fbpx

Danske Care – en del af OK-Fonden

OK-Fonden overtager pr. 1 januar 2021 Danske Care og tilbyder fremover formidling af hjælpere til respiratorpatienter og Borgerstyret Personlig Assistance, BPA. Dermed styrker OK-Fonden sit samarbejde med flere kommuner landet over, ligesom nye samarbejder og udviklingsprojekter bliver mulige.

OK-Fonden opfører i de kommende år ”Boliger for Livet”, som er seniorbofællesskaber og seniorboliger, der er indrettet, så man kan blive boende livet ud, også hvis man får behov for hjælp og pleje. Med overtagelsen af Danske Care vil OK-Fonden kunne tilbyde pleje til beboerne i disse boliger. Også OK-Fondens plejehjem vil med Danske Care få mulighed for at løse specialiserede sygeplejeopgaver omkring beboere med særlige, individuelle plejebehov.

”Vi glæder os til at byde vores nye kollegaer velkommen i OK-Fonden. Med Danske Care tilføjer vi stærke kompetencer til OK-Fonden. Danske Care har et stærkt værdigrundlag og har stærk fokus på at møde den enkelte borgers behov. Det er også en grundlæggende værdi hos OK-Fonden. Vi glæder os til, at vi som not-for-profit aktør nu får et endnu stærkere værditilbud til vores beboere og til landets kommuner, og vi glæder os til at lære nyt i løbet af den integrationsproces, der nu går i gang” siger Ulrik Ahrendt-Jensen, administrerende direktør i OK-Fonden.

Kontrakten på den fælles fremtid underskrives. Fra venstre Paul Erik Weidemann, bestyrelsesformand, OK-Fonden, Henrik Lund, direktør, Danske Care, Ulrik Ahrendt-Jensen, adm. direktør, OK-Fonden

 

Danske Care har et godt navn og 16 års erfaring indenfor sit forretningsområde. Driften af Danske Care fortsætter uændret. Der vil dog opstå nye muligheder for de mere end 140 erfarne og dygtige medarbejdere og mere end 1.200 timelønsansatte medarbejdere. Med sin størrelse kan OK-Fonden tilbyde de nye kollegaer i Danske Care en større vifte af og job- og karrieremuligheder.

”For Danske Care er tryghed kernen i en velfungerende relation mellem borger og hjælper. Og den bedste hjælpeordning skabes på grundlag af et tillidsfuldt samarbejde mellem alle de involverede parter: Borgere, hjælpere, kommuner/regioner og Danske Care. Fremtiden som en del af OK-Fonden sikrer, at vi kan fastholde den tryghed for både borgere og ansatte i Danske Cares organisation. Derudover er der et super spændende potentiale i at udvikle nye tilbud til borgere med behov for personlig assistance i hele landet. OK-Fondens og Danske Cares værdier ligger i fin tråd med hinanden og det har derfor været en nem beslutning at træffe”, siger Henrik Lund, direktør i Danske Care.