Sensommerhøjskole: Fællesskab, nærvær og næring til sjælen  

Alex, beboer på Kollegiet

At komme på Enghaven og senere på Kollegiet er det bedste, der er sket i mit liv! Det er 3 år og 9 måneder siden. Jeg vejede 49 kg og var ved at dø. Min hjerne var ved at lukke ned, og jeg måtte have hjælp, blandt andet til at stoppe mit misbrug. Jeg har boet beskyttet, siden jeg var 19 år. Nu har jeg flexjob og skal flytte ud i en lejlighed for mig selv, tættere på min familie, om meget kort tid! Jeg glæder mig, og det er samtidig skræmmende. Jeg vil gerne ud og hjælpe andre, og jeg skal snart ud på en skole og fortælle om misbrug. 
Når mine medbeboere siger: ”Jeg ville ønske, det var mig, der kunne gøre det, du har gjort”, siger jeg: ”Så gør det! Her er al mulig hjælp at få!” 
Selvom jeg skal flytte om lidt, ville jeg have Sensommerhøjskolen med. Det er godt for mig at komme udendørs, jeg nyder det meget. Jeg er tidligere FDF’er, og der er lidt spejderlejr over det.  
Jeg er ikke så god til mennesker, men her er trygt. Fællesskabet er en rød tråd gennem det hele. Jeg lærte nogle mennesker at kende sidste år, og dem har jeg genset. Vi forstår hinanden, og der bliver ikke kigget skævt til nogen.  

Line, beboer på Ravnebjerg

Jeg har nogle psykiske udfordringer, som betyder, at jeg har brug for hjælp til en struktureret hverdag. Det er spændende at bo på Ravnebjerg. Det er rart, at der er så mange muligheder, både i forhold til ens udfordringer og personlig udvikling – hvis man har mod på at tage imod det.  
Jeg har boet på Ravnebjerg i tre år og før det på Enghaven. Det er fascinerede, hvordan man kan ændre sig. Jeg har lært at reflektere og formulere mig på en konstruktiv måde. Det har været virkelig svært at komme hertil, og det har krævet meget af mig. Jeg er glad over at tænke på, hvor jeg er i dag. Jeg tror ikke, at der er så vanvittig lang tid, til jeg kan komme ud og bo for mig selv. Jeg skal finde et job, hvor jeg kan fastholde den struktur, jeg har brug for. 
Jeg har glædet mig helt vildt til Sensommerhøjskolen, til at snakke med folk og komme ud i naturen! Jeg har reklameret meget for det. Normalt har vi travlt med os selv og vores egen udvikling. Men her skal man ikke snakke om sine problemer eller sygdom. Vi genser folk, som er flyttet til andre af OK-Fondens tilbud, og vi møder nogen, vi ikke kender. Alle ser en, som man er, i øjenhøjde. Her er mulighed for så mange aktiviteter, og her er også mulighed for at trække sig, hvis man har brug for det. 

Nikita, beboer på Vendepunktet

Jeg har boet på mange forskellige bosteder. Der er rigtig godt på Vendepunktet. Jeg har brug for tryghed og mennesker omkring mig. Jeg har en stor, lys lejlighed, og jeg er glad for personalet og mine medbeboere, og jeg har fået en skildpadde, som hedder Turbine. Jeg har boet beskyttet, siden jeg var 15 år. Mit mål er at få det bedre og at få et godt liv. 
Der er meget, vi kan lave i hverdagen på Vendepunktet. Jeg er med i nogle Harry Potter-events, hvor vi øver replikker og klæder os ud som figurer fra Harry Potter og optager video, som skal sættes sammen til en film.  

Det er dejligt at være med på Sensommerhøjskolen. Jeg har blandt andet meldt mig til sang & spil. Vi har øvet en fællessang, og jeg skal optræde med to sange alene. Den ene har jeg skrevet selv. Den hedder ”Smil, men”, og den handler om at have stemmer i sit hoved. 
Jeg tager tilbage om aftenen og sover i min bolig. Det er godt for mig at komme hjem og grounde. Og Turbine skal passes. 

Anne Christine, kaldet AC, beboer på Trinbrættet

Jeg har boet på Trinbrættet i tre et halvt år. Da jeg flyttede ind, havde jeg været indlagt i 2,5 år, jeg var stærkt selvskadende. I starten kunne jeg ikke lide at være der, men jeg er blevet rigtig glad for det. Der er sket virkelig meget. 
Det er længe siden, jeg stoppede helt med selvskade, og det er så rart. Jeg har lært både at være alene og at omgås mennesker på en sund måde. Jeg har også fået et socialt liv med andre udenfor bostedet. Jeg kontaktede fx en gammel veninde, som fik mig ind i en brætspilsgruppe.   

