Enghaven / Afdelinger / Ravnebjerg

Ravnebjerg

Ravnebjerg er en selvstændigt beliggende bo- og behandlingsafdeling under OK-Fonden Enghaven.

På Ravnebjerg tror vi på, at vores beboere kan gives håb om en ny historie og med den rette behandling få en ny begyndelse og leve det liv, de ønsker. Det er afgørende, at vores samarbejde med beboerne tager afsæt i beboernes drømme og ønsker for deres liv. Vi vil styrke den enkelte beboer til at blive så selvhjulpen som muligt og tage ansvar i eget liv. Kort sagt ønsker vi at understøtte beboernes recoveryproces.

Der er gode fællesfaciliteter med opholdsstue, fælles vaskeri, egen have, motions- og fitnessrum og køkken med ansat personale.

Der er fællesspisning til alle måltider alle ugens dage. Beboerne deltager i praktiske opgaver. Der er mulighed for at deltage i det sociale fællesskab og aktiviteter ud fra egne ønsker og behov.

Ravnebjerg er omkranset af have med terrasse, højbede og væksthus.

Målgruppe: Ravnebjerg er for beboere, som aktuelt har brug for individuel støtte og hjælp til at strukturere og skabe en hverdag, og som har brug for at komme videre i eget liv. Vi forventer, at beboerne tager aktivt medansvar i egen behandling, og så vidt muligt er det beboeren, der er i førersædet.

Man skal kunne klare sig uden natpersonale for at bo på Ravnebjerg. Der er personale alle ugens dage mellem kl. 7.30-22.00

Faglig tilgang

I behandlingen arbejder vi ud fra OK-Fonden Enghavens værdigrundlag og ud fra målsætningen, at afdelingen ikke kun er et botilbud – men også et behandlingssted.

Behandlingen tager udgangspunkt i den kommunale handleplan og tilrettelægges helt individuelt og i tæt samarbejde med den enkelte beboer.

Det forventes, at beboerne arbejder aktivt med egen behandling, da denne tager sigte mod at gøre den enkelte i stand til at kunne leve et godt og meningsfuldt liv med en høj grad af selvhjulpenhed.

Vi mener, at den enkelte skal føle sig værdsat og værdifuld. Vi anser anerkendelse som en betydningsfuld og udviklende faktor, der vægtes højt i det daglige. Hver beboer har kontaktpersoner, som støtter og vejleder i de daglige og ugentlige gøremål. Kontaktpersonerne er sparringspartnere for beboeren med det mål for øje, at beboeren bevæger sig hen imod egne mål og drømme for at få et godt og leveværdigt liv.

Samtaler med terapeuter tilbydes i de tilfælde, hvor det giver mening.

Misbrug er ikke accepteret på Ravnebjerg – men i dialog ydes der altid rådgivning, støtte og vejledning til at komme ud af et evt. misbrug. På Ravnebjerg tilbydes der NADA (øreakupunktur) efter behov.

Der er mulighed for at deltage i OK-Fonden Enghavens øvrige behandlingstilbud.

Behandlingsmuligheder: dialektisk adfærdsterapi-DAT, stemmehørergruppe, individuel terapi, tankefeltterapi-TFT, musikterapi, fysioterapi, psykomotorisk terapi med mere.

Personale Ravnebjerg

Personalegruppen på Ravnebjerg er tværfagligt sammensat og med en høj faglighed. Personalegruppen består bl.a. af pædagoger, social- og sundhedsassistenter, lærere, ergoterapeuter og cand.scient. Alle faste medarbejdere på Ravnebjerg har, ud over deres grundfaglige uddannelse, også efteruddannelse i systemisk teori og metode og neuroaffektiv psykologi.

Arbejde, uddannelse og fritid

Dagsrytmen på Ravnebjerg tilpasses, så alle beboerne har en hverdag, der er individuelt struktureret.

Hverdagens indhold er sammensat, så det ligner en almindelig hverdag med arbejdsdag/skole/uddannelse og fritid. I hverdagen har alle pligter, som er en naturlig del af fællesskabet.

Beboerne kan benytte sig af Enghavens forskellige interne og eksterne arbejds-, undervisnings-, aktivitets- og behandlingstilbud.

Lejligheder Ravnebjerg

På Ravnebjerg er der 14 lejligheder, nogle få er to-rums lejligheder. Alle boliger er med eget bad.

Der er et aflastnings-/gæsteværelse.

Kosten er inkluderet i opholdet.

Fællesarealer Ravnebjerg

Indendørs råder Ravnebjerg over fælles TV- og opholdsstue og stort køkken/alrum. Der er to dagligstuer. Den ene med TV og den anden med projektor og PlayStation. Imellem disse er der et PC-rum. Der er indrettet motions- og fitnessrum.

Der er fælles vaskekælder.

Udendørs er der en terrasse i tilknytning til stuen og en have bestående af højbede, urte-/køkkenhave med frugttræer og drivhus. I tilknytning hertil har beboerne lavet ildsted og havemøbler der er placeret på tilstødende terrasse. I haven er der et redskabsrum/cykelskur.

Fællesarealerne består bl.a. af:

  • Undervisningslokale
  • Mødelokale
  • Træningskøkken
  • Fælleskøkken
  • Køkken alrum
  • To opholdsstuer
  • PC-rum
  • Aflastnings/gæsteværelse
  • Kreativt værksted
  • Vaskekælder
  • Motions- og fitnessrum
  • Glaspavillon / drivhus
  • Have med højbede, frugttræer, urtehave, ildsted m.m.
  • Redskabsrum/cykelskur.

Afdelingsleder Pernille Gade
Kontakt: Ravnebjerg tlf. 2160 7189