fbpx

I Arne Ginges ånd

Thea Brank og Michael Brostrøm i samtale om mennesket Arne Ginge, OK-Fondens stifter:

Thea Brank var Arne Ginges nærmeste medarbejder helt fra begyndelsen og blev senere hans hustru. Thea er 95 år og følger stadig levende med i OK-Fonden.

Michael Brostrøm lærte OK-Fonden at kende i 1988 og blev hurtigt Arne Ginges ”højre hånd” i det daglige arbejde. I 1992 blev Michael direktør for OK-Fondens ejendomsselskab P1960, og i 1995 blev han direktør for hele OK-Fonden. Siden 2011 har han været formand for OK-Fondensbestyrelse.

Thea: Den konservative borgmester, Stæhr Johansen, fik øje på Arnes frækhed og gåpåmod, så han sagde til ham: Hvorfor er det kun socialdemokraterne, der skal have klubber for ældre på Frederiksberg?Og så var det, Arne sagde til mig: Du må altså hjælpe mig, for jeg kender intet til klubber. Da havde jeg nemlig været formand for Konservative Kvinder og havde arrangeret en hel del, og jeg syntes, det var sjovt, så jeg ville gerne være med.

Han troede på sig selv. Hvis jeg sagde: Det kan man ikke! Så sagde han: Hvorfor ikke?! Han kunne altid gå ud og ”tigge” penge til de arrangementer, han lavede – fordi det ikke var penge til ham selv

Der var også dengang, hvor vi havde købt Jelling Gård udenfor Vejle. Den lokale golfklub havde meget brug for at købe et bestemt stykke af jorden for at få deres bane til at hænge sammen. Vi blev enige om, at de skulle give 5.000 kroner for jordstykket. Men de penge havde de ikke. Så spurgte Arne: Hvad koster det at blive medlem her? Jamen, det koster 5.000 kr., fik han at vide.
Nå, men så vil jeg gerne være medlem, sagde han og skrev en check på 5.000 kr. Og så sendte de checken over til OK-Fondens hovedkontor.

På den måde fandt han gerne løsninger på tingene.

Thea: Han var altid venlig, og de kunne altid komme til ham, hvis de havde problemer. Og han var god til at starte op.

Michael: Det var jo det, han var bedst til. Arne var jo vanvittigt initiativrig og idérig. Han var bedst til at få idéerne, og det fungerede rigtig godt, når der var nogen til at føre dem ud i livet. Og når noget lykkedes, så var han også glad for at tage æren for det. Han  havde fået idéerne, og det måtte også gerne være ham, der blev hyldet bagefter. Og det passede mig fint, for jeg ville helst være fri. På den måde havde vi et glimrende makkerskab. Han var igangsætter – mere end afslutter.

Thea: Ha ha, ja, det er rigtigt. Så kunne vi andre gøre det grove arbejde. Han sluttede ikke noget som helst af. Alt, hvad der var rutinepræget eller kedeligt, det interesserede ham ikke. Han var et meget glad menneske. Og der skulle helst ske noget.

Michael: Ja, han var bestemt til fest og farver! Så havde han det pragtfuldt. Når vi var til komsammen på et plejehjem, så var han helt tydeligt festens midtpunkt. Og han elskede at være det.

Thea: Jeg har ikke mødt andre mennesker som ham. Jeg kan huske, at han tog brune sko på, da han skulle til dronningen, og skulle have smoking på. Han tog også det mest forfærdelige slips på. Og selvom jeg fik ham til at skifte sko og slips, glemte han alligevel sin handsker. Det interesserede ham ikke spor, hvordan han så ud.

Michael: Men det sørgede du så for.Han var altid meget velklædt. Når jeg kom og hentede ham klokken seks om morgenen, når vi skulle ud til noget, og jeg sagde: Nej, hvor er du fin! Så sagde han: Jamen, Thea har jo lagt tøjet frem.

Thea: Jeg kan huske engang, jeg skulle til Spanien i en uge, hvor han  ikke skulle med. Jeg kendte hans program, og så hængte jeg hans tøj frem til  hver dag i ugen på lågernepå vores lange klædeskab. Det gik han og fortalte folk, og jeg blev rent til grin. Men han havde den mest rædselsfulde smag. Så jeg gjorde det for, at han skulle se ordentlig ud. Men selvfølgelig, sligt rører ikke store ånder! Men han var ydmyg og sagde tit: Tænk, at sådan en lille bondedreng som jeg fra Nyborg kan nå så langt som til at få foretræde for dronningen for det, jeg har lavet i livet!

Michael: Det betød alverden for ham. Ham var voldsomt royal. Og det betød virkelig meget for ham, at vi havde kongelig protektion og fik mulighed for at fortsætte med det, da H.K.H. Prinsesse Benedikte overtog efter Arveprinsesse Caroline Mathilde. Han var meget bekymret, da Arveprinsessen døde, for hvad skulle der så ske? Og han var meget, meget glad, da Kongehuset foreslog Prinsesse Benedikte.

Thea: Og omgående sagde Arne til mig: Kan du ikke sørge for at laveen bustur til Berleburg – så skal jeg ringe og spørge prinsessen, om ikke vi må få lov til at komme ind? Det elskede han! Og vi fik lov og kørte derned med to busser.

Michael: Nu fylder OK-Fonden 50 år. Vi taler tit om det særlige ved OK-Fonden, vores værdier, vores tilgang til mennesker – det nogle kalder ”OK-ånden”. Det er lige der, i OK-ånden, vi finder Arne. Det varham, der var med til at grundlægge og skabe det hele. Arne gav meget frihed. Hvis det gik godt, og beboerne var tilfredse, så var Arne også tilfreds. Det var indholdet,  resultaterne, der var det vigtigste. Han gik ikke så meget op i retningslinjer og dokumentation og tilsyn, hvis tingene var i orden. Det var mere en fingerspidsfornemmelse: Går det godt her, lugter det godt her, kan vi lide at være her? Arne levede OK-Fonden. Og det er i virkeligheden stadig noget, der kendetegner os. Vi har sat mere retning på OK-Fondens udvikling, men vi lægger stadig vægt på den frihed under ansvar.

Thea: Det måtte ikke først og fremmest handle om business, om forretning. Beboerne skulle mærke varmen og menneskeligheden.

Michael: Det er præcis det, vi dyrker – at menneskene skal føle sig sete, at alle skal føle sig velkomne, og at alle medarbejderne udlever vores værdier. Og det er bestemt ikke noget, der bare kommer af sig selv. Det skal læres og dyrkes. Det er arven fra Arne!