fbpx

Tilkøb – det ekstra man kan købe efter ønske

”Det er dit liv, du former det, og vi assisterer gerne undervejs”

Som privat udbyder har OK-Fonden mulighed for at tilbyde alle beboere, at de kan benytte sig af tilkøb, hvis de ønsker sig noget, som ikke er en del af den ”grundpakke”, kommunen dækker.

– Selvbestemmelse er helt centralt, og her er tilkøb en mulighed, som betyder, at du kan fortsætte dine vaner eller forsøde din tilværelse, præcis som du selv eller måske din familie ønsker det, når du kommer på plejehjem hos os, forklarer Inger Marie Eriksen, chef for Betty Sørensen Parken i Vejle.

I OK-Fonden har tilkøbene været alt muligt forskelligt, lige fra en fast aftale om at få skiftet bakken i et undulat-bur til ledsagelse i privatfly til familiebryllup i Italien. Men det mest almindelige er tilkøb, som hjælper og glæder i hverdagen.

Gurli Løwert Petersen sammen med Bente Fischer på Bette Sørensens Parken i Vejle.
Gurli Løwert Petersen med sin datter Anette Løwert Petersen på Bette Sørensens Parken i Vejle.

Anette Løwert benytter sig hver måned af tilkøb til sin mor, Gurli Løwert Pedersen, som har boet på Betty Sørensen Parken i ni år, først i en seniorbolig og de seneste fem-et halvt år i en plejebolig.

Anette fortæller:
Min mor er hårdt ramt af demens. Hun bliver passet på allerbedste vis, og jeg er så taknemmelig for, at hun bor her. Hun får jo al den almindelige omsorg og pleje, og jeg behøver aldrig at være bange for, at hun ikke kommer i bad, eller at der ikke er nogen, der taler med hende.
Jeg kommer hos min mor, så ofte jeg kan. I øjeblikket er det næsten dagligt, men jeg er enebarn og har et tidskrævende arbejde, så jeg er meget, meget glad for de muligheder, vi har for tilkøb! For værdigheden og sikkerheden der ligger i det frie valg og de personlige aftaler.

Da mor boede i ældreboligen, som ligger ved siden af plejehjemmet, fik hun fx bragt frisk fisk hver onsdag. Hun havde fast rengøring, og om vinteren blev hun fulgt til aktiviteterne i Torsdagsklubben. Nu er de tilkøb, vi benytter, fx ekstra rengøring, fordi min mor ser dårligt og let spilder, når hun spiser. Men især er jeg glad for, at vi kan købe alene-tid med en medarbejder, min mor holder særligt af. Så sidder de to og kigger billeder sammen i ro og fred.

Min mor har en pæn økonomi, men selv hvis jeg ikke kunne bidrage, og hun kun havde haft folkepensionen, havde der været plads til noget af det. Min mor bruger jo ikke rigtig andre penge på sig selv.

Jeg er sikker på, at uanset hvad jeg spørger om, så er der mulighed for det. Jeg skal snart på en rejse til Australien, og jeg har aftalt med personalet, at der altid er en, som kan holde min mor i hånden, fx hvis hun bliver dårlig, og det tager tid for mine sønner at nå frem. Det giver den der uvurderlige ro for mig.

Eksempler på tilkøb:

Ledsagelse – fx til lægebesøg, tandlæge, kiropraktor, besøg hos familie, indkøb, kirkegang, koncerter, sportskampe, rejser, ridning, svømning, cafébesøg, gåtur, cykeltur

Kæledyr – fx rengøring af bur, hjælp til hundeluftning, dyrlægebesøg

Praktiske opgaver – fx hovedrengøring, vask af gardiner, specialvask (fx uld), opsætning af lamper, tv og lignende, malerarbejde, havearbejde, reparation af tøj, samling af møbler, flyttehjælp

Mærkedage – fx planlægning og afholdelse af fest, reception, mindehøjtidelighed

Wellness – fx spabad, massage, ekstra personlig pleje (fx ekstra oprulning af hår, hårvask, fodbad), frisør, fodpleje

IT og økonomi – fx betaling af regninger, budgetlægning, hjælp til mails, bestillinger over nettet, installering af computer, telefon og tablet

Indkøb – fx friske blomster, øl, vin og spiritus, fast food, snacks, gaver, tøj, møbler

Mad og drikke – fx kaffe og hjemmebagt kage eller et måltid mad til egne gæster, mad ud af huset

Hvis beboere eller pårørende ønsker noget, OK-Fonden ikke kan levere, formidles gerne kontakt til andre lokale leverandører, som vi har tillid til.