen og igen.

Der er ingen ballondyr eller falde på halen-komik. Lis kommer ikke med et klovnenummer. Hun bruger klovne-figuren til at skabe kontakt og genkendelse. Men det er altid beboeren, som er hovedperson!

Lis fortæller:

– Jeg har ikke en dagsorden. Jeg lader dem se mig an. Jeg er til stede, så jeg kan gribe det, der kommer. Hos mennesker med svær demens er det nogle gange meget, meget småt, meget porøst – måske en lille finger eller en øjenbevægelse. Det kan være min indgang til, at jeg må tage kontakt. Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke går for langt. Min figur er en ko, for en ko den står og glor. Man bliver rigtig klog på et menneske, når man lige holder bøtte lidt. Jeg viser med kroppen, at jeg ikke bare kommer masende, selvom jeg er en klovn. Kontakten kan være ganske stille, nærværende, hvor vi bare sidder og aer lidt. Det kan også være grin og snak eller en sang, måske en lille dans. Det er det enkelte menneske, der bestemmer.

Lulu nærmer sig et bord i den fælles opholdsstue, hvor to kvinder sidder sammensunkne og helt tavse og ubevægelige. Lulu stiller sig i deres synsfelt, nogle meter fra bordet. Smiler. Tager et par dansetrin frem. Sætter sig på hug mellem kvindernes stole. Lulu begynder at nynne melodien ”Du er min øjesten”. Den ene nynner med, og Lulu slår over i teksten. Den anden har ikke længere noget sprog, men da Lulu kigger hende ind i øjnene, former hendes læber sangens ord. Og glæden lyser gennem demensens slør i én af mange smukke stunder den dag.

Og glæden er gensidig!

– Jeg har det bedst, når jeg kan give. Det er der, jeg trives bedst, og det er der, jeg mærker livet på den vidunderlige måde. Det giver mig glimt af stor lykkefølelse, når jeg kan mærke, at jeg ”kommer ind” hos et menneske. Når dagen eller timen eller blot minuttet bliver løftet, og det pågældende menneske synes, at livet ikke er helt så slemt, som det kunne være, siger Lis.

For 12 år siden, som 43-årig, tog Lis det store spring. Hun uddannede sig til hospitalsklovn, sagde sit faste pædagogjob op, flyttede fra en herskabslejlighed til et kælderværelse og meldte sig ud af A-kassen (for ikke at blive sendt ud i tilfældigt arbejde).

– Der bliver søgt fonde til mit arbejde, og jeg lever minimalistisk, for det er det her, jeg vil – af hele mit hjerte og hele min sjæl. Og jeg er her stadig efter 12 år. Det er da fantastisk! udbryder Lis, springer op – løber rundt om bordet og uddeler store glædesknus.

Umiddelbarheden, den smittende livsglæde og hjerteligheden er ikke noget, Lis ”tager på” sammen med den røde næse.

– Det er noget, jeg er. Jeg lever det, forstået på den måde, at det er en kæmpe del af min identitet. Ikke sådan, at jeg blender figuren Lulu og mig selv. Ellers ville mine venner og familie blive træt af mig, og det ville jeg også, griner Lis. Men ofte bliver det jo set som et svaghedstegn at blotte sig og vise følelser. Det, synes jeg ikke, det er! Det er, når vi når hinanden med hjertet, jeg mærker livet. Det er lige netop der, hvor jeg bliver ”høj”, bliver bjergtaget, synes at livet er vidunderligt. Det kalder på de største ord, jeg kan bruge … men ord er så fattige.

Klovnen – en ny, faglig tilgang til demens?

Det var efter nøje overvejelser, at Anne Mulberg Dahl, som er chef for de to demensplejehjem, satte klovneprojektet i gang:

– Vi vil gerne hele tiden blive dygtigere i vores tilgang til demens, og det her er et udtryk for, at vi tør prøve noget nyt. Der er hospitalsklovne på mange plejecentre. Det nye her er, at vi bruger det fagligt. Lis deltager på vores personalemøder og bidrager med sine observationer og resultater. Lulu er ikke ”en aktivitet”, som gudstjeneste eller besøg udefra, fx af musikere eller besøgshunde. Lulu er en ekstra fagperson. Og vi har da lige skullet vænne os til at tænke på nye og lidt mere ”krøllede” måder, fortæller Anne.

– Vi ønsker at skabe meningsfulde oplevelser for vores beboere. Vi kan ikke have pigegarden på besøg eller julebazar eller sådan noget, for det kan mennesker med fremskreden demens simpelthen ikke holde til. En klovn er ikke svaret for alle, og Lulu er et tilbud. Men mange af vores beboere har stor glæde af den nærhed og den nonverbale kommunikation, som Lulu kommer med.

– Jeg tænkte selvfølgelig over, hvordan det ville blive modtaget. Hvad ville de pårørende og medarbejderne sige? Vi er meget optagede af beboernes værdighed. Hvordan harmonerer det med en klovn til voksne mennesker? Men efter at vi alle sammen har oplevet, hvad der sker i samspillet mellem Lulu og beboerne, er der fuld opbakning hele vejen rundt. Svært demensramte mennesker er på et intellektuelt niveau, der svarer til helt små børn. Vi kan uden tøven sige, at værdigheden består i, at de har en stjernestund sammen med Lulu, fordi hun når dem lige præcis der, hvor de er.