fbpx

Beboer

Tryghed og trivsel

Vi lever hver dag med smil og grin og glæde, og vi forsøger at få det bedste ud af også de svære stunder. Plejepersonalet tager udgangspunkt i den enkeltes behov, ønsker og livshistorie. Vi har fokus på det, beboeren kan huske og genkende, så der skabes størst mulig tryghed og trivsel.

Hjertet i huset er vores store fællesrum med opholds-og spisestue. Måltiderne tilberedes i vores produktionskøkken på Gurli-Vibeke. I køkkenet huserer Dyruphus og Gurli-Vibekes fælles økonoma og kok. Vi sørger for, at beboerne kan være med i køkkenopgaver og hjælpe til, hvis de kan og ønsker det. Ind imellem bager og sylter vi, inspireret af årstiden.

Udover at sørge for beboernes trivsel, måltider og medicinbehov har medarbejderne også en masse opgaver, som skal udføres i et hjem. Det er for eksempel rengøring, vask af tøj, vareindkøb og ikke mindst pleje af vores beboere. Mange vil gerne være med til at udføre opgaverne sammen med medarbejderne og føle, at de fortsat kan det, de altid har kunnet hjemme. Almindelige dagligdags aktiviteter er tit rigtig gode og giver en god følelse af genkendelighed. Følelsen af at være med til at gøre noget nyttigt er vigtig.

Aktiviteter for alle

Vi holder traditionerne i hævd. Dog kan der være højtider, som kan forvirre beboerne, hvis arrangementer strækker sig over længere perioder. Vi tilpasser derfor traditionerne, så det bliver til størst mulig glæde for alle.

Hver måned har vi en aktivitetskalender med tilbud af forskellig karakter. Pårørende og frivillige er meget velkomne til at deltage i planlagte aktiviteter, og vi er altid åbne for at tale om idéer til nye aktiviteter.

Tværfaglighed løfter plejen

Vi lægger stor vægt på tværfaglighed. Medarbejderstaben består af forskellige faggrupper. Vi har både sygeplejersker, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Formålet med tværfagligheden er, at de forskellige faglige indgangsvinkler kan tilgodese flest mulige behov og ønsker. Tværfagligheden er med til at højne kvaliteten i det daglige arbejde. Til gavn for den enkelte beboer.

Det er medarbejdernes opgave at lære beboerne godt nok at kende, så den enkelte beboer kan leve livet videre som før. Derfor er den enkelte beboers livssituation udgangspunkt for den pleje og praktiske bistand, vi tilrettelægger og udfører.

Vi arbejder ud fra den anerkendende tilgang, hvor vi tror på, at alle har den bedste intention med det, de gør. Vi har fokus på løsninger, på det, der virker og på anerkendende kommunikation. Vi giver konstruktiv feedback indbyrdes og til pårørende og samarbejdspartnere.

Vi arbejder ligeledes med Marte Meo metoden. Marte meo betyder ”ved egen kraft” på latin. Det er en metode, der bruger video til at analysere samspillet mellem mennesker. Man filmer helt almindelige situationer fra hverdagen og lærer af de positive situationer, hvor samspillet fungerer.

Vi har koblet en Marte Meo-konsulent til, som hver anden måned holder supervision for medarbejderne med særligt fokus på mennesker med demens.

Huslæge

Lægehuset på Klosterbakken i Odense er tilknyttet som faste huslæger på Gurli-Vibeke. Det er naturligvis eget valg, om man vælger at skifte læge ved indflytning, og vi respekterer, hvis man vælger at beholde den læge, man kender. Vores erfaring er dog, at det giver stor tryghed at vælge huslægerne, der kommer fast i huset. Samspillet mellem plejepersonale og lægen giver et stort udbytte for vores beboere.

Store og små aktiviteter

Beboerne på Gurli-Vibeke er alle præget af deres forskellige demenssygdomme og med udgangspunkt i det, tilrettelægger vi meningsfulde aktiviteter til beboernes bedste.

Vi er opmærksomme på, hvor mange påvirkninger (stimuli) den enkelte beboer kan magte for ikke at ende i en ubehagelig tilstand af forvirring. Der er beboere, som har stor glæde ved en tur ud af huset, og andre beboere som har det bedst med at være i vante omgivelser og deltage i mindre stimulerende aktiviteter.
Generelt har de fleste af vores beboere størst glæde af mindre gruppeaktiviteter eller af at være sammen med en person ad gangen. For udenforstående kan det se ud, som om, der ikke foregår de store aktiviteter, men alt fungerer med tanke for, hvad der er bedst for den enkelte beboer.

Dans, massagestol og regn på huden

Vi synger meget, danser og hører musik. Ofte har nogle af beboerne glæde af at danse sammen til musik, de kan genkende fra tidligere. Vi laver også ofte gymnastik i små, tilpassede grupper eller gåture i al slags vejr, så vi mærker både solen, vinden og regnen på huden.

Særligt har vi fokus på ”hverdags-snoezlen” og tilpasset sansestimulering. Det er små stunder med ro, musik, berøring eller videoer, som kan give en helt særlig ro.
Som pårørende er I meget velkommen til at benytte massagestolen eller de sanse-gyngestole, der står på hver etage, så man kan sidde ved siden af, mens beboeren nyder en stille stund.

