Velkommen til Enggården: Nyt plejehjem bliver en del af OK-Fonden
Fra 1. januar 2027 bliver plejehjemmet Enggården i Dragør en del af OK-Fonden. Aftalen blev underskrevet på Enggården mandag den 28. september.
For OK-Fonden markerer beslutningen begyndelsen på et nyt samarbejde med Enggårdens beboere, medarbejdere og pårørende. Samtidig fortsætter den udvikling, som allerede er sat i gang på plejehjemmet med fokus på blandt andet faglig kvalitet, ledelse og rekruttering.
Bygger videre på et stærkt fundament
Enggården har gennem de seneste år arbejdet målrettet med at styrke kvaliteten og skabe gode rammer for både beboere og medarbejdere. Med OK-Fonden som ny driftsansvarlig får plejehjemmet adgang til et landsdækkende fagligt fællesskab, specialistkompetencer og erfaringer fra drift og udvikling af plejehjem over hele landet.
“Vi glæder os meget til at byde Enggården velkommen i OK-Fonden. Enggården har allerede en vigtig plads i Dragør med engagerede medarbejdere og en klar ambition om at skabe gode liv for beboerne. Det harmonerer rigtig godt med den tilgang, vi også har i OK-Fonden, hvor nærvær, faglighed og respekt er bærende værdier,” siger Ulrik Ahrendt-Jensen, administrerende direktør i OK-Fonden.
Han understreger samtidig, at OK-Fonden ser frem til at fortsætte udviklingen i tæt dialog med medarbejdere, beboere og pårørende.
Hvad betyder det for beboerne?
For beboerne ændrer den nye driftsform ikke på rettigheder, visitation eller boligforhold. Dragør Kommune bevarer myndighedsansvaret, står fortsat for visitation og fører tilsyn med plejehjemmet. Målet er, at overgangen først og fremmest opleves som en naturlig fortsættelse af hverdagen med den samme tryghed, omsorg og nærhed.
Stærke faglige fællesskaber
Når Enggården bliver en del af OK-Fonden, får medarbejderne adgang til et større fagligt netværk og mulighed for sparring og kompetenceudvikling på tværs af fondens plejehjem. Medarbejderne overgår til den nye organisation efter reglerne om virksomhedsoverdragelse, og dialogen med medarbejdere og deres repræsentanter fortsætter frem mod overgangen.
Et nyt kapitel i Dragør
Fra årsskiftet bliver det juridiske navn OK-Fonden Enggården, mens Enggården fortsat vil være navnet i daglig tale.
Fakta om Enggården
- 109 plejeboliger
- Daghjem med op til 20 pladser
- Produktionskøkkenet forbliver kommunalt drevet og indgår ikke i overdragelsen.