Film om at være pårørende til mennesker med demens

OK-Fonden har gennem et udviklingsprojekt styrket samarbejdet med og forståelsen for pårørende til plejehjemsbeboere med demens. Projektet har fokuseret på at forbedre samarbejdet mellem plejepersonale og pårørende for at sikre større inddragelse af pårørendes perspektiver og skabe de bedste rammer for et fællesskab.

Projektets målgruppe har været beboere og pårørende på OK-Fondens plejehjem på Sjælland, Fyn og i Jylland med ca. 1.000 beboere, hvoraf 50-90 % lever med en demensdiagnose. Erfaringer er samlet og omsat til materialer til introduktionsforløb for nye pårørende, uddannelsesforløb for medarbejdere og deling med samarbejdspartnere.

Projektet har undersøgt, hvordan pårørende oplever og forventer livet efter et nært familiemedlems flytning til plejehjem. Mange pårørende står i en følelsesmæssigt krævende overgang med behov for støtte, klarhed og forventningsafstemning. De efterspørger ofte erfaringer fra andre i lignende situationer samt værktøjer som en “overlevelses-guide”.

Videoerne skal bidrage til at gøre tilværelsen rigere med fortsat fælles liv og oplevelser for beboere og pårørende. Fem kortfilm er produceret og kan anvendes bredt af kommuner, pårørendeorganisationer og andre aktører på plejeområdet.

Indflytning

  • Hvornår er det rigtige tidspunkt at flytte på plejehjem
  • Den ”umulige” beslutning
  • Hvordan taler man med den demensramte om at skulle på plejehjem
  • Det praktiske: Hvad skal man flytte med

Ny på plejehjem

  • Den gode modtagelse og forventningsafstemning
  • En plejehjemsbolig er først og fremmest beboerens hjem – og dernæst en arbejdsplads

Livshistorie

  • Historien om beboerens liv og det, man har holdt af
  • Livshistorien som støtte for medarbejdernes omsorg
  • Emner til de gode samtaler

Selvbestemmelse

  • Retten til at sige til og fra – også selvom man er kognitivt svækket
  • At tage den demensramtes perspektiv
  • Hvad er værdighed for den enkelte

Livets afslutning

  • Ventesorg – at vente på at miste den, man elsker
  • Den sidste tid