fbpx

Mød chefen for Bavne Ager

Chefen for OK-Fonden Bavne Ager er fundet. Det bliver den 54-årige sygeplejerske, Inge Fjordside, som skal stå i spidsen for det nybyggede plejehjem.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Gilleleje og til at blive en del af OK-Fonden. Det bliver spændende at starte et helt nyt sted op og sammen med beboerne og deres familier og de mange, nye medarbejdere. Jeg kan rigtig godt se mig selv i OK-Fondens værdier, som handler om selvbestemmelse og om, at mennesker kan forfølge deres drømme og leve livet – hele livet. Det bliver vores pejlemærke i alt, hvad vi foretager os, og det vil vi gøre til virkelighed, sammen, i hverdagen og til fest, siger Inge Fjordside.

Inge Fjordside har tidligere blandt andet arbejdet 10 år som leder af specialplejehjemmet E-Huset, otte år som leder af det socialpsykiatriske bosted Lindevang og senest med opbygning og ledelse af Region Sjællands tilbud for svært psykisk syge, som kan være til fare for andre. Den teoretiske baggrund er solid og omfatter blandet andet diplomuddannelse fra Dispuk, en lang række kurser med fokus på det kognitive, coachinguddannelse m.v. Inden sygeplejeuddannelsen har Inge Fjordside rejst meget og har arbejdet godt tre år i henholdsvis Frankrig, England og Tyskland. Privat bor Inge i Snekkersten.

– Det er en særlig opgave at sikre, at de mange beboere og medarbejdere ”lander” trygt og godt i de nye rammer. Derfor flytter beboerne ind i små ”portioner” over en periode, hvor vi sørger for folk ekstra folk på arbejde. Og alle medarbejdere deltager i et særligt forløb inden de begynder på opgaverne på plejehjemmet, hvor de bliver introduceret til jobbet, rollen, arbejdsopgaver, værdier, kollegaer osv., fortæller Inge.

Det bliver en medarbejderstab på lige omkring 80 mennesker inden for mange forskellige faggrupper: sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, terapeuter, køkkenmedarbejdere, vicevært og rengøringsassistenter.