Jeg har fået det praktiske op at køre og holder min lejlighed og laver mad selv i mit lille køkken.  Jeg har fået kørekort på Enghaven, og det har gjort mig meget mere selvstændig. Jeg kører fx selv til læge, og jeg fungerer som chauffør på Enghaven og kører også for andre. 

Jeg føler mig klar til at flytte ud for mig selv og begynde på HF. 
Min familie er stolte af mig. Jeg har fx holdt et oplæg om DAT-behandling til en pårørendeaften.  
Det er første gang, jeg er med på Sensommerhøjskole. Jeg har ikke haft mod på det de andre år, men jeg er glad for, jeg tog med denne gang. Senere i dag har jeg meldt mig til krea-workshop, hvor jeg vil dekorere en mulepose til min lillesøster, og i morgen har jeg meldt mig til hudpleje. 

Ingeborg Mosbech og Charlotte Bro Zachariassen

Ingeborg Mosbech, stabsmedarbejder, terapeut og underviser på Enghaven

Det er så vigtigt for beboerne at komme ud i naturen! Det kan være virkelig svært, hvis man fx ikke har oplevet det i sin barndom og måske ikke har været så meget ude at lege. Så kan naturen let blive til noget, man ikke har overskud til at opsøge. Men når man kan mærke, at man er en del af naturen, og man oplever, at det er et fælles grundvilkår i tilværelsen, så kan det give en enorm støtte i bare at være menneske. Så er man en del af noget og ikke så udsat, fx for at få angst. 
Vi bliver et stort fællesskab. Vi er på lejr sammen, og vi leger sammen og udvikler os gennem leg. Vi ”kommer ned i kroppen”. På Sensommerhøjskolen får beboerne muligheder for oplevelser, de ellers ikke ville få. Medarbejderne skal ikke til møder, vi skal ikke dokumentere (ud over medicin selvfølgelig), og her er ikke noget kontor, vi går ind på. 
Vi har sammen gjort Sensommerhøjskolen til en tradition og nyder glæden ved gentagelse. Det her er en holdsport! 

Charlotte Bro Zachariassen, musikterapeut på Enghaven 

Vores Sensommerhøjskole giver så meget værdi! Her er vi på lige fod alle sammen, beboere og medarbejdere, på tværs af afdelinger. Det giver en større tryghed og fortrolighed, når vi er sammen på den måde. På højskoledagene taler vi ikke om sygdom og medicin. Der er lidt feriestemning over det. Det her er ikke behandling – det er næring til sjælen! 

Vibeke Ballowitz, psykomotorisk terapeut og traumeterapeut på Enghaven

Det gør en kæmpe forskel, at beboerne kommer herud, ud af hverdagen. Når man lægger noget bag sig, kommer nye ressourcer. Mit arbejde til daglig drejer sig om at kunne mærke kroppen, og det kan vi her. Vi ser det hele tiden. Der var fx en beboer, som var ked af det og i tårer, da hun kom til Fodwellness tidligere i dag. Det endte med smil og snak og tydeligt velvære. En anden fik ro og ”kom ned i kroppen”, så hun tydeligt kunne mærke, at hun var træt. 

Det er en kæmpeglæde og tilfredsstillelse for mig at være med til – aktiviteterne, at vi gør det sammen, højskolestemningen.  Mange af vores beboere har været udsat for traumer tidligere. Det kan der ligge en stor ensomhedsfølelse i. Her er fællesskab og mange succeser. Det smitter også af på os som medarbejdere. 

Claus Heilskov Jensen, social- og sundhedsassistent, miljøterapeut og medicinansvarlig på Vendepunktet

De her dage er et frirum, både for mig, beboerne og alle mine kollegaer. Vi kommer til at kende hinanden på tværs, og det skaber nye muligheder. 

Den sidste aften holder vi fest, og jeg står for maden sammen med Enghavens kok. Jeg er oprindeligt uddannet slagter, og det er også mig, der står for madlavning og hygge omkring bål. Vi brainstormer lang tid i forvejen på menuen, så der er mulighed for at få så mange beboere som muligt med i madlavningen. I år står festmenuen på ristaffel. 

Kim Jeppesen, udviklingsansvarlig for psykiatrien i OK-Fonden 

Et bosted er et trygt sted, og tryghed er vigtigt, men vi syntes, det kunne være sjovt at invitere vores beboerne ud af de faste rammer. Mange af beboerne har udfordringer med at være i fællesskaber, og der kan være en beskyttelse i at trække sig. Men alle mennesker længes efter at høre til i et fællesskab, og her oplever man, at det ikke er så farligt. Højskoledagene er med til at heale de dårlige erfaringer og følelsen af ikke at høre til, som mange har med fra skoler og andre fællesskaber.