fbpx

Om os

Vi møder mennesker med ordentlighed og plads til forskellighed. Vi støtter beboerne, så de får en tryg og meningsfuld hverdag. Vores indstilling afspejles i vores praktiske adfærd og det ansvar, vi hver især påtager os for at løfte den fælles opgave at gøre hverdagen tryg og rar for beboerne..

Vi er optaget af det, der virker. Vi holder fokus på muligheder og forholder os nysgerrige og åbne overfor andres tilgange til verden. Vi er interesserede i nye ideer og metoder.

Vi ser udvikling som en styrke til fælles glæde, så vi kan møde fremtidens vilkår og krav. Vi strækker os gerne ud over kanten, og vi har modet til at gå forrest og prøve nyt til  gavn for beboere og medarbejdere.

Gennem tværfaglighed og professionel tilgang får vi sammen skabt høj livskvalitet, nærhed og omsorg for beboerne, så de kan leve livet – hele livet.

OK-Fonden Gurli-Vibeke er en plejeenhed for mennesker med demens i det hyggelige Hunderupkvarter centralt i Odense. Vi er tæt på skønne områder med natur og ikke mindst Munkemose og Odense centrum.

Nær ved løber Odense Å, som har stisystem, der fører mod Fruens Bøge og mod Odense centrum. Huset ligger midt i et dejligt villakvarter med mange naboer.

Vi bestræber os på et ligeværdigt samarbejde, og vi møder mennesker med tillid og ønsker, at alle skal føle sig velkomne hos os. Stemningen er god og hyggelig. Medarbejdernes ansvarlighed og arbejdsglæde afspejler vores vision og ønske om at skabe det gode liv for vores beboere. I samarbejde.

Hyggekroge med rosenduft

Gurli-Vibeke er kendetegnet ved at være et moderne plejecenter, hvor beboernes trivsel er i fokus. Det betyder, at vi tilpasser fagligheden, kvaliteten og udviklingen, så vi kan møde forventningerne til den bedste pleje og omsorg for mennesker med demens.

Bygningen var oprindelig Hunderup gamle skole, der i 2004 blev ombygget og moderniseret til plejecenter. Rammen om livet på hver etage er de store, lyse fællesrum med køkken, opholds- og spiseafdeling, hvor der er mulighed for nærvær og fællesskab.

Vi har dejlige udendørsarealer. Blandt andet en stor fællesterrasse og en have med hyggekroge og duftende roser og lavendler. Vores have og indendørsarealer er meget overskuelige, og de skaber dermed de bedst mulige rammer for vores beboere.

OK-Fonden Gurli-Vibeke og OK-Fonden Dyruphus fungerer under fælles ledelse, og vi har fagligt samarbejde på tværs.

Velkommen til!

Medarbejderne 

Vi medarbejdere er sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeut, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og socialpædagog. Medarbejderne i plejen har alle høj faglighed indenfor demens. Med de forskellige tilgange arbejder vi tværfagligt sammen om at finde de bedst mulige tiltag og løsninger for vores beboere.

Vi har ansat en administrativ medarbejder og en pedel, som varetager opgaver på begge enheder.

Derudover har vi en del fleksjobbere, som løser konkrete praktiske opgaver. Så kan det sundhedsfaglige plejepersonale bruge mere tid sammen med beboerne.

Fagligt uddannede plus ekstra hænder

På Gurli-Vibeke er vi praktiksted for social- og sundhedsassistentelever, samt sygeplejestuderende. Vi har det meste af året en, to eller tre elever/studerende i praktikforløb.

Vi modtager borgere fra Odense Kommune. De borgere arbejder her i samfundstjeneste efter mindre forseelser. Vi har også virksomhedspraktikanter, der skal hjælpes tilbage til arbejdsmarkedet, og vi har ansat fleksjobbere på begge enheder. Fleksjobbere arbejder her få timer om ugen.

