fbpx

OK-Fondens protektor, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte

I anledning 50-års jubilæet modtog HKH Prinsesse Benedikte OK-Fondens bestyrelsesformand, Michael Brostrøm, og administrerende direktør, Paul Erik Weidemann på Amalienborg. Det blev til en levende samtale om prinsessens mangeartede protektioner, om hjælpsomhed og om at følge med tiden uden at tabe fortiden af syne. Her følger nogle uddrag:

Michael Brostrøm: Vi vil gerne starte med at sige, at vi sætter umådelig stor pris på Deres protektion. Som De ved, var OK-Fondens grundlægger, Arne Ginge, meget optaget af at have kongelige protektion. Han var lykkelig, da Deres forgænger på opgaven, H.K.H. Arveprinsesse Karoline Mathilde, sagde ja til at være protektor for OK-Fonden, og han var meget taknemmelig, da De sagde ja til at overtage efter Arveprinsessen. Arne Ginge syntes jo, at det var en ”blåstempling” af OK-Fonden. Og sådan opfatter vi det også. Det har stadig stor betydning for os.

Prinsesse Benedikte ved indvielsen af Himmelev Gl. Præstegård

H.K.H. Prinsesse Benedikte: Det er dejligt at vide – tak for det! Jeg har jo en del ret forskelligartede protektioner, og mange af dem er samfundsprægede. Jeg er nysgerrig. Hvad foregår der rundt omkring? Hvordan fungerer vores samfund? Hver af mine protektioner giver mig et eller andet, og jeg lærer en masse. Jeg tænker på det som en blomsterbuket eller en vifte af forskellighed, og samtidig har de jo også noget til fælles. Vi har mange, aldeles udmærkede organisationer, som fx OK-Fonden, der gør et kæmpe stykke arbejde. De plejehjem, jeg har besøgt i OK-Fonden, gennem nu 23 år, har jo også været meget forskellige. Og noget af det, jeg har været vældig glad for, og som jeg gav udtryk for fra starten, er, at det ikke kun er på Sjællandsområdet. OK-Fonden har enheder ude i landet, og det giver mig en god chance og mulighed for at lære de områder at kende på en ny måde, når en ny institution så dagens lys. Jeg synes, det er både morsomt og meget vigtigt for mig at komme rundt på den måde. Jeg er altid glad, når jeg bliver inviteret og gør alt for at kunne komme. Når jeg kommer hjem fra disse indvielser, så er det altid med oplevelsen af, at der har været en glæde. Folk var tilfredse, veltilpasse. Der har været en rar og en varm stemning. Jeg har haft oplevelsen af en sund organisation. Og medarbejderne er jo fantastiske! Det er det allervigtigste – og formentlig også noget af det sværeste i dag – at få de rigtige ledere og medarbejdere, der passer ind. Det er umådelig vigtigt for beboerne. Arbejdet med mennesker kan give en enorm glæde, hvis man har den rigtige indstilling. Og der tror jeg, at det er meget vigtigt, at ”moderorganisationen” har den rigtige indstilling, for det er jo trods alt derfra, impulserne skal komme. Og det er De jo dygtige til, vil jeg gerne sige. Det kan være en styrke, at enhederne er forskellige, når man har ”den røde tråd” og ved, hvor man står, og hvad ens mål er.

Paul Erik Weidemann: OK-Fonden er meget optaget af udviklingen i den offentlige sektor og af, hvordan vi tager hånd om hinanden i samfundet. Jeg hæftede mig ved, at H.M. Dronningen i sin nytårstale talte om forpligtelsen til at være der for hinanden, så det ikke bare er det fagprofessionelle Danmark, der tager sig af omsorg. H.K.H. Prinsesse Benedikte: Ja, og det, tror jeg måske, er noget, vi skal lære de unge. Den ældre generation er nok mere opdraget med det. Det er vigtigt, at vi har værdier og normer for, hvordan man omgås hinanden – og ikke mindst hvordan man omgås ældre mennesker, ordentligt og høfligt og venligt. Ældre har brug for hjælpsomhed. Og så er spørgsmålet, om vi har fejlet, når generationerne efter os har så travlt, på arbejdsmarkedet, i familierne og med teknologiens mange tilbud og krav. De har virkelig meget om ørene. Måske skal man blive bedre til at komme hjem, komme ”ned” og være lidt mere nærværende. Give sig tid til at se på hinanden og ikke kun på den forbistrede iPhone. Ellers er der måske noget værdifuldt, som går tabt.