fbpx

Udsigten Tvingstrup

Velkommen

Her ligger 12 almene seniorboliger opført som rækkehusbebyggelse for seniorer. Alle boliger er handicapvenligt indrettet og har egen have med terrasse. Til boligerne er der fælles grønne arealer samt veldisponeret fælleshus med gæsteværelse. Boligerne ligger som i en halvmåne med fælleshuset i midten.

Af og til er frisøren og massøren inviteret på besøg i Udsigten Tvingstrup. ”Så er der gerne fire-fem-seks stykker, der melder til sig”, fortæller Lars Jensen.

Byggeriet er opført i efteråret 2003. Datoen for indflytning var første maj 2004.

Bestyrelse

Formand: Lars Jensen på 26329913 og larsp56@gmail.com

Tre bestyrelsesmedlemmer er i fællesskab ansvarlige for ventelisten.

Fakta

Antal beboere: 14

Antal lejligheder: 12 boliger på mellem 70 og 90 kvadratmeter.

Første søndag i advent holder Udsigten Tvingstrup Ventelistedag. Alle på ventelisten til en bolig er den dag inviteret til glögg, æbleskiver og en hyggestund i fælleshuset.

Aktiviteter

I Udsigten Tvingstrup er der ikke gymnastik klokken 10, akvarelmaling klokken 11 og fællesspisning til frokost på en særlig ugedag. I dette bofællesskab holder de i stedet en gang om måneden et skemalagt arrangement sammen. ”Så er der måske nogle, der har arrangeret noget med musik eller stablet et foredrag på benene. Det kan også være, at et par stykker er kommet i tanker om, at nu må vi have gule ærter eller holde ålegilde”, forklarer Lars Jensen.

Ekstraordinære aktiviteter

Fælleshuset bliver brugt af små orkestre som øvelokale. Når musikerne øver sig, kan seniorbofællesskabets beboere nyde musikken med en kop kaffe eller en øl i hånden. Fælleshuset bliver også brugt til foredrag. For eksempel har et ægtepar fra lokalområdet vist billeder og fortalt om deres tur til Nepal. En skuespiller har også læst juleeventyr i fælleshuset.

”Vi kommer hinanden rigtig meget ved her. Jeg tjekker altid lige, om min nabo sidder i sin stol, når jeg går på arbejde”, siger formanden for bofællesskabet, Udsigten Tvingstrup, Lars Jensen. ”Her er helt klart en meget tættere nabostemning, end hvis du bor i et stort parcelhus i for eksempel Kolding” .

”Vi er 14 beboere i vores seniorbofællesskab. Det tror jeg, er et godt antal. Vi er nok til, at der altid er nogle at tale med, men vi er ikke så mange, at der er nogle, man kommer til at gå udenom. For eksempel 60 ville være for mange”, mener Lars Jensen.

Fælleshus

Fælleshuset har plads til mindst 25 personer. Her er køkken med alt i køkkengrej, her er også opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler. ”Vi bruger fælleshuset til alt muligt: Komsammen juleaften, frokost for den private familie, fællesmøder for alle bofæller osv. Lige nu ser jeg ud af mit vindue tre-fire af damerne, der sidder derovre og drikker kaffe og snakker sammen. Fælleshuset er et kæmpe aktiv”.

Faciliteter

Udsigten Tvingstrup har cykelskur og snerydningsmaskine. En gartner er tilknyttet bofællesskabet til at give en hånd med på de grønne arealer, men al rydning af sne står bofællerne selv for.

Nærmiljø

”Her er bølgende kornmarker, men det er jo en soveby, som vi har her uden for Horsens”, griner Lars Jensen. Udsigten Tvingstrup ligger cirka 30 kilometer fra Aarhus og syv-otte kilometer fra Horsens. I Horsens ligger en stor Bilka. Bussen går mod både Aarhus og Horsens. ”Fordi vi ikke har et supermarked tæt på, er der mange her, som får leveret madvarer om torsdagen”, siger Lars Jensen. I Hovedgård fem kilometer væk ligger en Fakta.