Vi søger at skabe en rummelig arbejdsplads med plads til forskellighed. Forskellighed betyder mangfoldighed, liv og mennesker, som gør en stor forskel i dagligdagen til fordel for dem, det hele handler om, nemlig beboerne.

Man får da sin livret 

på sin fødselsdag

Måltiderne har stor betydning for både samværet og for den ernæring, som skal give overskud og kræfter til at leve livet.

Maden tilberedes så vidt muligt fra bunden, og vi bestræber os på at servere hjemmelavet mad. Vi bruger som udgangspunkt de madvaner, beboerne kender hjemmefra. Der gøres lidt ekstra ud af højtiderne. På dagen, hvor en beboer har fødselsdag, er det ham eller hende, der bestemmer den varme mad.

Som udgangspunkt indtages de daglige måltider sammen med plejepersonalet i fællesrummene, men har man mere lyst til at spise i sin egen lejlighed, eventuelt sammen med sine pårørende, er det selvfølgelig også en mulighed.

Pårørende er meget velkomne til at spise med. Vi skal dog varsles tre dage i forvejen for at kunne planlægge indkøb og produktion – se priser på enhederne.

Duften af boller i ovnen

I køkkenet på Gurli-Vibeke er der ansat en økonoma og en kok, som på hverdage fremstiller den hjemmelavede mad til begge Odense-enheder. Den varme mad bliver hver dag kørt fra køkkenet på Gurli-Vibeke og bliver serveret ved ankomst til Dyruphus.

Vi bager sammen med beboerne og laver mindre retter ind i mellem, så beboernes sanser stimuleres med duften af bagværk og mad.

Når køkkenpersonalet holder ferie, får vi leveret mad fra en slagter i byen.

Visse former for specialdiæter bliver produceret hos Byens Køkken, der er en del af Odense Kommune.

Ledelse

  • Anne Mulberg Dahl er leder af enheden.
  • Formand for bestyrelsen: Paul Erik Weidemann
  • Næstformand for bestyrelsen: Mikkel Schlüter Friis
  • Bestyrelsesmedlem: Ulrik Ahrendt-Jensen
  • Bestyrelsesmedlem: Merete Helgens
  • Deltager: Mikkel Damgaards.
  • Enhedens leder deltager også i bestyrelsesmøder.

Tilsyn 

Gurli-Vibeke er underlagt lovgivning om tilsyn.

Jf. Retssikkerhedsloven §16 har kommunen tilsynsforpligtelsen med opgaver, der udføres af andre for at sikre, at opgaveløsningen lever op til forskrifterne på det social- og sundhedsmæssige område.

Jf. Lov om fødevarer skal Fødevarestyrelsen gennemføre årlige, uanmeldte tilsyn for at sikre overholdelse af lovgivningen på området.

Jf. Arbejdsmiljøloven skal Arbejdstilsynet bidrage til, at virksomhederne lever op til deres ansvar og sørger for, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige.

Livets afslutning

OK-Fondens vision er, at Livet skal leves – hele livet.

Vi ved, at også livets afslutning er mindst lige så vigtigt at få tilrettelagt og taget hånd om. Præcis på den måde, det enkelte menneske eller familien ønsker det. Derfor er livets afslutning en lige så væsentlig del af OK-Fondens fokus som visionen om, at Livet skal leves – hele livet.

Vi vil meget gerne i dialog med hver enkelt beboer og familie om tilrettelæggelsen af den sidste tid. Vi opfordrer til, at man som familie udarbejder Min sidste vilje.

Vi har sammen med vores hospice i Ballerup styrket vores medarbejderes faglighed og fokus på dette område betydeligt for at sikre størst mulig tryghed helt frem til livets afslutning – og for familien i tiden derefter.

Vi ved, at emnet kan være svært at tale om og respekterer derfor, at denne samtale skal foregå, når man som familie er moden til den. Vi vil rigtig gerne tage den dialog sammen med jer. Giv derfor gerne udtryk for, hvordan vi skal tilrettelægge den sammen med jer.