Dyruphus / Artikler / Arkiver for thomas

“I gør Ninus-dage til Plys-dage”

OK-Fonden Dyruphus har vundet Fyens Sind-pris 2018.

Medarbejderne på demensplejehjemmet OK-Fonden Dyruphus er stolte og rørte over at have fået årets SIND Fyn-pris.

– Vi har et dejligt arbejde, men det kræver meget af os menneskeligt og fagligt hver dag, så det betyder alverden, at en pårørende har haft overskud til at indstille os til prisen med så fine ord, siger social- og sundhedsassistent, Helle Petterson, som var med til overrækkelsen på vegne af sine kollegaer.

Rose Benzon og Helle Petterson modtog årets SIND Fyn-pris på vegne af deres kollegaer.

Kristian Kristiansen er manden bag de anerkendende ord, som overbeviste foreningen SIND om, at medarbejderne på Dyruphus skulle hædres for deres arbejde.

Det er tidligere pårørende til en beboer på Dyruphus, Kristian Kristiansen fra Odense, som har indstillet plejehjemmet til SIND-prisen. I sin begrundelse skriver han blandt andet:

”Der efterspørges hele tiden varme hænder indenfor plejesektoren. Jeg skulle som pårørende hilse og sige, at Dyruphus også kan levere varme hjerter og varme smil.

Jeg spurgte engang en af personalerne, om det ikke undertiden kunne være “hårdt” at arbejde så “tæt på”.

Nej, lød svaret. Den dag, jeg ikke længere kan gå hen og give en af beboerne et stort kram og mene det, da er det nok på tide at søge andet arbejde. Og så gik hun resolut hen og gav en kvindelig beboer en stor bamse-krammer. Dén blev der taget godt imod.

På Dyruphus søger man både at dække behovet for rent praktisk hjælp til beboeren, men ikke mindst er den psykosociale indsats af stor betydning. At tale med beboerne. At udforske mindernes geografi sammen, så længe det stadig er en mulighed. At være nærværende (og samtidig observant; et kunststykke af en linegang). At få solen til at rykke lidt nærmere, også på de mørke dage. At hygge om beboerne. Være tryghedsskabende. Alt-omfavnende. Kunne rumme borgerens smerte – og være på udkig efter løsninger. Finde smil, og plante solskin. Motivere. Gå ture. Plukke bellis sammen, og gå på æblerov i baghaven.

Gøre livets krav gældende. Hele livet. Være solidarisk med det. Eller med en lille omskrivning: Gøre Ninus-dage til Plys-dage. Så enkelt kan det siges.

Og som om at alt dét ikke var nok: også give sig tid til de pårørende. Før, under og efter. Hvor behov er. Empati, ophøjet i egen potens.

Som bare én pårørende (ud af flere, ved jeg) hvisker jeg det i tankerne stille og roligt ind i ørerne på hver enkelt ansat: Jeg vil så gerne have, at I bliver lidt længere. For også i dag ved jeg, at I vil have gjort en forskel.”

Landsforeningen for psykisk sundhed, SIND, uddelt en gang om året den fynske SIND-pris. Prisen går til mennesker, der gør en ekstra indsats for at hjælpe til den psykiske sundhed.

Dyruphus / Artikler / Arkiver for thomas

En demensklovn lokker livsglæden frem

En kold vind piber i den vinterlige have. De store klovnesko klasker over fliserne mellem bygningerne. Den lille kvinde retter på den røde næse og haler op i den hulahopring, som spiler de store ”koskind”bukser ud. Hun har bare arme, men hun fryser ikke. ”Lulu” er helt fokuseret og klar. Hænderne er brandvarme og blikket gløder.

Lis Vilain/Lulu er hospitals- og demensklovn og besøger hver uge OK-Fondens to demensplejehjem, Dyruphus og Gurli-Vibeke i Odense. Hendes arbejde og resultater undersøges i et toårigt projekt, der skal styrke beboernes livsglæde og livskvalitet. Som en del af projektet skal Lis, sammen med personalet, arbejde med, hvordan de kan mindske frustrationer og deraf følgende aggressiv adfærd, som kan følge med demenssygdom.

