Frederik Holm Daugaard har kæmpet mere end de fleste for at skabe sig en tilværelse. Efter at have været beboer på det psykiatriske bo- og behandlingssted OK-Fonden Enghaven i flere år, har Frederik nu egen bolig, job på Enghaven og er i gang med at uddanne sig til pædagog.

– Det har været et spørgsmål om liv og død for mig! Jeg har skullet lære næsten alt på en ny måde. Lære at tage ansvar. Alt skulle på en måde brydes ned, startes forfra og afstemmes med virkeligheden.

Kort sagt: Jeg skulle lære at være i livet. Frederik taler roligt og eftertænksomt. Han smiler et af mange smil: Noget skal jeg arbejde med resten af livet – men jeg er rigtig godt på vej.

– Jeg kommer fra en meget dysfunktionel familie. Jeg boede hos min mor, og vi flyttede hele tiden. Der var ikke så meget struktur, og der var ikke overskud til det, man i gamle dage kaldte ”ro, renlighed og regelmæssighed”. Jeg blev ofte efterladt alene, også som helt lille. Samtidig blev jeg mere min mors fortrolige end hendes barn, allerede før jeg fyldte 10. Jeg har søskende, som er 10 og 11 år ældre end mig. De havde store problemer, blandt andet med alkohol. Hvis ikke vi sad på sygehuset, var vi hos politiet. Jeg er aldrig blevet inspireret til noget, aldrig spurgt om, hvad jeg drømte om. Min psykiske sygdom er ikke medfødt. Den kom af faktorer udefra.

– Som 15-16-årig var jeg helt tom og havde mistet al lyst til at fortsætte. Jeg havde en depression og fik antidepressiv medicin.

Landmandsliv var langt fra lykken

Som 17-årig fik jeg mulighed for at begynde på en landmandsuddannelse, hvor man kunne bo på skolen. Jeg flyttede straks og gennemførte det indledende forløb. Det var en forsmag på et selvstændigt liv – men det kunne jeg slet ikke styre.

Jeg kunne ikke kommunikere med andre mennesker. Jeg forstod ikke det, de sagde og tog alting meget bogstaveligt. Jeg fik ofte skældud på mit praktiksted. – Jeg kunne ikke holde mit liv ud, og jeg kunne ikke få det til at give mening. Jeg kunne ikke styre min medicin, og det udviklede sig til halvpsykotiske tilstande. Jeg var meget, meget syg og havde flere selvmordsforsøg. Efter at have forsøgt at hænge mig kom jeg på ungdomspsykiatrisk afdeling i Kolding – ad flere omgange.

Alt var ekstremt

Jeg fik diagnosen ”personlighedsforstyrrelse af blandet art”. Det vil sige med personlighedstræk fra forskellige forstyrrelser. Der var mange ting, jeg ikke kunne. Jeg var meget forstyrret, meget sort/hvid, meget ekstrem. Alle min følelser og tanker og idéer var ekstreme. Jeg havde ikke nogen grænser. Var meget racistisk. Jeg var fyldt med vrede, skyld, skam. Alle de negative følelser fyldte alt for meget. Alt var enten/eller.

– Kolding ungdomspsykiatri havde tidligere sendt andre brugere til Enghaven, som skabte gode resultater. Heldigvis fik jeg tilbudt en plads! Men jeg var sur og trist og destruktiv i lang tid. Jeg havde svært ved at føle, at jeg overhovedet havde retten til at være til stede og til at have det godt. Jeg arbejdede imod, når jeg kunne mærke bedring. Jeg turde ikke tro på noget eller nogen. Men da jeg blev 20 år, skete der noget. Min mor døde, og det var som om det anker, der havde holdt mig fast i det sorte vand, forsvandt. Jeg tænkte: Nu starter mit liv, nu er det min tur, nu er det mig, der har magten. – Min ”båd” begyndte at sejle, og med en masse terapi og samtaler med medarbejdere på Enghaven, begyndte en kæmpestor opblomstring hos mig, og jeg begyndte at få mod på livet. Gennem hårdt og vedvarende mentalt arbejde begynder jeg at tro på noget godt i stedet for at tro på noget skidt.

