fbpx

10. kulturfestival på Betty Sørensen Parken

Der er kommet ny kunst på væggene og nye oplevelser at tale om og glæde sig over på Betty Sørensen Parken. For 10. år i træk samlede plejehjemmet beboere, pårørende, medarbejdere, naboer og venner af huset til tre dages fest.

Sommervejret var lige så varieret som programmet. Da OK-Fondens tidligere formand, Else Winther, skulle holde åbningstalen, slog tordenregnen så hårdt på det store festtelt, at talen måtte udsættes, til det var stilnet af, og der var ørenlyd igen. Men det meste af tiden skinnede solen, og man kunne melde ”fuldt telt”.

Det flotte program strakte sig lige fra kunst og kagebagning over revy og banko til masser af musikalsk underholdning og festlige festmiddage.

”Både medarbejdere og beboerne glæder sig hvert år, og vi taler om kulturfestivalen både før og efter. Vi sørger for, at der er ekstra hænder på arbejde, men sådan et arrangement kan kun lade sig gøre, fordi vi ”rykker sammen”. Alle hjælpes ad og yder en ekstra indsats, ikke mindst vores uundværlige frivillige”, fortæller Inge Marie Eriksen, som er chef for Betty Sørensen Parken.