Lige inden for døren i den første bygning stiller Lulu sig i et indhak, læner sig lidt frem og kigger ned ad gangen. Hun hvisker med den medarbejder, som følger hende: ”Hvordan har Henry det i dag? Sidst var han meget ked af det, før jeg kom …”

Lulu bevæger sig ned ad gangen. Stiller sig lidt fra døren ind til Henrys bolig og kigger ind. Henry får øje på hende og retter sig op. Lulu bliver stående. Lægger hovedet på skrå, smiler og vinker. Henry rejser sig straks og kommer ud. Han rækker armene frem. Lulu tager de fremstrakte hænder, og hele hendes krop fortæller om gensynsglæde. De taler om Henrys dag, og han klapper hende ømt, igen og igen.

Der er ingen ballondyr eller falde på halen-komik. Lis kommer ikke med et klovnenummer. Hun bruger klovne-figuren til at skabe kontakt og genkendelse. Men det er altid beboeren, som er hovedperson!

Lis fortæller:

– Jeg har ikke en dagsorden. Jeg lader dem se mig an. Jeg er til stede, så jeg kan gribe det, der kommer. Hos mennesker med svær demens er det nogle gange meget, meget småt, meget porøst – måske en lille finger eller en øjenbevægelse. Det kan være min indgang til, at jeg må tage kontakt. Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke går for langt. Min figur er en ko, for en ko den står og glor. Man bliver rigtig klog på et menneske, når man lige holder bøtte lidt. Jeg viser med kroppen, at jeg ikke bare kommer masende, selvom jeg er en klovn. Kontakten kan være ganske stille, nærværende, hvor vi bare sidder og aer lidt. Det kan også være grin og snak eller en sang, måske en lille dans. Det er det enkelte menneske, der bestemmer.

Lulu nærmer sig et bord i den fælles opholdsstue, hvor to kvinder sidder sammensunkne og helt tavse og ubevægelige. Lulu stiller sig i deres synsfelt, nogle meter fra bordet. Smiler. Tager et par dansetrin frem. Sætter sig på hug mellem kvindernes stole. Lulu begynder at nynne melodien ”Du er min øjesten”. Den ene nynner med, og Lulu slår over i teksten. Den anden har ikke længere noget sprog, men da Lulu kigger hende ind i øjnene, former hendes læber sangens ord. Og glæden lyser gennem demensens slør i én af mange smukke stunder den dag.

Og glæden er gensidig!

– Jeg har det bedst, når jeg kan give. Det er der, jeg trives bedst, og det er der, jeg mærker livet på den vidunderlige måde. Det giver mig glimt af stor lykkefølelse, når jeg kan mærke, at jeg ”kommer ind” hos et menneske. Når dagen eller timen eller blot minuttet bliver løftet, og det pågældende menneske synes, at livet ikke er helt så slemt, som det kunne være, siger Lis.

For 12 år siden, som 43-årig, tog Lis det store spring. Hun uddannede sig til hospitalsklovn, sagde sit faste pædagogjob op, flyttede fra en herskabslejlighed til et kælderværelse og meldte sig ud af A-kassen (for ikke at blive sendt ud i tilfældigt arbejde).

– Der bliver søgt fonde til mit arbejde, og jeg lever minimalistisk, for det er det her, jeg vil – af hele mit hjerte og hele min sjæl. Og jeg er her stadig efter 12 år. Det er da fantastisk! udbryder Lis, springer op – løber rundt om bordet og uddeler store glædesknus.

Umiddelbarheden, den smittende livsglæde og hjerteligheden er ikke noget, Lis ”tager på” sammen med den røde næse.

– Det er noget, jeg er. Jeg lever det, forstået på den måde, at det er en kæmpe del af min identitet. Ikke sådan, at jeg blender figuren Lulu og mig selv. Ellers ville mine venner og familie blive træt af mig, og det ville jeg også, griner Lis. Men ofte bliver det jo set som et svaghedstegn at blotte sig og vise følelser. Det, synes jeg ikke, det er! Det er, når vi når hinanden med hjertet, jeg mærker livet. Det er lige netop der, hvor jeg bliver ”høj”, bliver bjergtaget, synes at livet er vidunderligt. Det kalder på de største ord, jeg kan bruge … men ord er så fattige.

Klovnen – en ny, faglig tilgang til demens?

