Trinbrættet
Trinbrættet er en afdeling for unge sindslidende mellem 18-28 år med forskellige diagnoser som fx personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd, ADD, ADHD, OCD, skizofreni, misbrugsproblematik og andre relaterede problemstillinger.
Trinbrættet råder over 20 lejligheder, nogle er to-rums boliger og nogle er et-rums boliger.
Trinbrættet er opdelt i 2 grupper, med hvert sit køkken, samt en fælles opholdsstue.
På Trinbrættet kan man bo i en kortere eller længere periode. Beboere vælger Trinbrættet, hvis de ønsker udvikling og er indstillet på at arbejde målrettet med sig selv til et mere selvstændigt liv, med en bedre livskvalitet. Der arbejdes både med behandling af den psykiatriske problemstilling, og med tilegnelse af kompetencer for at kunne klare en selvstændig tilværelse, herunder særligt fokus på arbejde og uddannelse.
Målsætning Trinbrættet
Trinbrættet er en afdeling med det klare mål at opbygge rammerne for en tilværelse uden for Enghaven. Opholdet på afdelingen skal altid være målrettet mod udvikling og til udflytning. Vi bygger på den enkeltes og fællesskabets ressourcer. Vi tror på, at alle har evner og muligheder, der under de rette omstændigheder kan styrkes og udvikles. Vi tror at man i en tryg, respektfuld, ligeværdig og anerkendende atmosfære har det bedste afsæt for udvikling. Derfor er brugerinddragelse og brugerindflydelse en del af vores grundværdier.
At deltage aktivt i eget liv og afdelingens fællesskab er en del af behandlingen, hvor der indgår fysisk aktivitet, egenomsorg, personlig udvikling og opbygning af socialt netværk.
Beboere på Trinbrættet kan tilrettelægge deres hverdag individuelt, dog med hensyn til fællesskabet, ligesom der skal være overensstemmelse mellem behandlingsmål og daglige gøremål. Alle beboere forventes at deltage i relevant behandling.
Målet med et ophold er at skabe og genoprette et socialt netværk og en selvstændig tilværelse med støtte i det omfang, det er nødvendigt.
Vi ønsker at skabe en meningsfyldt hverdag med uddannelse, arbejde, beskæftigelse, fritid og netværk med fokus på det omgivende samfund. Dette for på sigt at skabe en tilværelse i anden boform eller i egen lejlighed. Det forventes at alle beboere arbejder hen mod deltagelse i uddannelse eller arbejde, som kan være intern eller ekstern beskæftigelse.
Behandling og metoder
I behandlingen arbejder vi ud fra OK-Fonden Enghavens værdigrundlag og metoder og ud fra målsætningen, at afdelingen ikke kun er et botilbud – men først og fremmest et behandlingssted.
Vi arbejder ud fra den systemiske tankegang og metode, hvor vi vægter individuel og social udvikling. Grundlæggende arbejder vi ud fra et miljøterapeutisk fokus med struktur, individuelle- og fælles aktiviteter i afdelingen, såsom fælles rengøring, beboermøder, ugesamtaler mm.
Der er mulighed for at deltage i OK-Fonden Enghavens øvrige behandlingstilbud såsom: DAT behandlingsgruppe, individuel terapi, NADA, musikterapi, kunstterapi, TFT m.m.
Derudover anvendes mange andre behandlingsformer tilrettelagt ud fra den enkeltes behov.
Betydningen af at værdsætte og respektere andre og være en del af et fællesskab er i fokus på afdelingen. Beboerne støttes i at opbygge eller genoprette sociale relationer. Fællesskabet på afdelingen er en daglig øvelse i at give og modtage i et socialt miljø.
Netværksarbejde
En vigtig del af den sociale støtte og træning på Trinbrættet er at genoprette, opbygge eller vedligeholde det familiære netværk og de sociale relationer.
Det vægtes højt, at de pårørende er ordentligt informeret, under hensyn til vores tavshedpligt, og føler sig godt behandlet og velkomne på Enghaven.
