Målet er at blive chef i eget liv
OK-Fonden er Danmarks største private leverandør af socialpsykiatriske bo- og behandlingspladser til psykisk sårbare mennesker. 235 døgnpladser, fordelt på 11 enheder i Jylland og på Sjælland – foruden et udekørende team til at støtte psykisk sårbare i eget hjem
Psykiatridirektør Lone Lundsgård fortæller her om OK-Fondens udvikling og tilgang på psykiatriområdet: Vi har flere enheder på vej. Der er brug for kombinationen af bosted og behandling. Indlæggelserne på de psykiatriske hospitaler bliver kortere og kortere, mens ventelisterne bliver længere. Mange har brug for andet og mere end et bosted, når de bliver udskrevet.
OK-Fondens bo- og behandlingssteder sætter ind på flere fronter: Med velfungerende bolig, behandling, uddannelse og arbejdsliv. Beboerne er sikret behandling hos terapeuter og psykologer, udredning hos psykiater, hvis der er behov for det, og en tværfaglig støtte til deres liv med sygepleje og pædagogisk og socialpsykiatrisk indsats. Behandlingen bliver tilrettelagt sammen medbeboeren, og vi samarbejder aktivt med pårørende og med den pågældendes kommune.
En særlig IT-platform understøtter arbejdet. Det betyder, at beboerne kan være ”herre i egen behandlingsplan”, og vi kan dokumentere på tablets, ude i boligen sammen med beboeren. Det mindsker fejl og er en fordel, ikke mindst i forhold til yngre beboere, som i forvejen færdes hjemmevant på elektroniske platforme.
Vi rummer hele spektret med mennesker fra 18 til 80 år og kan lave specialiserede indsatser til mange forskellige målgrupper. Man kan på nogle af vores enheder både bo og arbejde, med psykiatrien i fokus. Vi arbejder også med mennesker med dobbeltdiagnoser, hvis man fx er udfordret af både misbrug og psykisk sårbarhed. Og for at imødekomme de unges behov, har vi startet Særligt Tilrettelagt Uddannelse, STU, flere steder i landet.
Vores medarbejdere bliver uddannet til terapeuter, med afsæt i systemisk teori og metode. Den anerkendende og respektfulde tilgang til det enkelte menneske er essensen i OK-Fondens værdigrundlag og i vores praksis.
Vores enheder gennemfører løbende målinger, så vi kan dokumentere effekten af de indsatser og behandlinger, vi laver, og hvor meget tid, vores beboere har sammen med medarbejderne.
Med den rigtige samlede indsats, kan vi støtte psykisk sårbare, så de kan komme ud i livet og videre. Målet er, at vores beboere bliver chefer i deres egne liv og får den bedst mulige tilværelse. Vi opfatter ikke psykisk sygdom som kronisk.