fbpx

Mennesker, mad og måltider

Hjemmelavet mad fra egne køkkener er hovedreglen i OK-Fonden.

God mad og gode måltider betyder livsglæde og er en vigtig ingrediens i plejen af ældre mennesker og mennesker med psykiatriske diagnoser. Et toårigt udviklingsprojekt med støtte fra Nordea-fonden betyder et yderligere løft af måltidskulturen hele vejen rundt på OK-Fondens enheder. Forløbet ”Mennesker, mad og måltider” udvikler både selve maden, stemningen og de omgivelser, beboerne spiser måltiderne i.

En lang række medarbejdere fra både køkkener og pleje har været på kursus hos Københavns Madhus i blandt andet ernæring, måltidskultur og det gode værtsskab. Enhederne går til opgaven med forskellige indgangsvinkler. Nogle steder har mellemmåltiderne fået et løft, et plejecenter laver spisearrangementer med sine naboer, og et tredje sted spiser og hygger studerende med beboerne.

Hovedformålet med projektet er at udvikle én samlet ”måltidsopskrift” for, hvordan der kan arbejdes med, tænkes på og tales om mennesker, mad og måltider, så man skaber størst mulig sundhed og livskvalitet.

Det sker ud fra disse pejlemærker:

  • Værtsskab
  • Æstetik
  • Individuel tilpasning af maden
  • Madens kvalitet
  • Madens fremstilling
  • Organisering og kultur

I projektets første fase har syv enheder været samlet flere gange for at udveksle erfaringer og viden. Målet er ikke at gøre dem ens, men at skabe forandringer lokalt med tydelige spor og mål for udviklingen, så andre kan drage nytte af erfaringerne. En evaluering skal hjælpe med at brede resultaterne fra Mennesker, mad og måltider ud til alle OK-Fondens enheder – og til inspiration for den danske plejesektor.

Den magiske dug

De fleste beboere på Helenes Minde i København lider af alkoholdemens, og mange har desuden en alvorlig psykiatrisk diagnose. Det betyder, at de fælles måltider kan være en livlig affære og til tider præget af uro og konflikter. I gruppen af urolige beboere finder man Jens (opdigtet navn). Han er både højrøstet og har svært ved at sidde stille.

Det ændrede sig dog, da pædagog Susan Bartels og et par kolleger i forbindelse med Mennesker, mad og måltider i juledagene lagde mærke til, at Jens blev påfaldende rolig, når der kom dug på bordet.

De eksperimenterede derefter med at lægge dug på bordet, hvor Jens spiser, og resultatet var hver gang det samme: Jens blev roligere.

Susan Bartels og kollegerne er ikke sikre på, hvorfor Jens reagerer, som han gør. Men de ved, at den lille detalje med dugen har stor og positiv betydning. Både for Jens, medarbejderne og de andre beboere.

Vellignende tyggevenlig mad

Umiddelbart ligner de to sildemadder og æggemadder hinanden, og det er netop pointen. Der er dog en afgørende forskel. Mens den øverste er helt almindelig, er den nederste tilberedt, så den er nem at spise for ældre, som har svært ved at tygge og synke. Såkaldt dysfagi-mad.

Man kan blende maden til dysfagikere, men en grødet, brun masse vækker ikke appetitten. Derfor gør Betty Sørensen Parken i Vejle meget ud af at servere tyggevenlig mad, som til forveksling ligner den mad, de andre beboere får. Det giver gode resultater.

For det første spiser dysfagikerne mere af den tyggevenlige mad, og der er et eksempel på, at en beboer har taget fem kilo på. Andre er påvirket af kroniske sygdomme, og her kan målet være at stoppe vægttabet. Der er flere eksempler på, at det også lykkes. For det andet føler dysfagikerne sig ikke uden for, når de får samme mad som de andre ved bordet, og det gør også, at de
spiser mere.

Grønlandske hellefisk på menuen

Hellefisk fanget på langline gennem huller i isen ved verdens nordligste bosættelse, bygden Qaanaaq i det nordvestlige Grønland, hører ikke til hverdagskost på Dreyershus i Kolding.
Heller ikke selv om der står fisk på menuen hver onsdag.

For at give aftenvagterne mod på at springe ud i andre fiskearter end rødspætter, skrubber og laks afholdt gourmetkok Peer Frausing i marts et kursus på plejehjemmet, hvor ti medarbejdere forvandlede rå hellefisk til et udsøgt måltid for 100 beboere, ægtefæller og gæster.

Per Frausing har lavet mad på Kongeskibet Dannebrog og er i dag med i den socialøkonomiske
virksomhed ICE Social Economic Activities, som støtter bæredygtig udvikling af grønlandske samfund.

Til kursisternes store overraskelse kom han med hele hellefisk, så de måtte begynde helt fra bunden med at gnide det glatte lag af fiskene med salt.