Beboernes behandling ligger primært mellem 8-16, derfor skal besøg ligge udenfor dette tidspunkt i hverdage. Overnatning skal aftales af hensyn til brandsikkerhed. Bespisning skal ligeledes aftales forinden.
Pårørende, familie eller andet relevant netværk inviteres altid til familiesamtale senest tre måneder efter indflytning. På dette møde aftales fremtidige familiesamtaler efter ønsker og behov.
Personale Trinbrættet
På Trinbrættet har vi mange forskellige faggrupper, som alle indgår i et tæt tværfagligt samarbejde.
Medarbejderne er blandt andet fordelt på følgende faggrupper:
- ergoterapeut
- pædagog
- socialpædagog
- social- og sundhedsassistent
- social- og sundhedshjælper
- sygeplejerske
- plejehjemsass.
Trinbrættet er et uddannelsessted for pædagogstuderende og sygeplejestuderende.
Der er ansat ca. 20 medarbejdere, hvor det vægtes en bred faglighed og en balanceret kønsfordeling.
Trinbrættets beboere kan i behandlingen gøre brug af “specialiserede” faggrupper som for eksempel musikterapeut, fysioterapeut, frisør, psykomotorisk terapeut og økonoma, som er tilknyttet Enghavens overordnede behandlingstilbud.
Dagsstruktur Trinbrættet
Vi lægger stor vægt på at alle beboere har en meningsfyldt hverdag, da det er drivkraften i en udviklingsproces.
På Trinbrættet tilstræbes det, at alle beboerne har en almindelig dagsrytme. Behandlingen ligger typisk mellem klokken 8 – 16. Indholdet tilpasses den enkeltes behov. Alle beboere får udarbejdet et personligt ugeskema med meningsfulde aktiviteter, der tager højde for ressourcer og udfordringer.
Både rengøring, motion, musik, massage, indkøb og madlavning betragtes som en integreret del af afdelingens hverdag og beboernes behandling.
Hver fredag er der beboermøde med mødepligt. Dette er et forum, hvor den enkelte beboer har medindflydelse på Trinbrættets hverdag og behandling.
8:00 – 8:30: Morgenmad/morgenmøde
9:00 – 12:00: Arbejde, behandling eller uddannelse
12:00 – 13:00: Frokost
13:00 – 16:00: Arbejde, behandling eller uddannelse
14:00: Eftermiddagskaffe
18:00 – 18:30: Aftensmad
19:30: Gåtur
20:00: Aftenkaffe
Alle beboere har faste opgaver og pligter, som aktiv deltager i et fællesskab med fokus på social udvikling. For eksempel tilberedning af morgenmad i sin egen gruppe en gang om ugen.
Der er daglige og ugentlige gøremål med bankbesøg, rengøring og fysisk aktivitet. Traditioner er en del af hverdagen som f.eks. fødselsdage, jul, påske, fastelavn, udflugter og ferieture.
Arbejdslivet og uddannelse vægtes højt på Trinbrættet,så den enkelte føler sig rustet til at komme videre i livet. Der samarbejdes med Ungeenheden både i forhold til at tilrettelægge uddannelsesforløb (ASV/VUC), praktikforløb eller andet.
Lejligheder Trinbrættet
Lejlighederne på Trinbrættet er enten et- eller toværelses.
De fleste lejligheder har udgang til egen lille terrasse og græsplæne ud til de tilstødende fællesarealer.
Eksempler på typer af lejligheder:
Et-værelses lejlighed på 26 m2:
Bad og toilet (5,2 m2)
Gang med skabe og tekøkken (3,6 m2)
Stue (16,9 m2)
To-værelses lejlighed på 55 m2:
Bad og toilet (5,2 m2)
Entré med skabe (5,3 m2)
Stue med køkken (27,9 m2)
Soveværelse (15,0 m2)
Fællesarealer Trinbrættet
Trinbrættet er delt op i to køkkener og en fælles opholdsstue.
I udearealerne er der en hyggelig lille gårdhave og plæne til boldspil mm.
Til fælles brug er der bålplads og out-door fitness.
Afdelingsleder Christina Munch
Kontakt Trinbrættet Tlf. 76 69 12 27