Det var efter nøje overvejelser, at Anne Mulberg Dahl, som er chef for de to demensplejehjem, satte klovneprojektet i gang:

– Vi vil gerne hele tiden blive dygtigere i vores tilgang til demens, og det her er et udtryk for, at vi tør prøve noget nyt. Der er hospitalsklovne på mange plejecentre. Det nye her er, at vi bruger det fagligt. Lis deltager på vores personalemøder og bidrager med sine observationer og resultater. Lulu er ikke ”en aktivitet”, som gudstjeneste eller besøg udefra, fx af musikere eller besøgshunde. Lulu er en ekstra fagperson. Og vi har da lige skullet vænne os til at tænke på nye og lidt mere ”krøllede” måder, fortæller Anne.

– Vi ønsker at skabe meningsfulde oplevelser for vores beboere. Vi kan ikke have pigegarden på besøg eller julebazar eller sådan noget, for det kan mennesker med fremskreden demens simpelthen ikke holde til. En klovn er ikke svaret for alle, og Lulu er et tilbud. Men mange af vores beboere har stor glæde af den nærhed og den nonverbale kommunikation, som Lulu kommer med.

– Jeg tænkte selvfølgelig over, hvordan det ville blive modtaget. Hvad ville de pårørende og medarbejderne sige? Vi er meget optagede af beboernes værdighed. Hvordan harmonerer det med en klovn til voksne mennesker? Men efter at vi alle sammen har oplevet, hvad der sker i samspillet mellem Lulu og beboerne, er der fuld opbakning hele vejen rundt. Svært demensramte mennesker er på et intellektuelt niveau, der svarer til helt små børn. Vi kan uden tøven sige, at værdigheden består i, at de har en stjernestund sammen med Lulu, fordi hun når dem lige præcis der, hvor de er.

Dyruphus / Artikler / Arkiver for thomas

Fleksjobbere fortæller

Det kan ikke passe, at jeg ikke kan bruges til noget

Birgitte, 50 år – er ansat som aktivitetsmedarbejder og arbejder mellem fire og seks timer, fordelt på to dage om ugen:

Jeg er oprindelig uddannet kok. I 2001 blev jeg tilkendt et fleksjob på grund af dårlig ryg. Så fulgte en kræftsygdom med flere operationer, og efterfølgende har jeg fået diagnosen BDS, som er kronisk, kropslig stress med hjerteproblemer, stærke smerter og træthed. Jeg har gået sygemeldt siden 2008.

I 2017 tog jeg en snak med min læge. Jeg kunne ikke holde ud bare at gå der. Lægen ville indstille mig til pension, men det ville jeg bare ikke! Jeg følte, at jeg stadig havde en masse at give. Det kunne ikke passe, at de ressourcer, der var tilbage i mig, ikke kunne bruges til noget.

Jeg startede på fire timer og er nu oppe på seks de fleste uger. De dage, hvor jeg har det godt, får jeg lov til bare at køre på, og de dage, hvor jeg har det mindre godt, får jeg lov til at afpasse aktiviteterne efter det.

Jobbet er det bedste, der er sket i mit liv i de seneste mange år! Jeg er bare kommet på den rigtige hylde. Jeg vil rigtig gerne ud og gøre en forskel. Jeg starter med at hjælpe med at give beboerne morgenmad. Efter morgenmaden er det afhængigt af, hvad der er brug for. Så spiller vi et spil eller er ude at gå en tur eller deltager i en aktivitet i huset. Vi gør noget af det, plejepersonalet har svært ved at nå, og det betyder, at de får bedre tid til at fordybe sig i deres opgaver, når vi laver hygge-aktiviteterne med beboerne.

Det har betydet en vending i mit liv, som bare har været 100 procent godt for mig. Alle omkring mig siger, at jeg er blevet et helt andet menneske – eller måske snarere er blevet mig selv igen. Nu skal jeg jo op og gøre mig i stand og af sted sammen med de andre. Jeg skal sørge for, at maden er smurt, og huset er i orden, for jeg skal jo på arbejde! Ikke bare op og i en joggingdragt og gå og tulle derhjemme hele dagen og vente på, familien kommer hjem.

Så meget bedre end at blive sendt på det ene mærkelige kursus og aktiveringstilbud efter det andet

John, 57 år – er ansat som aktivitetsmedarbejder to timer hver tirsdag:

Som 22-årige var jeg en meget driftig mand med egen virksomhed, arbejde ved siden af, masser af træning og en skøn familie. Men så fik min lille datter leukæmi. Det tog syv et halvt år. Så døde hun. Efter hendes død blev jeg diagnosticeret med alvorlig depression, stress og angst.

