Aftentur med Rosalina

Solen gaber søvnigt bag et træ.
Og skyggerne bliver lilla og lange.
Månen træder frem. Den står i næ.
Jeg siger :”Nu må klokken være mange.”
“Næh” sir Rosalina,”det er som´ren der er slut.
Fra nu af bliver det efterår minut for minut”
Åh ja – åh ja, åh ja, åh ja.

Dagen bliver en skygge af sig selv.
Og solen afløst af en spinkel måne.
Men her er nu pænt alligevel.
Så inden vi går, bliver vi stå´nde.
Vi er blevet ældre går det pluds´lig op for mig.
Nu føles her lidt køligt på Hjortekærsvej.
Åh ja – åh ja, åh ja, åh ja.

Jeg bliver trist og vemodsfuld hver år.
Omkring den tid hvor sommeren ender.
Erkendelsen af årene der går.
Et løvfald i livets kalender.
Jeg bliver ti år ældre på ti minutters tid.
Og himlen bliver så dyster, og månen gullighvid.
Åh ja – åh ja, åh ja, åh ja.

Og mit liv passere nu revy.
Men kun de dumme ting kan jeg erindre.
Så bliver månen opslugt af en sky.
Min modstandskraft bliver mindre og mindre.
Jeg sir:”Rosalina, lad os hel´re vende om.
Nu må vi ta´ lidt hensyn til min alderdom.”
Åh ja- åh ja, åh ja, åh ja.

Da sir Rosalina:”Ved du hvad –
Jeg glæder mig til efteråret kommer.
Det har altid gjort mig stærk og glad.
Jeg syns´ jeg går i stå når det er sommer.
Efterårets farver har glød og temperament –
Jeg føler mig som genfødt hver eneste gang!”
Åh ja – åh ja, åh ja, åh ja.

Fra mit hjerte falder tunge sten.
Tænk at Rosalina er min kone !
Jeg bliver ganske let i mine ben.
Det´ligefør de flyver ud af sko´ne.
Stjerner viser stjernebill´der over land og by.
Endnu er natten ung, endnu er verden ny !
Åh ja – åh ja, åh ja, åh ja.

Hvorfor se tilbage når man  hel´re vil se frem
Jeg og Rosalina tager Karlsvognen hjem.
Åh ja – åh ja, åh ja, åh ja.

Benny Andersen