Dyr betyder rigtig meget for mange af vores beboere. Foruden at have besøgshunde, foranstaltet af Trygfonden, besøger vi gerne den lokale børnehave, som har mindre dyr, vi kan nyde sammen med børnene. Vi samarbejder med den lokale børnehave og folkeskole, så vi jævnligt har mulighed for forskellige fælles aktiviteter i mindre eller større grupper. Til fastelavn kommer børnehaven forbi og slår katten af tønden hos os, og til jul går børnene Lucia-optog.

Flittige frivillige

Vi ønsker, at vores frivillige skal føle sig som en del af huset, og at de bliver klædt godt på til at være omkring mennesker med demens.

Vi nyder samspillet med de frivillige og de ekstra indsatser, som bliver mulige. Nogle kommer på faste ugedage og går med på gåture, kører ture med bussen, synger eller spiller musik. Vi er tilknyttet Trygfonden, så vi jævnligt får besøg af besøgshunde derigennem.

Vi gør brug af den frivillige vågetjeneste, når en beboer har brug for ekstra tryghed i den sidste tid.

Familie og pårørende

Familien er værdifuld. For os betyder samspillet med de pårørende rigtig meget. Det er de pårørende, der kender den enkelte beboer bedst og har den vigtige viden om livshistorie, vaner og ønsker.

Samarbejdet mellem beboer, pårørende, medarbejdere og ledelsen er væsentligt for, at de mennesker, der bor hos os, opnår den bedste pleje og omsorg. Vi er altid klar til en dialog om, hvordan vi kan styrke det vigtige samarbejde. Vi har en grundlæggende forventning om fælles ansvar og tilgang, så vi kan skabe de bedste mulige rammer for livet med demens.

Vi tilbyder en fremvisning af den konkrete lejlighed, efter du er visiteret, og vi aftaler en dato for indflytningssamtalen, som holdes hurtigst muligt efter indflytning. Medarbejdere i den daglige ledelse deltager i samtalen sammen med kontaktsygeplejerske og koordinator.

Netværk med ligesindede

Efter behov tilbydes dialogsamtale en til  gange årligt, hvor vi sammen taler om det, der virker, og hvad vi sammen skal gøre mere af.

Vi har stor forståelse for de pårørendes situation, og vi ved, hvor svært og opslidende det er at være nær pårørende til en demensramt. Vi til byder derfor fælles supervision hver anden eller tredje måned, hvor en vejleder lytter og giver konkrete, virkningsfulde værktøjer til, hvordan de svære situationer kan håndteres.

Supervisionen giver fællesskab med andre pårørende i samme situation, og man har mulighed for at opbygge netværk med ligestillede.

Der orienteres løbende på mails til de pårørende, og vi anvender Facebook til at fortælle om alle de gode stunder, vi skaber sammen med beboerne i løbet af ugen.

Samarbejde med omverdenen

Som en del af vores indsats for at blive stadigt dygtigere ser vi positivt på samskabelse og vidensdeling. Vi er som organisation nysgerrige på at udvikle os sammen med andre institutioner eller virksomheder. Vi tager gerne imod studerende, som har interesse for vores tilgange og har lyst til at bruge vores område som feltarbejde i forskellige forskningsområder.

OK-Fonden Odense har indgået i et OPI-samarbejde (Offentlig-Privat-Innovationssamarbejde), hvor vi sammen med et privat firma, VIA i Århus og Handicapcenter Nordfyn, har været med til at udvikle en app til mennesker med kognitive udfordringer. Appen hedder VITA MIND og handles fra firmaet Applikator.

Vi samarbejder med Social- og Sundhedsskolen Fyn i Odense på flere områder og har et tæt samarbejde med Syddansk Universitet om projektet ”Mennesker først”, hvor vi inddrager medicinstuderende i at lære om interaktion med mennesker med demens.

Senest har vi indgået i et samarbejde med ”Støtteforeningen Lulu og KO”, hvor vi inddrager en hospitalsklovn i vores faglige tilgang til beboerne på begge enheder i Odense. Projektet løber over et par år, og vi håber at kunne se positive effekter hos vores beboere.


Beboeren bestemmer selv

Vores vision er, at livet skal leves – hele livet. Mennesker, som bor hos os, bestemmer selv hvordan.

Tilkøb er en mulighed, som betyder, at man kan fortsætte sine vaner eller forsøde sit liv, præcis som man selv ønsker det.

Der er mange muligheder, og ønsker du noget, OK-Fonden ikke kan levere, formidler vi gerne kontakt til andre lokale leverandører, som vi har tillid til.

Fodpleje, massage og frisør er ydelser, der tilkøbes direkte hos den enkelte leverandør til deres priser. OK-Fonden Odense har kontakt til nogen, vi mener, har den rette tilgang til mennesker med demens.

Du er selvfølgelig altid velkommen til at tage kontakt til andre og lave aftaler med andre leverandører, der har mulighed for at komme på enheden.