fbpx

Mennesker, mad og måltider

De nye rammer på Hornbækhave med bedre plads, nyt produktionskøkken og køkkener i afdelingerne har givet mulighed for at gøre noget andet og mere omkring måltiderne. I forbindelse med indflytningen har vi derfor iværksat et stort og spændende projekt med overskriften ”Mennesker, Mad og Måltider”, som rulles ud over de kommende år.

Eksempel på frokost

Maden og stemningen omkring måltiderne har stor betydning for menneskers livskvalitet. Vi arbejder med det, der hedder ”neuro-gastronomi”, som betyder ”mad, der taler til sanserne” (smag, udseende, duft, konsistens). Det er særlig vigtigt, når sanserne svækkes som følge af alder eller sygdom. God mad, der smager godt, kræver gode råvarer. Vi bruger ikke halvfabrikata, men sætter en ære i friske råvarer og ordentlig kvalitet. Det er af stor betydning for smag og næringsværdi.

Den første, store forandring er, at vi nu serverer varm mad om aftenen i stedet for til frokost. Køkkenet laver maden klar og sætter den i varmeskabe ude i afdelingerne sidst på eftermiddagen. En times tid senere, serveres det af aftenvagterne. I spisestuerne anrettes maden på fade, og hos de beboere, som foretrækker at spise i deres bolig, serveres maden på tallerkener. Det er en ny arbejdsgang for medarbejderne, og en del af projektet handler om, at medarbejderne får undervisning i at anrette og præsentere maden for beboerne.

Eksempel på aftensmad

Den enkeltes selvbestemmelse er omdrejningspunktet, uanset livssituation, alder og helbred. Man tager selv sin mad fra fadene eller får øst det op, man ønsker. Der er altid grønt til maden, men de fleste beboere foretrækker kød, sovs og kartofler.

Til aftensmaden er der desuden tilbud om en dessert. Vi får mange positive tilkendegivelser, og beboerne er glade for både hverdagsmaden og festmaden. Det betyder alverden, for vi gør os umage, vi øver os, og vi stræber efter at blive endnu bedre. 

Milepæle

Udviklingen af mad og måltider på Hornbækhave er en proces, som strækker sig ind i fremtiden med vigtige milepæle undervejs.

Den varme mad om aftenen er kommet i gang, og vi vil, sammen med aftenvagterne, tilpasse detaljerne.

En anden målsætning er, at beboerne spiser mad frem for proteintilskud i form af proteindrik. Det giver en bedre ernæringssammensætning, når man får sin næring i form af almindelig mad, og det sociale ved at spise mad sammen med andre bidrager til det levede liv. Vi er allerede kommet rigtig langt, så kun få beboere stadig har behov for proteindrik. 

Til morgenmaden har vi ansat to pensionister, som sammen med en køkkenmedarbejder fungerer som måltidsværter og bidrager til hygge og god stemning. Næste trin er, at medarbejdere indtager de særlige værtsroller ved frokosten og ved aftensmaden.

Vi glæder os til, at vi kan komme i gang med vores dejlige café og invitere områdets beboere til at bruge den. Det går vi i gang med, når corona slipper sit tag – også på plejehjemmene.

Senere følger mulighed for, at medarbejderne kan købe aftensmad med hjem.