fbpx

Virtual reality i plejen

Med alderen forøges risikoen for at krop og sind mister sin funktion. Det kan lede til at ældre helt mister deres uafhængighed. Jævnlig motion for ældre kan bremse denne negative formkurve. Plejehjem har brug for motionstilbud, der hjælper beboerne til at motivere regelmæssig motion. 

I et Ph.d.-projekt har (nu adjunkt) Jon Ram Bruun-Pedersen fra Aalborg Universitet København, i samarbejde med Akaciegården og OK-Fonden Lotte (og især fysioterapeuterne Neel Sass Petersen og Maja Nørr-Larsen), set på hvordan Virtual Reality (VR) kan afhjælpe en manglende lyst og stigende kedsomhed hos beboerne, i forbindelse med deres cykeltræning. 

Virtual Reality er en teknologi, der bl.a. tillader brugeren oplevelsen af at være til stede i en digital verden, der er forskellig fra det nærmiljø de i virkeligheden befinder sig i. Dette kan gøres på forskellige måder, men den oftest genkendte metode er via VR-briller, der tillader brugeren at se sig omkring i det virtuelle miljø, ligesom man kan i den virkelige verden.  

Der er teoretisk set ikke de store begrænsninger for, hvilke steder man kan opleve i VR. Man kan derfor give folk mulighed for at opleve steder de ellers ikke ville være i stand til at tage til (som eks. toppen af Mount Everest). For plejehjemsbeboere i bymiljøer kan naturen være en ramme, der ikke altid er resurser til at nyde med jævne mellemrum. Derudover er det påvist at naturoplevelser har forskellige helbredsmæssige egenskaber. 

I forbindelse med beboernes cykeltur hos fysioterapien, fik beboerne mulighed for at vælge mellem fire naturlandskaber, som de herefter kunne få oplevelsen af at køre gennem, mens de cyklede. Resultaterne viste at beboeres motivation til at cykle steg markant, og at denne motivation specifikt var forbundet til de ting og omgivelser, der blev oplevet igennem naturlandskaberne. Ligeledes gav den virtuelle cykeltur en anderledes fornemmelse hos beboerne, af udrette noget med deres cykling. Fra at være en aktivitet som beboere skulle overtales til, blev cyklen en aktivitet der var kø til. 

Inden så forfærdeligt længe starter vi et nyt samarbejde omkring VR cyklen, således at OK-Fonden Lotte’s beboere igen kan nyde fordelene af denne type træning.