Beboer
Vi arbejder med individuelle mål
På Helenes Minde arbejder vi målrettet med at støtte den enkelte beboer i at udvikle og fastholde funktioner, der styrker selvstændighed, livskvalitet og deltagelse i eget liv. Hver beboer har individuelle mål, som vi arbejder med i fællesskab – fx træning af ADL-funktioner (almindelige dagligdags færdigheder), eksponeringstræning og udvikling af sociale kompetencer.
Udgangspunktet er en fast og genkendelig struktur i hverdagen med miljøterapi som grundlag. Gennem trygge rammer og pædagogisk støtte arbejder vi systematisk med at skabe mestring i små og store skridt.
Vi anvender blandt andet metoder som motiverende samtale og relationsarbejde til at afklare, hvad der giver mening og motivation for den enkelte. Det kan være alt fra at lære at tage offentlig transport selv, håndtere økonomi og strukturere sin uge, til at deltage i sociale aktiviteter, madlavning, indkøb eller beskæftigelsestilbud.

En hverdag med ugeplan, aktiviteter og fællesskab
På Helenes Minde er hverdagen præget af både faste aktiviteter som giver beboerne mulighed for at træne sociale færdigheder og være en del af et trygt fællesskab. Det kan fx være banke, madgruppe, yoga, og kreative værksteder i vores fælleslokaler. Vi tager også på gåture, indkøbsture og udflugter i vores egen bus.
Beboere har mulighed for en individuel ugeplan, som strukturerer hverdagen og sikrer balance mellem fælles aktiviteter og personlige indsatser. Planen tilpasses løbende i samarbejde med kontaktpersonerne, så beboerne arbejder konkret og overskueligt med deres mål. Som beboer får du en eller to faste kontaktpersoner, der følger dig tæt i dagligdagen. De har ansvar for at understøtte dig i at omsætte dine ønsker og behov til praksis
Samarbejde med pårørende
På Helenes Minde arbejder vi ud fra OK-Fondens værdigrundlag, hvor familien og de pårørende betragtes som en vigtig ressource i borgerens liv. Vi prioriterer et godt og tillidsfuldt samarbejde med pårørende og tilbyder løbende mulighed for inddragelse og dialog – naturligvis altid med beboerens samtykke.
Hver beboer har en fast kontaktperson, som har en central rolle i samarbejdet med de pårørende. Kontaktpersonen sikrer løbende kommunikation og koordinering, og er med til at skabe trygge og gennemsigtige rammer omkring borgerens hverdag og udvikling.