fbpx

PRESSEMEDDELELSE 13. juli 2021 | Utæt dampspærre kræver udbedring på plejehjemmet Hornbækhave

Konkursramt, tidligere entreprenør er atter årsag til forsinkelse af byggeriet 

De afsluttende test, som foretages, før et byggeri afleveres, har vist problemer med utætheder i dampspærren. Den tidligere entreprenør, Anker Hansen & Co. A/S, som udførte den del af byggeriet, gik konkurs i maj 2020. Det forsinkede byggeriet med nogle måneder. De fejl, der nu er fundet, betyder, at OK-Fonden og Helsingør Kommune som bygherrer må foretage yderligere test – og at beboernes flytning fra Bøgehøjgård til Hornbækhave forventes at blive skubbet.  

En bygning skal være fuldstændig tæt. Dampspærre er et lag, som forhindrer fugt i at trænge ud i vægge, gulve og lofter, så man undgår, at der dannes kondens (vand) i konstruktionen. For at undersøge, om damspærren fungerer, som den skal, lukker man det færdige hus og blæser luft ind under tryk. Det er den test, som har vist, at der er problemer med dampspærren på Hornbækhave. 

Kommunaldirektør Stine Johansen, Helsingør Kommune: 

”Det er dybt utilfredsstillende, at byggesjusk nu tilsyneladende udsætter flytningen fra Bøgehøjgård til Hornbækhave for både medarbejdere og beboere. Hvad der får firmaer til at aflevere den slags, forstår jeg ærlig talt ikke. Nu skal vi i en fart have tidsplan og økonomi på plads – det skylder vi dem, der glæder sig til at rykke over i de nye rammer. Og så skal vi have undersøgt om byggeriets forsikring dækker den slags byggesjusk – konkursboet efter Anker Hansen får vi næppe mere ud af.” 

Projektchef i OK-Fonden, Lennon Andersen: 

”Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor længe beoerne og de ansatte på Bøgehøjgård kommer til at vente. Vi arbejder, så hurtigt vi kan, med at finde fejlene og få dem udbedret. Byggesjusk er ærgerligt og frustrerende, men vi glæder os trods alt over, at det er fundet nu, så vi kan få det udbedret, inden beboerne flytter ind.”