Om os
Dronning Anne-Marie Centret er et hyggeligt plejecenter på Frederiksberg i København. Vi ligger i dejlige omgivelser midt i boligområdet, Solbjerg Have. Centret er kendetegnet ved at være et moderne og udadvendt plejecenter. Her summer af aktivitet, og vi holder ofte arrangementer, fester og konkurrencer for beboerne. Stemningen er tryg og rolig, og vi gør meget ud af, at alle er fælles om at skabe et velfungerende plejecenter for beboere, gæster i aktivitetscentret, pårørende og medarbejdere. Vi engagerer os i beboernes dagligdag med værdighed og respekt. Udover den vigtige daglige pleje og omsorg har vi fokus på mad og måltider, dokumentation, forebyggelse af fald, lindrende pleje (palliation) og et bredt udbud af terapi og træning.
Ved siden af boligerne på plejecentret yder vi desuden pleje til Græsplænen. Græsplænen består af boliger til yngre handicappede.
Dronning Anne-Marie Centret er en del af OK-Fonden. På centret arbejder vi derfor ud fra organisationens fælles værdier og strategi. Som hjemhørende på Frederiksberg er vores ramme Frederiksberg kommunes kvalitetsstandarder.
Boligområdet Solbjerg Have
Solbjerg Have ligger på den tidligere gasværksgrund ved Finsensvej. Det er en integreret bebyggelse med plejecenter, beskyttede boliger, børneinstitutioner og 328 almene boliger. Solbjerg Have er en grøn og bilfri bebyggelse med gode rekreationsområder og legepladser. Nærmeste station er Flintholm Station, og der er busstop på Finsensvej lige udenfor. Der er fælles parkeringsplads mellem bebyggelsen og metrobanen.
Medarbejdere
Medarbejderne på Dronning Anne-Marie Centret tæller mange forskellige faggrupper, som alle går op i et godt, tværfagligt samarbejde. En medarbejder på Dronning Anne-Marie Centret er altid hjælpsom og klar til at hjælpe beboere, pårørende, kollegaer eller andre i vores hus. Vi arbejder tæt sammen for det fælles bedste, så beboerne har det godt.
Vi har fokus på at skabe en arbejdsplads med et trygt arbejdsmiljø, løbende kompetenceudvikling og efteruddannelse for at sikre et fagligt højt niveau, et godt arbejdsfællesskab og glade ansatte.
Vi går ind for god kollega-karma og møder hinanden med et smil og godt humør, men vi er også altid klar til at sætte os ned og tage en lyttende snak, hvis et mere dystert emne skal tales igennem.
Du er meget velkommen til at sende en uopfordret ansøgning, komme forbi og hilse på eller kontakte vores administration og høre mere.
Ledelse
Dominique Nguyen er chef for enheden.
Formand for forretningsudvalget: Paul Erik Weidemann
Næstformand for forretningsudvalget: Mikkel Schlüter Friis
Medlem af forretningsudvalget: Ulrik Ahrendt-Jensen.
Mikkel Damgaards deltager i udvalget.
Dominique Nguyen deltager i udvalget.
Køkkenet
På Dronning Anne-Marie Centret elsker vi mad, og vi lægger stor vægt på at skabe gode måltider. Både i forhold til tilberedning, smag, udseende, anretning og værtskab, når den lækre mad serveres.
På Dronning Anne-Marie Centret har vi vores eget køkken, hvor maden bliver tilberedt fra bunden af dygtige, veluddannede medarbejdere. Det er vores kreative køkkenpersonale, som planlægger menuen med forslag fra Kostrådet, som har deltagelse af beboere og aktivitetsbrugere.
Vi får, hver dag, leveringer af både frisk kød og friske grøntsager. Vores køkkenpersonale har desuden fokus på kvaliteten og bæredygtigheden af den mad, de bestiller og tilbereder. Vi har modtaget sølvmærket i økologi.
Der fremstilles hver dag frisklavet smørrebrød, varm mad, dessert, kage og meget mere. Maden tilberedes både til beboerne og til aktivitetsbrugerne, som kommer i huset. Pårørende har også altid mulighed for at spise med. Maden nydes i afdelingernes opholdsstue eller i beboernes bolig. Aktivitetsbrugerne spiser i caféen, hvor de desuden har mulighed for at købe sodavand, øl og vin.
