OK-Fonden / Artikler / Hvordan vil du føle, når du går hjem fra arbejde?
Hvordan vil du føle, når du går hjem fra arbejde?
Det giver bare så meget mere at komme ud og hjælpe nogle mennesker.
Man er træt, når man kommer hjem, ja – men man er glad
Julie Reventlow, 23 år, havde planer om at uddanne sig indenfor politiet. Alberthe Bagger-Larsen, 20 år, var glad for samfundsfag i gymnasiet og ville på universitetet og læse antropologi eller psykologi. Men efter at have arbejdet som hjælpere på plejehjemmet OK-Fonden Benedikte på Frederiksberg har de begge ændret planer. Julie startede på sygeplejeskole i efteråret, og Alberthe er netop begyndt på samme uddannelse. De arbejder begge fortsat som afløsere på plejehjemmet.
Vi har talt med dem om deres valg.
Hvad vil I sige til andre unge, som skal vælge vej i livet?
Jeg synes, de skal spørge sig selv: Hvad vil du føle, når du går hjem fra arbejde? Det giver bare så meget mere at komme ud og hjælpe nogle mennesker. Man er træt, når man kommer hjem, ja – men man er glad. Og der er så mange små sejre i løbet af dagen, som man tager med hjem og kan glæde sig over og tænke – aii, det var godt, vi fik løst det der.
Hvis du vil udvide din horisont, så prøv det som afløser, få nogle oplæringsvagter og se, hvordan det fungerer.
Der er problemer med at få unge til at vælge sundhedsuddannelserne. Når man læser om sosu’er og sygeplejersker i medierne, kan det ofte se ud som om, det ikke er et særlig attraktivt arbejde. Hvad har fået jer til at ”gå mod strømmen”?
Alberthe
Jeg var lige kommet ud af gymnasiet og havde ikke noget arbejde. Jeg fik job på Benedikte som ”ekstra hænder” til at tage opvask, hjælpe med maden og den slags, runner kaldes det. Samtidig blev jeg oplært i plejen, så jeg kunne gå ind og lave det, som en sosu-hjælper gør i forhold til personlig pleje og mad og medicin.
Jeg synes, det er meget inspirerende. Der er en ret negativ diskurs om plejehjem, men jeg oplever så mange mennesker her, der er virkelig gode til det, de gør, og som brænder for det.
Julie
Min mormor har boet her, og hele familien oplevede, hvor pænt man tog sig af hende. Det ville jeg gerne gøre for andre. Man lærer supermeget, og man lærer at være noget for andre. Det er fx ikke alle beboere, der har pårørende, og de får ikke besøg, som de andre gør. Så der kan man give lidt ekstra en gang imellem og måske sætte sig sammen med dem med en kop kaffe og hygge sig lidt og lytte til, hvad de fortæller.
Det gør mig rigtig glad at se vores beboere føle sig trygge og smile og grine – og opleve, at jeg kan hjælpe.
Demensramte og psykisk syge hjerneskadede som beboerne på Benedikte – nogle af de allersvageste mennesker i vores samfund – hvad er det for en arbejdsglæde, de giver?
Julie
Når man ser beboerne her, kan man godt tænke: Hvor meget livsglæde har de? Men når man så taler med dem eller laver noget sammen med dem og ser, hvor glade de bliver … Der er mere bag den ”skal”, der ikke rigtig kan huske noget. Det kan godt være, de er nogle af vores samfunds svageste, men der er stadig et liv og en livsglæde at bidrage til, indtil den dag, de ikke er her mere. Den gode kontakt, vi har med beboerne, betyder også rigtig meget for deres pårørende.
Alberthe
Man skal arbejde for at skabe en relation til de her mennesker. Når man så kan se, at det lykkes, så er det ekstra tilfredsstillende.
Alberthe Bagger-Larsen & Julie Rewentlow
Arbejdet på plejehjem og de mennesker, I tager jer af, bliver tit omtalt meget respektløst – noget med at ”tørre røv”. Hvad tænker I om det?
Alberthe
Jeg vil være ærlig og sige, at det var også lidt det, jeg gik ind til det med. Jeg tænkte, at det var nok ikke den slags opgaver med personlig pleje, jeg nogensinde kom til at tage. Men det er bare så menneskeligt, når man står i det. Det er et stort ansvar at stå med et menneske i hænderne og skulle klare det på den rigtige måde. Men jeg blev godt oplært, og så kan man jo sagtens. Det skal gøres, og hvorfor ikke af mig …
Julie
I situationen føles det kort sagt naturligt, meningsfuldt og godt at kunne hjælpe. Det lyder måske banalt, men sådan er det.
Alberthe
Jeg tror også, det er vigtigt at give et større billede af, hvad jobbet egentlig er. Om morgenen og om formiddagen er der som regel fart på, men om eftermiddagen er det mere roligt og hyggeligt. Der er rigtig meget snak og grin. Måske skal man sidde og berolige en, som er forvirret eller urolig, måske holde i hånden. Eller som i sidste uge, hvor vi gik en tur ned i haven og hentede æbler sammen med nogle beboere. Og så lavede vi æblegrød af det bagefter.
Julie
Vi griner rigtig meget sammen. Også fordi beboerne på grund af demensen kan sige nogle sjove ting. Det ved de egentlig godt selv, og hvis vi griner lidt af det, så griner de med, og så spreder glæden sig meget hurtigt.
Hvad skal vi gøre ved, at der er alt for få unge, der vil det her?
