I Danmark hører man under kategorien ‘ældre’, når man passerer 65 år. Mere præcist er man ‘ældre’ i tre årtier fra 65 år til 95 år.

Der bliver talt meget om denne gruppe, hvilket ofte handler om gruppens størrelse og de mange fagpersoner, der skal sikre ældres behov. Som etiker har jeg imidlertid været mere optaget af den måde, vi taler om ‘ældre’.

I det øjeblik man bliver ældre, er man pludselig en del af en låst gruppe, hvortil der hører ældreboliger, ældremad, ældrepleje og ældretransport. Pludselig er man blevet del af en gruppe, som underlægges standarder, hvor man visiteres til noget eller skal sikres noget i de rette mål og mængder.

Personligt er jeg ikke blevet ‘ældre’ endnu. Selvom jeg er ‘ældre’ end mine børn, så hører jeg officielt under den gruppe, der kategoriseres som ‘midaldrende’. Som midaldrende tilhører jeg en aldersgruppe fra 35 år til 65 år, hvilket er det samme aldersspænd, der gælder blandt ældre.

Jeg har gjort mig en del erfaringer som midaldrende. Den vigtigste erfaring handler om mine oplevelser blandt andre midaldrende, hvor jeg altid erfarer, at vi er meget forskellige.

Det handler ikke kun om forskellen mellem en person på 35 år og 65 år. Langt vigtigere er den måde midaldrende lever livet forskelligt. Nogle lever i byen, hvor andre foretrækker landet. Nogle er meget sociale, hvor andre bruger mere tid alene. Nogle er helt vilde med dyr, hvor andre afskyr pels og fjer. Nogle er til hjemlige sysler, hvor andre foretrækker fjerne himmelstrøg. Sådan kan jeg blive ved.

” Vi skal sikre, at ældre har mulighed for at leve livet vidt forskelligt. Det bør gælde, hvad enten vi lever i et liberalistisk eller socialistisk samfund.”

Jacob Birkler

Det er imidlertid min påstand, at vi i gruppen af ældre ser mindst lige så store forskelle, som vi ser i gruppen af midaldrende. I det øjeblik vi når 65 år, er det ikke sådan, at vi begynder at ligne hinanden. Tværtimod.

Det gælder for midaldrende, som det gælder for ældre, at der er meget store forskelle mennesker imellem. Eksempelvis har jeg endnu til gode at smage ‘midaldrende mad’, bo i en ‘midaldrende bolig’ eller køre med ‘midaldrende transport’. Sagt ærligt, så ønsker jeg det heller ikke.

Det, jeg ønsker, er, at vi i Danmark begynder at behandle ældre nøjagtig, som vi behandler midaldrende. Det vil sige, som dem vi er og med de store forskelle, vi vælger at udleve.

Det betyder mere konkret, at vi skal sikre en langt større frihed til at leve livet, som man vil. Ældre lever livet vidt forskelligt, og derfor skal vi også sikre, at ældre har mulighed for at leve livet vidt forskelligt. Det bør gælde, hvad enten vi lever i et liberalistisk eller socialistisk samfund, og hvad enten vi betaler mere eller mindre i skat. Ligegyldigt hvordan vi politisk indretter os, så skal vi sikre langt større frihed til mennesker, som ønsker at leve livet, indtil det ikke leves mere.

Som velfærdssamfund skal vi selvfølgelig sikre, at mennesker uden økonomiske midler opnår tryghed og sikkerhed, herunder mad, bolig og adgang til sundhedsydelser. Men det gælder for børn, unge, midaldrende nøjagtig, som det gælder for ældre.

Problemet er imidlertid, at når man i Danmark bliver en del af gruppen ‘ældre’, så hersker der særlige regler.

For eksempel må du ikke sidde ved siden af nogen på plejehjemmet, som drikker dyr vin til maden eller spiser særlige udsøgte retter. Ikke desto mindre kan jeg erfare, at når jeg som midaldrende handler i supermarkedet, så køber vi meget forskellige varer. I det hele taget kan det ofte undre mig, hvad andre midaldrende køber, når jeg står ved kassen og ser andres forbrugsvaner. Ikke desto mindre glæder det mig, at vi sikrer, hvordan alle kan købe mad, og især hvordan vi køber noget forskelligt.

Sådan skal det også være for ældre. Vi skal sikre langt flere private botilbud, så ældre kan bo nøjagtig så forskelligt som midaldrende, og vi skal sikre, at de kan spise, som de vil. I det hele taget skal vi sikre langt flere private tilkøbsmuligheder, så ældre kan tilstræbe et liv nøjagtig, som de ønsker det.

Som midaldrende elsker jeg at rejse, men jeg ved, at andre hellere vil dyrke en sport eller se sporten i fjernsynet. Jeg bilder mig ind, at det samme gælder for ældre, som ikke skal begrænses af besnærende visitationer, fastlåse kommune tilbud eller andres ligemageri.

Lad os skabe nogle mere frie rammer for det liv, danskerne ønsker at leve som ung, midaldrende og ældre. Lad os stoppe den kommunale ensartethed og sætte danskerne fri.

Politikere vil så gerne sikre ældres værdighed, men ofte glemmer både de og os andre, hvad begrebet udtrykker. Værdighed sikres bedst, hvis vi giver mulighed for at sige til ældre: ‘vær – dig’.

For mange unge som gamle opstår der særlige behov, der kan gøre det svært at være den, man er. Her vil man i værste fald kunne opleve værdighedens modsætning i form at forråelse og fornedrelse.

Men hele øvelsen med at sikre værdigheden begynder med at finde frem til, hvordan du kan være den, du er. Hertil kræves en langt større frisættelse, så ældre også kan leve livet hele livet uden besnærende rammer fra alle de mange, som tror at vide bedre.

“Hele øvelsen med at sikre værdigheden begynder med at finde frem til, hvordan du kan være den, du er.”

Jacob Birkler