Nogle beboere har, af forskellige årsager, svært ved at spise almindelig tilberedt kost. Derfor fremstiller vi særlig hjemmelavet gratin- og dysfagikost. Det er vigtigt for os, at alle har mulighed for at få god, lækker mad, som smager og syner af noget. Mad skal være næringsrig, og vi tilpasser den individuelt efter vores beboeres ønsker og behov.
På Dronning Anne-Marie centret deltager vi i projektet, ”Mennesker, Mad og Måltider”. Vi har haft besøg af rådgivere fra Københavns Madhus, og sammen med dem vil vi arbejde med yderligere udvikling ud fra fem kulinariske løfter: ”Lige til at spise”, ”Rå varekvalitet”, ”Respekt for måltider”, ”Den rette mad” og ”Ansvar og arbejdsglæde”. Herudfra har vi udarbejdet ”10 bud”, som skal være med til at skabe endnu skarpere fokus på maden, serveringen og værtskabet.
Træningen
Her på Dronning Anne-Marie Centret ved vi, at træning, aktivitet og bevægelse er godt for krop og sind, så man kan holde sig frisk og glad længere. Vi hjælper der, hvor vores beboere føler, at de har svært ved noget i dagligdagen, eller hvis de gerne vil fastholde det, de allerede er gode til, eller gerne vil blive endnu bedre til noget.
Det kan være at gå, rejse sig fra en stol, spise, vaske op, lave kaffe og meget, meget mere.
Vi har seks fagmedarbejdere tilknyttet vores Træningssal: To fysioterapeuter, to ergoterapeuter og to psykomotorik-terapeuter.
Visse beboergrupper med bestemte diagnoser har ligeledes mulighed for vederlagsfri fysioterapi.
Træningssalen tilbyder hver dag holdtræning. Der er også mulighed for individuel træning, for sanseintegrationstræning og for frit at benytte vores træningsmaskiner og andet godt på egen hånd. Hvis vejret indbyder til det, griber vi muligheden og flytter aktiviteterne udendørs i haves dejlige omgivelser.
Udover den traditionelle træning går vi meget op i, jævnligt, at holde temafester i Træningssalen med sjove og hyggelige konkurrencer og andre spændende arrangementer.
Aktiviteter
- OL med Træningssalen, hvor hele huset og aktivitetsbrugere deltager.
- Jævnlige fester og aktiviteter i Træningssalen (blandt andet julefest, påskefest, valentinefest, høstfest, halloweenfest, dans)
- Aktiviteter i Aktivitetscentret
- Sang med pianist
- Klassisk musik
- Ugen der gik
- Oplæsning og diskussioner
- Debat og oplæsning af nyheder
- ”Giro 413”
- Banko
- Forskellige quizzer
- Historie (dansk og europæisk)
- Rafling
- Kreativt værksted (maling, strikning, klippe/klistre)
- Gudstjeneste
- Busture (blandt andet lystur, løvfaldstur og tur til Bakken)
- Brugermøde hver tredje måned
- Spisevenner
- Besøgsbabyer
- Cykling uden alder
Lov og tilsyn
Dronning Anne-Marie Centret er underlagt gældende lovgivning for plejehjem. De regler lever vi naturligvis op til. Men der er områder, hvor vi vælger at tolke loven som et minimumskrav og gør os umage for at udføre vores opgaver endnu bedre, end vi er forpligtede til.
Dronning Anne-Marie Centret lever op til de krav, der er indenfor loven om tilsyn. Vi har tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed, fra Frederiksberg Kommune og fra Arbejdstilsynet.
Tilsyn
- Tilsyn 2023
- 2022 Tilsynsrapport Frederiksberg Kommune
- Tilsynsrapport 2018 Dronning Anne-Marie Centret
- Sundhedsfagligt, planlagt tilsyn 2019
Retningslinjer for forflytning på Dronning Anne-Marie Centret
På Dronning Anne-Marie Centret går vi meget op i beboernes og medarbejdernes velbefindende og dermed også i arbejdsmiljø og arbejdsstillinger. Vi har derfor uddannet flere forflytningsvejledere, og hver afdeling har tilknyttet arbejdsmiljørepræsentanter.
Husavis (DAMC-Bladet)
Hver måned udgiver vi en husavis kaldet DAMC-Bladet. Bladet indeholder alverdens spændende læsning, billeder, praktisk information og konkurrencer. Alle kan få bladet gratis elektronisk eller printet for 25 kroner.