fbpx

Udgående hospice team

Hvad er et udgående hospice-team?

Hospice Søndergårds udgående hospice-team er et gratis tilbud til dig, der er livstruende syg og ønsker at være i eget hjem længst muligt, og hvor helbredende behandling er ophørt. Du kan efter lægehenvisning få vejledning og hjælp til følgende:

  • Lindring af det, der plager dig i relation til din sygdom i tæt samarbejde mellem hospice-teamet, din egen læge samt hjemmeplejen med det formål at forbedre din livskvalitet.
  • Hjælp og støtte til at afslutte livet hjemme på plejehjem eller hospice.
  • Støtte, vejledning og omsorg til dine pårørende under og efter dit sygdomsforløb

Hvem kan kontakte det udgående hospice-team?

Du som er livstruende syg og har plagsomme symptomer og mener, vi kan hjælpe dig med at lindre disse:

  • Pårørende til mennesker med livstruende sygdom
  • Ansatte i Hjemmeplejen
  • Praktiserende læger
  • Sygehuspersonale
  • Ansatte på plejehjem

 

Hvornår får jeg besøg af teamet?

Når teamet har modtaget din ansøgning fra lægen, vil du indenfor to hverdage blive kontaktet telefonisk af én fra teamet. I vil aftale, hvornår det første besøg skal foregå. Teamet kan koordinere deltagerne i mødet.

Ved det første besøg er det godt, hvis der kan være pårørende og en hjemmesygeplejerske tilstede. På et senere tidspunkt vil det være godt også at mødes med din egen læge. Ved første besøg møder en af teamets sygeplejersker op. Og efter første møde aftales, hvornår teamets læge kommer med på besøg, og hvordan det videre forløb skal foregå.