fbpx

Indflytning

Sådan kommer du til at bo på Bavne Ager

Plejehjemmet er et friplejehjem, og Gribskov Kommune har ligesom de øvrige kommuner mulighed for at henvise til ledige pladser på hjemmet. Det betyder, at borgere i hele landet har mulighed for at søge.

For den enkelte borger betyder det, at hvis man ønsker at bo på Bavne Ager, skal man selv anmode sin kommune om at blive visiteret. Du skal derfor kontakte visitationsafdelingen indenfor hjemmeplejen, som vil komme ud og tale med dig om dit ønske om at komme på plejehjem. Ud fra din helhedssituation, vil medarbejdere i visitationsafdelingen vurdere, om du kan visiteres til plejehjem. Pårørende kan også hjælpe dig med at rette henvendelse til visitationsafdelingen.

Når du er blevet visiteret, skal kommunen sende papirer og forespørgsel om at komme på Bavne Ager direkte til os:
Bavne Ager
Bavne Ager 1A
3250 Gilleleje
Tlf.: 33 26 67 10
177.info@ok-fonden.dk 

Beboer i Gribskov Kommune

Bor du i Gribskov Kommune, kan du læse mere om processen med det at blive visiteret via dette link: Visitation Gribskov Kommune

Boligvisitationen

Adresse: Rådhusvej 3, 3200 Helsinge
Email: boligvisitation@gribskov.dk
Telefon nr.: 7249 6000

Bolig A – 64 m2 (36 m2 udgør selve boligen, resten indgår i fællesareal.)

Efter vi har modtaget papir fra din hjemkommune, sender vi et brev til dine pårørende, om at du er optaget på ventelisten.

Når du står blandt de øverste på ventelisten, modtager dine pårørende et brev herom. Herefter forventes det, at du er indstillet på at flytte ind i løbet af 1 uger. På det tidspunkt ved vi ikke, hvornår præcist du kan flytte ind i din bolig. Vi er blot sikre på, at netop du får tilbudt den næste ledige bolig. Der kan godt gå måneder. Vi ringer til dine pårørende, når der er en ledig bolig klar til, at du kan flytte ind.

Vores erfaring er, at det er bedst, når familie og venner har mulighed for at flytte møbler, nips, tøj, gardiner, osv. på plads inden indflytningen. Det er mest rart at flytte ind i en møbleret bolig. Hvis en kommende beboer ikke har pårørende, som kan hjælpe med det praktiske, giver vi gerne en hånd med.

Før indflytning

Inden indflytning har de pårørende, og måske den kommende beboer, været på besøg på Bavne Ager. Vi tilstræber, at man som kommende beboer får besøg af en afdelingsleder og kommende kontaktperson fra Bavne Ager.

Ved første besøg gennemgår vi vores indflytningsinformation og velkomstfolder. Denne er sendt ud i forvejen til de pårørende eller den kommende beboer, så der er tid til at forberede eventuelle spørgsmål. Vi vejleder også om, hvad beboeren får brug for af tøj, møbler, mm. Relevante aftaler om hjælpemidler bliver indgået.

Inspiration/spørgsmål til beboerens livshistorie vil også være et stort samtaleemne. Hvornår ønsker du at stå op om morgenen? Hvornår ønsker du at gå i seng? Hvilke yndlingsretter har du, og hvad bryder du dig ikke om? Det er de daglige detaljer, som er så vigtige at få skrevet ned i den såkaldte pleje-handleplan, så vi alle lærer vores nye beboer hurtigt at kende.