Indflytning
Efter visitation og tilbud om plejebolig fra kommunens side, indgår man som beboer lejekontrakt med DEAS Ejendomsadministration. Den nøjagtige indflytningsdato aftales med kommunen og plejehjemmet.
På Vonsildhave får du din egen bolig med egen opholdsstue, lille tekøkken, soveværelse og badeværelse med egen kombineret vaske- og tørremaskine.
Du skal selv sørge for at flytte dit bohave og blive indrettet på plejehjemmet.
Hertil kommer at flytte adresse, tilmelde el, vand og varme, TV og evt. internet.
Vi har plejehjemslæger tilknyttet Vonsildhave. Vi vil anbefale, at du bruger dem, medmindre du har et specielt tæt forhold med nuværende praktiserende læge. Plejehjemslægerne kommer i huset hver uge og derfor er tæt på både dig og personalet.
Før indflytning vil personalet, så vidt det er muligt, komme på hjemmebesøg, så vi kan lære hinanden lidt at kende, inden du flytter ind. Her vil vi blive opdateret på dine nuværende behov, ønsker og forventninger til personalet, hverdage og det at flytte på plejehjem.
I forbindelse med indflytning vil du få vores brochure ”Velkommen til Vonsildhave” sammen med en del samtykkeerklæringer, der skal udfyldes og gives retur til personalet, så vi kan hjælpe dig bedst muligt i hverdagen, og har dit samtykke til det.
Kort efter indflytning vil egen læge komme på besøg til en indflytningssamtale, om dine ønsker til fremtiden, behov, medicingennemgang og eventuelt andet relevant.