I 2006 fik jeg fleksjob som pedelmedhjælper. Jeg havde bugt træning til at holde mig oppe gennem min datters sygdom, så jeg var fysisk rigtig stor og stærk dengang. Jeg ville så gerne gøre jobbet godt, selvom det var på nedsat tid, så jeg gik hårdt til den. Men så ødelagde jeg noget sådan rigtigt i min ryg og måtte opereres for diskusprolaps. To måneder efter skulle jeg prøve at køre bil, men jeg kunne ikke dreje nøglen på grund af smerter. Først otte måneder efter kunne jeg styre min vandladning. Og jeg måtte begynde helt forfra med min træning.

Jeg møder ind imellem spørgsmålet ”Er du KUN ansat to timer om ugen?”. Så siger jeg: ”Nej, jeg er ansat to timer, ikke KUN to timer”. Hvis jeg arbejder mere end det, så kører jeg ud over grænsen, og så er det bare slut, færdig med at arbejde. Jeg skal passe på både psykisk og fysisk. Jeg bliver nemt forvirret og mister orienteringen, og når jeg har været på arbejde de to timer, har jeg brug for ro resten af dagen.

Men det er så dejligt, at man kan se, at man kan hjælpe.

Om tirsdagen, mens plejepersonalet er til deres ugentlige konference, laver jeg aktiviteter med beboerne. Når det gælder mennesker med demens, handler det om at være opfindsom. Det kan være at tage en beboer med ned og se OB træne fodbold eller måske gå en tur eller sætte klassisk musik på for de beboere, som holder af det.

Det var godt, at vi kom på kurser og til foredrag om demens, før vi skulle starte. Jeg synes, det var rigtig givende. Vi lærte fx, at en aktivitet også kan være at sætte sig ved bordet og simpelthen få ro på, så vi ikke kommer til at gøre beboerne urolige i vores iver efter at sætte noget i gang.

Vi lærte også om vigtigheden af berøring i forhold til mennesker med demens. Der kunne jeg godt have lidt forbehold i starten. Men nu er det overhovedet ikke noget problem. For eksempel en dag gik jeg ud med en kvinde, som elsker at gå tur, og vi gik ned til åen. Jeg ville ikke bare tage hendes hånd, for man skal lige føle sig lidt frem. Men jeg sagde til hende: ”Du må godt tage mig under armen”. Så kunne jeg også passe på min ryg, og det ville hun gerne. Vi var så heldige, at der var et svanepar med unger. Og da vi skulle hjem og rejste os fra bænken, så var der en hånd, der tog min hånd. Det var bare det dejligste!

Da en kollega fra det faste plejepersonale en dag spurgte, hvad jeg får i løn, så fortalte jeg ham den historie og sagde: Det er min løn! Det var bare en dejlig dag.

Hjemme har jeg påtaget mig rollen som husfar for min kone og min anden datter, som nu er 14 år. Jeg bidrager med det, jeg kan. Man vil jo gerne være noget for sine nærmeste – og for samfundet.

Jeg er rigtig, rigtig glad for mine to timers arbejde her. Det er dejlig for mig, og det er dejligt for min kone og vores datter. Hun er glad for at kunne fortælle i skolen, at hendes far er aktivitetsmedarbejder på et plejecenter.

Jeg føler mig heldig

Nicolaj, 44 år – er ansat som pedelmedhjælper fire timer om ugen, fordelt på onsdag og fredag:

Jeg har været svejser og arbejdet ude på værftet i 20 år, og jeg troede, at jeg skulle svejse og bygge større konstruktioner resten af mit liv, men så fik jeg så ondt i ryggen, og det viste sig, at der var noget helt galt.

Jeg er ansat fire timer om ugen, fordelt på onsdag og fredag, hvor jeg fungerer som pedelmedhjælper. Så jeg hjælper Magnus, vores pedel, med vedligeholdelse og udskiftning af ting og sager, sætter hylder op, slår græs, ordner fliser, maler gelændere, rydder sne og salter om vinteren. Det er varieret, og det har ikke været for voldsomt fysisk. Det passer rigtig godt til mig.

Og så sker der da noget andet end morgen-tv. Det at man kommer ud og ser nogle mennesker og deltager i hverdagen, ja i livet. For mig har det været vældig godt at få noget, hvor jeg hører til, er med i noget. Jeg tjener lidt penge. Det betyder også noget. Jeg føler mig heldig, at jeg har fået det her.