fbpx

Rejsegilde på Gillelejes nye plejehjem

Friplejehjem, ”Boliger for Livet” og seniorbofællesskab på Bavne Ager

OK-Fondens nybyggeri på Bavne Ager er rykket et stort skridt nærmere. Fredag den 14. december fejres rejsegilde på plejehjemmets 72 boliger. De første andelshavere til det kommende seniorbofællesskabs 24 boliger har allerede meldt sig og har etableret en beboergruppe. Og yderligere 16 boliger på grunden, kaldet ”Boliger for Livet”, er ved at tage form på arkitektens tegnebræt.

Fællesskab, liv og tryghed er omdrejningspunktet for OK-Fondens idé og planer for området. Ved at samle de tre typer boliger opstår der nye muligheder for fælles aktiviteter og samspil. Nærheden til plejehjemmet betyder, at naboerne har mulighed for at blive i deres eget hjem livet ud – også hvis der bliver behov for hjælp og pleje.

OK-Fonden lægger vægt på, at de kommende bebyggelser ikke lukker sig om sig selv, men bliver en aktiv del af lokalsamfundet i Gilleleje. Naboer, foreningsliv, lokale erhvervsdrivende, frivillige og andre med gode idéer inviteres ind, så man sammen med beboerne kan udforske mulighederne for at skabe et levende miljø, som bliver en gevinst for menneskene og for byen.

Stor interesse for seniorbofællesskabet

Efter nogle velbesøgte informationsmøder om det kommende seniorbofællesskab, har de første beboere allerede sikret sig en af de 24 andelsboliger. Gruppen mødtes i begyndelsen af december til et hyggeligt møde, hvor de kommende bofæller tog hul på snakken om den fælles fremtid. Ved samme lejlighed navngav de deres fremtidige bebyggelse ”Seniorbofællesskabet Gilleleje”.