Indflytning

Visitationsproces

Når en kommune henvender sig med en sag, bliver den først gennemlæst og drøftet i visitationsudvalget på Helenes Minde. Udvalget er sammensat af medarbejdere med tværfaglige baggrunde og mange års erfaring inden for psykiatri og socialfagligt arbejde.

I udvalget foretages en grundig og individuel vurdering af, om borgeren er inden for vores målgruppe, og om vedkommende vil kunne profitere af vores tilbud. Det er vigtigt for os at sikre, at en indflytning på Helenes Minde giver mening både for borgeren og for huset som helhed.

Hvis vurderingen peger på, at borgeren kan være i målgruppen, inviteres borgeren til et møde på Helenes Minde sammen med flere fra visitationsudvalget. Her har vi mulighed for at lære hinanden at kende, drøfte behov og forventninger og se, hvordan vores rammer matcher borgerens ønsker og forudsætninger.

Såfremt både visitationsudvalget og ledelsen vurderer, at borgeren er i målgruppen, tager Helenes Minde kontakt til den ansvarlige kommune med henblik på at afklare de formelle forhold. Når kontrakten er forhandlet og underskrevet, kan en indflytning arrangeres i dialog med borgeren eller i samarbejde med relevante aktører.

Boliger på Helenes Minde

På Helenes Minde tilbyder vi både §107- og §108-boliger. Alle boliger har adgang til fælleskøkken, husets mange fælles faciliteter, gårdhave, køkkenhave og andre udendørsarealer.

§107-boliger

  • Ét-rums boliger på ca. 20–30 m² (ekskl. fællesarealer)
  • Midlertidige boliger med en varighed på typisk 1–5 år
  • Fokus er på udvikling og øget selvstændighed, så du gradvist kan mestre flere dele af hverdagen og på sigt eventuelt flytte til en mere selvstændig boligform.

§108-boliger

  • To-rums boliger på ca. 30–56 m² (ekskl. fællesarealer)
  • Længerevarende eller varige boliger for borgere, der har behov for omfattende støtte og omsorg i hverdagen
  • Her er fokus på stabilitet, tryghed og livskvalitet i et fællesskab med de rette rammer for støtte.

Indflytning

Når du flytter ind på Helenes Minde, bliver boligen altid istandsat, så den er klar til dig. Du medbringer dine egne møbler og personlige ejendele, så boligen kan indrettes, så den føles som dit hjem.

Dine pårørende kan naturligvis hjælpe dig i indflytningsprocessen, hvis du ønsker det. Har du brug for støtte til de praktiske ting, kan vi efter aftale hjælpe med fx tilslutning af tv, ophængning af lamper eller billeder og anden indretning.

I forbindelse med indflytningen lægger vi vægt på en professionel overlevering i samarbejde med relevante aktører – fx tidligere bosted, behandlere eller andre fagpersoner. På den måde sikrer vi en tryg overgang og kontinuitet i indsatsen, så du får den bedst mulige start på Helenes Minde.