fbpx

Friplejehjem, seniorboliger, seniorbofællesskab, familieboliger og ungdomsboliger er på vej på Slagelse Bypark-grunden

PFA og OK-Fonden er gået sammen om at opføre en samlet bebyggelse på 27.000 kvadratmeter i det attraktive område nær stationen i Slagelse

Pensionsselskabet PFA og OK-Fonden er gået i gang med forarbejdet til et friplejehjem med 75 boliger, et seniorbofællesskab med 30 boliger og 40 seniorboliger, og allerede i det tidlige forår 2021 sendes opgaven i udbud.

Ved at samle de forskellige boligtyper i en lille bydel skabes nye og anderledes muligheder for fælles aktiviteter og samspil. Seniorboligerne og seniorbofællesskabet opføres som såkaldte ”Boliger for Livet”. Det er boliger, hvor man har mulighed for at blive hele livet, også hvis man en dag får brug for personlig hjælp og pleje.

Plejehjemmet åbner sig i forhold til det omgivende samfund og inviterer beboerne i ”Boliger for Livet” ind. Eksempelvis ved at give adgang til træningsfaciliteter, til fester for beboerne på plejehjemmet og til kreative aktiviteter. Der støttes op om et stærkt frivilligt miljø, til glæde og gavn for alle.

”I OK-Fonden er vi meget glade for modtagelsen og samarbejdet med Slagelse Kommune. Vi lægger vægt på at være velkomne, og det føler vi bestemt, at vi er i Slagelse. Vi glæder os til samarbejdet om at modtage et bredt udsnit af beboere i vores boliger og ikke mindst borgere med plejebehov på det nye plejehjem. Vores tilbud tager udgangspunkt i det enkelte menneskes behov, og at der skal være så mange valgmuligheder som muligt hos os,” siger Ulrik Ahrendt-Jensen, adm. direktør i OK-Fonden.

Også hos PFA er der stor glæde over samarbejdet med Slagelse Kommune.

”Hos PFA ønsker vi at skabe gode rammer for det gode seniorliv. Blandt andet ved at udvikle nye og attraktive boligformer. Derfor er vi også rigtig glade for, at vi nu kan udnævne Slagelse som første lokation i vores ønske om at opføre friplejehjem og seniorboliger i op til 10 danske kommuner sammen med OK-Fonden,” siger Jesper Brask Fischer, programchef for offentlig privat samspil i PFA.

Som en del af projektet opføres desuden familieboliger og ungdomsboliger sideløbende.