Hverdagen på Vostrup Højskole
Hvem bor på Vostrup Højskole?
Eleverne på Vostrup Højskole er mellem 18 og 40 år, og har psykiske udfordringer for eksempel angst, OCD, autisme, ADHD, ADD, skizofreni eller en anden form for ændret virkelighedsopfattelse. De unge har ofte svært ved at fuldføre en traditionel uddannelse eller finde arbejde. Vi tror på, at med den rette støtte kan de hjælpes til at afslutte en uddannelse og få job. Målet er, at eleverne lærer at klare sig selv i en bolig med minimal støtte.
Hvad er målet med at bo på Vostrup Højskole?
På Vostrup Højskole arbejder vi på at hjælpe eleverne med at udvikle sig og blive mere selvstændige. Vi sætter individuelle mål i samarbejde med eleven, kommunens sagsbehandler og personalet på skolen. Vores mål er, at eleverne bliver så selvstændige som muligt, og kan leve et liv med så lidt professionel støtte som muligt. Vi hjælper dem med at opbygge et socialt netværk og få et selvstændigt liv med den nødvendige støtte. Vi vil:
- Støtte eleverne i at holde kontakten med deres familie og netværk, ud fra deres egne ønsker og behov.
- Hjælpe eleverne med at danne sociale relationer i lokalområdet og blive bedre til at leve et selvstændigt liv.
Hverdagen på Vostrup Højskole
Eleverne på Vostrup Højskole kan individuelt planlægge deres hverdag, men der skal tages hensyn til fællesskabet. Der skal også være sammenhæng mellem rehabiliteringsmål og daglige opgaver. Alle elever forventes at deltage i relevant rehabilitering. Vi vil i fællesskab skabe en meningsfuld hverdag, hvor der er fokus på uddannelse, arbejde, fritid og sociale relationer. Alle elever arbejder hen imod at deltage i uddannelse eller arbejde, enten internt på højskolen eller eksternt i praktik. Det er også muligt at deltage i vores STU.
Vi arbejder ud fra en systemisk og recovery-orienteret tilgang, hvor vi tager udgangspunkt i elevens ønsker, behov og livshistorie. Vi hjælper eleverne med at bevare håb og drømme, så de kan skabe en fremtid på deres egne præmisser. Målet er, at de lærer at klare voksenlivet og opnå sociale kompetencer.
Indflytning
Hvis du overvejer at bo på Vostrup Højskole, skal du kontakte din sagsbehandler i kommunen. I vil i samarbejde vurdere, om Vostrup Højskole er det rette sted for dig. Hvis I bliver enige, kan du komme på et besøg og få en forsamtale. Her kan du se stedet, møde personalet, stille spørgsmål og få en idé om, om Vostrup Højskole er det rette valg.
Ved indflytning skal du selv sørge for møbler til lejligheden. Der vil være nymalede, hvide vægge, men du skal selv medbringe lamper og eventuelt gardiner. Du står også for flytningen og bestilling af flyttebil, evt. med hjælp fra pårørende. Personalet kan hjælpe med indflytning og udpakning, hvis det er nødvendigt.