Et trænerjob blev en åbning

– En dag sagde jeg, lidt for sjov, til en aftenvagt: Du mangler da vist en hjælpetræner på det badmintonhold, du har oppe i hallen. Ja, sagde hun, kunne det være noget for dig? Nej, det tror jeg ikke, sagde jeg. Men så gik jeg jo alligevel og tænkte over det, og så gav vi det et forsøg. Det viste sig, at jeg var rigtig god til det. Jeg voksede ved det. Året efter trak træneren sig, og jeg tog over og fik to hjælpetrænere. Jeg boede stadig på Enghaven, men forældrene kendte mig og var trygge ved det.

– Efterhånden fik jeg mod på flere udfordringer. Så en dag tog jeg i den lokale SFO og præsenterede mig og fortalte, at jeg søgte noget beskæftigelse. Jeg fortalte, at jeg var beboer på Enghaven og badmintontræner i idrætsforeningen. Vi fik lavet en aftale med Jobcenteret, og jeg startede med to timer om ugen.

Ny terapiform – nye landvindinger

– I mellemtiden havde Enghaven startet et nyt terapiforløb op. De havde fået fat i et program fra USA, som hedder DAT, dialektisk adfærdsterapi . Det kom jeg på, og det startede en ny og rivende udvikling. Efter et stykke tid kunne jeg arbejde omkring 17 timer om ugen i SFO’en.

– Til sidst gik det så godt, at jeg skulle videre. Jeg skulle flytte fra min trygge base, som vitterligt havde været mit andet hjem i otte år. Det var jo på Enghaven, jeg fik alt det, jeg ikke havde fået hjemme af min mor.

– Jeg fandt en virksomhedspraktik i en børnehave inde i byen. Jeg fik masser af feedback og lærte meget om børn. De kendte min situation, og jeg fik en kontaktperson, som jeg kunne gå til. Jeg fik ros og anerkendelse. Det gav et håb om en fremtid og en tro på, at jeg kunne. Jeg prøvede forskellige skoleforløb. Jeg troede, jeg var dum, men jeg klarede grundforløbet til pædagogisk assistent på Social- og Sundhedsskolen virkelig godt og fortsatte med to enkeltfag på VUC.

Kørekort gav fast job på Enghaven

– Så begyndte kommunen at presse på for at få mig ud af systemet. Det blev til en aftale om, at jeg kunne få kørekort. Jeg begyndte med udbringning og tænkte: Enghaven har jo et stort kørselsbehov. Så jeg fik aftalt en virksomhedspraktik med dem tre dage om ugen og arbejdede mig efterhånden op på 30 timer og fortsatte derefter i en ansættelse med løntilskud. Jeg kørte beboere til forskellige aktiviteter og aftaler, jeg kørte på genbrugspladsen, hentede pakker, hentede ting og holdt bilerne. Efter seks måneder blev jeg ordinært ansat og har nu været det i tre år i alt.

– Det er Enghavens fortjeneste, at jeg overhovedet er her i dag. Det er der slet ingen tvivl om! Der er et kæmpestort engagement hos dem, der arbejder her. De har lysten til at skabe noget andet og noget bedre for de mennesker, som kommer her. Det er troen på, at hvis vi putter noget i det her, så vokser det sig kæmpestort – for eksempel mig. Jeg er megastolt af selv at være blevet en del af den arbejdsplads og den kultur – af OK-kulturen.

Jeg vil ud og bidrage som pædagog

– Efterhånden fik jeg lyst til at tage mere ansvar. Jeg gik til et informationsmøde om et merithold på pædagoguddannelsen, og vi fik strikket en aftale sammen, hvor jeg koordinerer pædagogstudiet med jobbet på Enghaven. Og jeg priser mig lykkelig for det hver dag!

– Mit mål er at blive pædagog på Enghaven, når jeg er færdig om tre år. Det kunne være fantastisk, hvis der kom flere af min slags med de særlige erfaringer og perspektiver, der følger af at have været syg selv. Jeg har mange idéer, og jeg glæder mig til at kunne bidrage som pædagog .

– Livet er meget, meget skrøbeligt. Jeg har en filosofi om, at jeg vil leve livet, hver dag. Ikke nødvendigvis på fuld gas, men jeg vil gøre mit yderste, benytte enhver chance og ikke ”dovne hen”. Det er ok at slappe af, men jeg vil drage nytte af dagen. Jeg lever livet hver dag – for jeg ved, at livet kan slutte i morgen.