Alberthe
Jeg prøver meget at sprede de gode historier. Mange af mine venner bliver overraskede, når jeg fortæller, at jeg kan lide jobbet. Det er et rigtig godt arbejde i et sabbatår. Jeg vil meget hellere det her end fx at stå et sted og sælge kaffe. Det har åbnet nye døre for mig. Jeg har skiftet fuldstændig fremtidsplaner.
Julie
Medierne har desværre fortalt mange historier om, hvor hurtigt man skal løbe, at der ikke er hænder nok, at vi har dårlige arbejdsforhold, og at det bliver endnu værre i fremtiden. Og det er jo rigtigt nok, at der er problemer, som skal løses på samfundsplan, men det er stadig et fantastisk dejligt arbejde.
Det kan godt være trættende, at der er et negativt billede af det, når man har et arbejde, man er glad for, og hvor man knokler for at gøre det godt.
Christina Bartroff er sygeplejerske på OK-Fonden Benedikte og mentor for Julie og Alberthe
Er det ikke vidunderligt, at to så dygtige piger vælger det her fag!
Jeg synes, det har været fantastisk at opleve Alberthe og Julie, som simpelthen har så meget at give de ældre mennesker.
Jeg tror også, det har modnet dem, så de tør tage imod uddannelsen på en helt anden måde, end de ellers ville have gjort. De har fået lagt en både praktisk og etisk-empatisk grund i forhold til omgangen med mennesker, som har brug for pleje.
Alberthe og Julie fortæller, at det har betydet utrolig meget, at de har haft mulighed for at prøve i praksis, hvad det vil sige at arbejde i et pleje-omsorgsjob. Hvad tænker du om det?
Christina
I tidligere tider skulle man have praktisk erfaring, før man søgte på sygeplejeskole. Det er ikke et krav længere, men jeg synes, det er fantastisk at få prøvet det, for der er mange, der ikke rigtig ved, hvad det vil sige at være med et menneske og fx hjælpe med personlig pleje. Jeg synes, det er en rigtig god idé at få prøvet, om man overhovedet er gearet til at arbejde med mennesker og give den omsorg og kærlighed, de har brug for.
Det kunne både være med til at forebygge, at mange falder fra på uddannelserne, og medvirke til at flere kunne få åbnet øjnene for glæden ved faget.
Jeg gjorde det samme selv. Jeg skulle jo være skuespiller, da jeg var helt ung, det var jeg sikker på. Men så fik jeg et job på et plejehjem for at tjene nogle penge, og dengang kunne man kun blive afløser, hvis man havde søgt ind på sygehjælperskole. Uddannelsen var etårig, og man fik løn undervejs, så den tog jeg – og så kunne jeg jo altid blive stjerne bagefter. Jeg blev sygeplejerske i en voksen alder, men grunden blev lagt dengang.
Hvordan kan vi gøre det attraktivt at tage et job i plejesektoren og prøve det af?
Christina
Jeg tror, meget af det er mund til mund. Det er vigtigt, at vi, som er i faget, er gode til at fortælle om det. Og så tror jeg, vi skal skabe et bedre samarbejde mellem skolerne og arbejdspladserne.
Man kan også gøre, som vi gør her på OK-Fonden Benedikte. Jeg har sammen med ledelsen etableret kompetenceudvikling for alle medarbejdere, som ønsker det. Så bliver jobbene mere spændende og attraktive. Assistenter og hjælpere får lov til at løse flere opgaver efter at have fået undervisning og instruktion. Jeg underviser fx i øjendrypning, at hælde flydende medicin op, at tage et blodsukker, at give insulin.
Det er aftalt med kommunens læge, at jeg kan udpege medarbejdere, som har de nødvendige forudsætninger, og at jeg sikrer, at de får den sygeplejefaglige viden. Eller de bliver tilbudt eksterne kurser, fx i hygiejne eller i dokumentationssystemer. Jeg kommer også ind om aftenen og underviser aftenvagterne.
Jeg tror meget på at give viden og ansvar videre. Medarbejderne er superglade for det. De vokser, og de føler sig set og hørt. Det bidrager til fastholdelse. Og det er en bedre udnyttelse af vores fælles ressourcer.
De medarbejdere, som ikke har sproglige forudsætninger for at læse teori eller for den dokumentation, som følger med de sygeplejefaglige opgaver, tilbyder vi udvikling via andre opgaver. Det kan fx være at deltage i udvalg omkring pårørende eller aktiviteter for beboerne eller få ansvar for at fylde op med de ting, vi bruger i arbejdet.
Det handler om, at alle kan føle sig som en del af helheden og af arbejdsfællesskabet.
Hvorfor valgte du at arbejde som sygeplejerske på et plejehjem?
Christina
Det var lidt et tilfælde. Jeg blev opfordret af en tidligere kollega. Jeg havde ellers aldrig troet, at jeg skulle ende mine arbejdsdage på et plejehjem. Jeg har været akut kardiologisk sygeplejerske i mange år. Men hold da op – jeg er så glad for det! Jeg går og fortæller alle mine sygeplejerkollegaer, at jeg har det som blommen i et æg.
Jeg er et positivt og glad menneske, og det prøver jeg at give videre. Vi griner meget, og vi krammer meget, både medarbejdere og beboere, og det, synes jeg, er dejligt. Beboerne skal simpelthen have en masse krammere og kærtegn – hvis de vil. For alle mennesker har brug for kærlighed.
