Enghaven / Afdelinger / Fabrikvej

Fabrikvej

Midt i hjertet af Horsens finder du Fabrikvej – perfekt placeret mellem byens puls og naturens ro. På kun 6 minutter kan du gå til Banegården, 8 minutter til strøget og 10 minutter til Bygholm Park og naturområde på 50 hektar, hvor du kan finde både ro og fornyet energi. Vi ligger i et sandt smørhul, der giver mulighed for både nærvær i naturen og byens mange muligheder.

Fabrikvej er et tilbud til voksne mellem 18 og 59 år, der har brug for støtte til at genfinde balancen i livet. Hos os tror vi på, at du er eksperten i dit eget liv. Vi er her for at støtte dig i at skabe den livshistorie, du ønsker at fortælle. Vores behandling tager altid udgangspunkt i dig – dine ønsker, håb og drømme. På Fabrikvej møder vi dig dér, hvor du er, og sammen skaber vi rammerne for, at du kan finde vejen frem.

Grundstenene i vores behandling

På Fabrikvej arbejder vi med tre solide grundsten: miljøterapi, systemisk tankegang og en neuroaffektiv tilgang. Disse metoder danner fundamentet for alt, hvad vi gør, og hjælper os med at skabe et trygt og udviklende miljø for dig.

Miljøterapi er hjertet i vores hverdag. Vi omsætter metoden til konkrete rammer og aktiviteter, der gør hverdagen både forudsigelig og genkendelig. Gennem struktureret samvær, relationer og meningsfulde hverdagsopgaver skaber vi et miljø, der styrker trivsel og udvikling. Hos os handler det om at skabe tryghed, hvor hver dag føles som et lille skridt fremad.

Med systemisk tankegang ser vi på relationer og sammenhænge mellem mennesker. Vi tror på, at ingen står alene – vi er alle en del af et system. Når vi forstår de relationer, der omgiver den enkelte, kan vi støtte i at skabe positive forandringer og nye handlemuligheder. Det handler om at se hele billedet for at forstå dig bedst muligt.

Vores neuroaffektive tilgang giver os en dybere forståelse for, hvordan hjernen udvikler sig i samspil med følelser og relationer. Det hjælper os med at identificere, hvor du har brug for støtte – både følelsesmæssigt og socialt. Ved at møde dig dér, hvor du er, kan vi målrette vores indsats og styrke dine evner til at håndtere livets små og store udfordringer.

Medarbejdere

Fabrikvej har et stærkt team af dygtige og engagerede medarbejdere med forskellig faglig baggrund. Vores team består blandt andet af pædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.
Vi tror på, at faglært personale er nøglen til at kunne imødekomme de komplekse udfordringer, vi møder, og sikre den bedst mulige støtte til dig.

Når du kommer til Fabrikvej, får du tildelt nogle faste kontaktpersoner, som bliver dem, du har det tætteste samarbejde med. De fungerer som dine tovholdere og er med til at sikre, at din behandling og de indsatser, vi tilbyder, hænger godt sammen. Sammen med dem planlægger du en hverdag, der giver mening for dig og indeholder de aktiviteter, der gør en forskel for dit liv. Om natten er der natpersonale for at skabe ro og tryghed for den enkelte, så alle kan få en god og uforstyrret nattesøvn.

Lejligheder og fællesarealer

Fabrikvej er et stort og rummeligt hus på hele 1.100 kvm, hvor der er plads til både privatliv og fællesskab. Vi har 12 lejligheder, der alle er lyse og funktionelle. Der er 8 toværelses (§108/107) – og 4 etværelseslejligheder (§107) – alle med eget toilet, bad og et lille trinette køkken. Lejlighederne fordeler sig på tre etager: 7 på 2. sal, 4 på 1. sal og en enkelt i stueetagen.

Vores lejligheder er umøblerede, så du har mulighed for at gøre dem til dit eget hjem. Du skal selv medbringe alt det inventar, du har brug for, så du kan indrette din lejlighed, præcis som du ønsker. Huset byder også på masser af hyggelige fællesarealer. I stueplan ligger vores store fælleskøkken, hvor vores køkkenassistent hver dag laver lækker mad til hele huset.

Det er også her, vi mødes om det store bord til måltider og hyggelige stunder. 2. salen rummer et mindre køkkenalrum, som bruges til forskellige aktiviteter. Her har du også mulighed for at låne lokalet, hvis du vil lave aftensmad med dine pårørende eller invitere en medbeboer til en hyggelig stund.

Dagsrytme

På Fabrikvej tilpasser vi dine dage til dig og dine behov. Vi gør os umage for at skabe en hverdag, der minder om en almindelig dagligdag, hvor struktur og genkendelighed giver ro og stabilitet. Det kan indebære aktiviteter som arbejde, rengøring, tøjvask, samtaler eller andre opgaver, der giver mening for dig.

Du har også mulighed for at deltage i forskellige sociale fællesskaber og aktiviteter, alt efter hvad du har lyst til. Hos os er der plads til både hverdagens små rutiner og hyggelige stunder i fællesskab.

Rusmiddelforbrug

For at skabe tryghed i fællesskabet mellem jer som beboere og holde fokus på din behandling, opfordrer vi til, at du ikke har et forbrug. Der arbejdes skadesreducerende, hvis du har rusmiddelproblematikker (alkohol, narkotika og medicin) og samarbejdes med rusmiddelcentret. (Se pjece om tilbagefaldsforebyggende indsats).

Medicin

Ved indflytning er det medarbejderne på Fabrikvej, som administrerer din medicin. Det vurderes og aftales med dig, i hvilket omfang du har ressourcer til selv at deltage. Efter ca. tre måneder kan det, sammen med din egen læge, vurderes, om der kan ske ændringer, så du selv kan administrere din medicin.

Selvstændighed – mestring af eget liv

Hos os på Fabrikvej er vi optaget af, at du skal kunne leve dit eget liv. Vi har fokus på at hjælpe dig med at blive så selvhjulpen som muligt, for at du kan mestre din hverdag og forfølge dine håb og drømme. Det betyder blandt andet, at vi gerne udnytter de muligheder, der findes i vores lokalområde. Vi tager gerne bussen eller går til vores aftaler, så du får mulighed for at opbygge de vaner, der kan hjælpe dig på vej. Vores mål er at skabe en hverdag, som du også kan fortsætte med, når du en dag flytter fra Fabrikvej.

Vi tilpasser løsningerne, så de passer til dig, men vi sørger også for, at du hele tiden udvikler dig. For som vi siger: ”Hver gang vi gør noget for dig, fratager vi en mulighed for udvikling.”

Kontakt

Tlf: 21 70 24 46
Adresse: Fabrikvej 11, 8700 Horsens

Sang om Fabrikvej

Tekst og musik: Lærke Vendelev Sørensen