Bygningen – hvordan ser den ud?

Bygningen er opført som gult muret byggeri i 5 etager. Den øverste etage er fælles tagterrasse med orangeri, og hvor der også er placeret seniorboliger.  


Hvilken størrelse har bolig og lejligheder?

Plejeboligerne er 61 til 66 m2 i størrelse (inkl. fællesareal og servicearealer). Størrelsen afhænger af, hvor i byggeriet boligerne er placeret, og om der er gavlareal eller forskydninger i bygningen.

Gennemsnitsstørrelsen af plejeboligen er i alt inklusive fællesareal 62,44 m2.

Boligernes størrelse uden fællesareal og servicearealer er på mellem 35,4 til 40,5 m2 afhængigt af hvor boligerne er placeret, og hvor meget gavlareal de får tildelt.

Billeder og illustrationer er ikke klar endnu, men vil kunne ses på ok-fonden.dk så snart de er klar.


Etableres der ægtefælleboliger?

Nej – der etableres ikke ægtefælleboliger.


Hvad bliver huslejeniveauet?

Love om friplejeboliger fastsætter et huslejeloft, hvorfor der ikke er fri huslejefastsættelse. Huslejen kan maksimalt fastsættes til niveauet for tilsvarende almene plejehjemsboliger i området. Der kan på lige fod med øvrige typer plejeboliger søges om boligsikring

Lige så snart der er fastsat et huslejeniveau vil dette blive oplyst på ok-fonden.dk



Hvornår kan der fremvises af prøveplejebolig?

Det forventes, at der er en prøveplejebolig klar til besigtigelse sommer 2025.


Er der altan?

Nej, der er ikke altan til plejeboliger – der er fransk altan i stuen.


Bliver der gårdhave?

Ja, der kommer til at være en hyggelig aflukket gårdhave med hegn samt tagterrasse.


Er der vaske-/tørremaskine i lejlighederne?

Ja – der etableres vaskemaskine/tørretumbler i alle plejeboliger.

Hvad er et friplejehjem?

Et friplejehjem drives af private eller selvejende institutioner.

Et friplejehjem drives på en kommunaltakst dvs., at et friplejehjem har samme økonomiske forudsætninger som et kommunalt plejehjem.


Er der mulighed for tilkøb af ydelser?

Ja, på et friplejehjem er der mulighed for tilkøb af fx ekstra rengøring eller ledsagelse. Eventuelt andre tilkøbsydelser kan etableres afhængig af den lokale efterspørgsel.


Hvad er OK- Fondens værdier og tilgang?

OK-Fonden har et værdigrundlag som danner grundlag for tilgang til beboere, pårørende. Se mere i dette link – Om OK-Fonden – OK-Fonden

Overdrages alle medarbejdere og ledere medarbejdere til OK-Fonden?

Ja, alle medarbejdere og ledere overdrages pr. 1/6 2025, hvis de ønsker det – og sikres ansættelse og løn i minimum et år. Det er OK-Fondens interesse at overtage alle medarbejdere og sikre en tryg og stabil overgang for medarbejderne. OK-Fonden håber, at alle medarbejdere og ledere ønsker at starte på Danas Have, da det vil sikre, at medarbejderne kan forblive kolleger, og at medarbejderne og ledelse har et godt kendskab til beboerne.


Har alle beboere frit valg om fremtidig plejebolig?

Ja. Alle beboere/deres evt. værge opretholder det frie valg mht. fremtidig plejebolig. Ingen kan beboere tvinges til indflytning på Danas Have.

Er der fast læge tilknyttet Danas Have?

Der er en national ordning om plejehjemslæger, og vi håber i samarbejde med kommunen og de praktiserende læger, at kunne tilknytte en fast plejehjemslæge til Danas Have.


Hvilken tandlægeordning vil der blive etableret?

Der bliver ikke etableret en særlig tandlægeordning på Danas Have. Omsorgstandpleje kan søges ved henvendelse til visitationen i Slagelse kommune. Personalet på Danas Have kan være behjælpelig med at søge omsorgstandpleje.


Hvilke terapeutfunktioner vil der være til rådighed (ergo, fys. etc.)?

Der vil være terapeuter tilknyttet i det omfang, der er behov for det og den aktuelle efterspørgsel hos beboerne. Beboere med henvisning til vederlagsfri fysioterapi kan oftest få dækket dette direkte på Danas Have via plejehjemmets tilknyttede fysioterapeut.


Bliver der frisør og fodpleje?

Der etableres lokaler på Danas Have, som kan lejes ud til fodterapeut og frisør, som ønsker fast tilknytning til Danas Have. Vi håber, at det bliver muligt at finde en frisør og en fodterapeut, der ønsker at være tilknyttet Danas Have.


Kan de frivillige fra Smedegade komme med over på Danas have?

Frivillige tilknyttet Smedegade kan også blive Danas Have, hvis de ønsker det. Der er brug for og ambition om en stærk tilknytning af frivillige til Danas Have.


Hvilke kompetencer/faggrupper vil der være?

Alle sundhedsfaglige kompetencer vil være til stede sygeplejerske, social – og sundhedsassistenter, social og sundhedshjælpere, køkkenpersonale, husassistenter og ufaglærte (men specifikt oplærte) afløsere.


Hvilke aktiviteter bliver der etableret?

Der vil blive etableret en bred vifte af aktiviteter, som matcher beboernes behov. I forbindelse med opstart og indflytning vil aktiviteterne være i lidt mindre omfang, indtil alle beboere og personale er faldet godt til i de nye omgivelser. Aktiviteterne vil bl.a. følge årstidernes skiften, og har til formål styrke fællesskab og fastholde funktioner hos beboerne. Fx vil stolegymnastik, anden træning, fester og fejring af traditioner vil være tilbagevendende aktiviteter.


Hvad bliver normeringen på Danas Have?

Normeringen vil som udgangspunkt modsvare Slagelse kommunes kommunale plejehjem. Men afhængigt af de konkrete ansættelser og faggrupper på Danas have kan der i perioder hen over året opleves at være flere medarbejdere, færre medarbejdere eller andre faggrupper tilstede på plejehjemmet. Hertil også, at beboerne kan opleve, at personalet er fordelt på anden vis hen over døgnet ift. de konkrete behov hos beboerne.


Kan alle typer beboere rummes på Danas Have?

Ja – alle beboere kan i udgangspunktet rummes på Danas Have. Der kan være tilfælde, hvor et andet tilbud er mere hensigtsmæssigt for den enkelte. I en sådan situation vil der altid være en være en dialog med den enkelte beboer og dennes familie.


Bliver der etableret en skærmet afdeling på Danas Have?

Der er mulighed for etablering af en skærmet etage på Danas Have, hvis dette ønskes af Slagelse kommune og politisk vedtages i kommunen. Hele plejehjemmet er demensvenligt indrettet.