fbpx

Plejehjemmet Hornbækhave slår dørene op

Beboerne fra plejehjemmet Bøgehøjgård tager meget snart deres nye hjem i besiddelse.
Den 3. og 4. november rykker beboerne ind i de lyse, moderne boliger på Hornbækhave.

I ugen før, torsdag den 28. oktober fra kl. 16-18, inviterer OK-Fonden og Helsingør Kommune til Åbent Hus for alle, der har lyst til at komme ind og se det smukke byggeri på Halfdan Rasmussens vej 1-3 i Hornbæk.

Arkitekturen understøtter hjemlighed, trivsel og bevægelse for beboerne.
Plejehjemmet består af tre gårdhavehuse, der omslutter hver sin indre gårdhave. Der er i alt 51 boliger, fordelt på 47 almindelige plejeboliger, en ægteparbolig og tre aflastningsboliger. Boligerne er placeret i de to sydligste gårdhavehuse i to etager med fælles opholds- og spisestuer. Det nordligst beliggende gårdhavehus (mod Sauntevej) er i én etage og rummer de fælles servicefunktioner, som administrationen, træningshus, wellness og Forsamlingshuset med cafe, møderum og aktivitets- og multirum. Gårdhavehuset åbner op mod naboerne i villakvartererne og den store fælles landskabshave mod øst, hvor fælles udeaktiviteter og større arrangementer kan finde sted.
Forsamlingshuset er et stort fleksibelt rum, som også kan bruges om aftenen af folk udefra til foredrag, læseklub, bridgeklub mv.

Formand for Omsorgs- og Sundhedsudvalget i Helsingør Kommune Mette Lene Jensen (V):

”Fra Helsingør Kommunes side glæder vi os meget over, at det nu er tid til at beboere og medarbejdere kan rykke ind i nye rammer i Hornbækhave. Der er ingen tvivl om, at det bliver et løft af kvaliteten for de mange mennesker, der kommer til at bo og færdes i huset i hverdagen. Alle har ventet tålmodigt – nu er det endelig tid til at slå dørene op.”

Adm. direktør i OK-Fonden, Ulrik Ahrendt-Jensen:

”Beboerne, de pårørende, medarbejderne og lokalsamfundet har interesseret og tålmodigt fulgt processen, og det er en stor glæde, at vi nu er kommet godt i mål med byggeriet. Livet skal leves – hele livet, siger vi i OK-Fonden, og vores byggerier bliver skabt til netop det. Vi er stolte af resultatet og glæder os, sammen med beboerne og medarbejderne til, at huset bliver taget i brug.”