fbpx

Fleksjobbere

Det kan ikke passe, at jeg ikke kan bruges til noget

Birgitte, 50 år – er ansat som aktivitetsmedarbejder og arbejder mellem fire og seks timer, fordelt på to dage om ugen:

Jeg er oprindelig uddannet kok. I 2001 blev jeg tilkendt et fleksjob på grund af dårlig ryg. Så fulgte en kræftsygdom med flere operationer, og efterfølgende har jeg fået diagnosen BDS, som er kronisk, kropslig stress med hjerteproblemer, stærke smerter og træthed. Jeg har gået sygemeldt siden 2008.

I 2017 tog jeg en snak med min læge. Jeg kunne ikke holde ud bare at gå der. Lægen ville indstille mig til pension, men det ville jeg bare ikke! Jeg følte, at jeg stadig havde en masse at give. Det kunne ikke passe, at de ressourcer, der var tilbage i mig, ikke kunne bruges til noget.

Jeg startede på fire timer og er nu oppe på seks de fleste uger. De dage, hvor jeg har det godt, får jeg lov til bare at køre på, og de dage, hvor jeg har det mindre godt, får jeg lov til at afpasse aktiviteterne efter det.

Jobbet er det bedste, der er sket i mit liv i de seneste mange år! Jeg er bare kommet på den rigtige hylde. Jeg vil rigtig gerne ud og gøre en forskel. Jeg starter med at hjælpe med at give beboerne morgenmad. Efter morgenmaden er det afhængigt af, hvad der er brug for. Så spiller vi et spil eller er ude at gå en tur eller deltager i en aktivitet i huset. Vi gør noget af det, plejepersonalet har svært ved at nå, og det betyder, at de får bedre tid til at fordybe sig i deres opgaver, når vi laver hygge-aktiviteterne med beboerne.

Det har betydet en vending i mit liv, som bare har været 100 procent godt for mig. Alle omkring mig siger, at jeg er blevet et helt andet menneske – eller måske snarere er blevet mig selv igen. Nu skal jeg jo op og gøre mig i stand og af sted sammen med de andre. Jeg skal sørge for, at maden er smurt, og huset er i orden, for jeg skal jo på arbejde! Ikke bare op og i en joggingdragt og gå og tulle derhjemme hele dagen og vente på, familien kommer hjem.

Så meget bedre end at blive sendt på det ene mærkelige kursus og aktiveringstilbud efter det andet

John, 57 år – er ansat som aktivitetsmedarbejder to timer hver tirsdag:

Som 22-årige var jeg en meget driftig mand med egen virksomhed, arbejde ved siden af, masser af træning og en skøn familie. Men så fik min lille datter leukæmi. Det tog syv et halvt år. Så døde hun. Efter hendes død blev jeg diagnosticeret med alvorlig depression, stress og angst.

I 2006 fik jeg fleksjob som pedelmedhjælper. Jeg havde bugt træning til at holde mig oppe gennem min datters sygdom, så jeg var fysisk rigtig stor og stærk dengang. Jeg ville så gerne gøre jobbet godt, selvom det var på nedsat tid, så jeg gik hårdt til den. Men så ødelagde jeg noget sådan rigtigt i min ryg og måtte opereres for diskusprolaps. To måneder efter skulle jeg prøve at køre bil, men jeg kunne ikke dreje nøglen på grund af smerter. Først otte måneder efter kunne jeg styre min vandladning. Og jeg måtte begynde helt forfra med min træning.

Jeg møder ind imellem spørgsmålet ”Er du KUN ansat to timer om ugen?”. Så siger jeg: ”Nej, jeg er ansat to timer, ikke KUN to timer”. Hvis jeg arbejder mere end det, så kører jeg ud over grænsen, og så er det bare slut, færdig med at arbejde. Jeg skal passe på både psykisk og fysisk. Jeg bliver nemt forvirret og mister orienteringen, og når jeg har været på arbejde de to timer, har jeg brug for ro resten af dagen.

Men det er så dejligt, at man kan se, at man kan hjælpe.

Om tirsdagen, mens plejepersonalet er til deres ugentlige konference, laver jeg aktiviteter med beboerne. Når det gælder mennesker med demens, handler det om at være opfindsom. Det kan være at tage en beboer med ned og se OB træne fodbold eller måske gå en tur eller sætte klassisk musik på for de beboere, som holder af det.

Det var godt, at vi kom på kurser og til foredrag om demens, før vi skulle starte. Jeg synes, det var rigtig givende. Vi lærte fx, at en aktivitet også kan være at sætte sig ved bordet og simpelthen få ro på, så vi ikke kommer til at gøre beboerne urolige i vores iver efter at sætte noget i gang.

Vi lærte også om vigtigheden af berøring i forhold til mennesker med demens. Der kunne jeg godt have lidt forbehold i starten. Men nu er det overhovedet ikke noget problem. For eksempel en dag gik jeg ud med en kvinde, som elsker at gå tur, og vi gik ned til åen. Jeg ville ikke bare tage hendes hånd, for man skal lige føle sig lidt frem. Men jeg sagde til hende: ”Du må godt tage mig under armen”.  Så kunne jeg også passe på min ryg, og det ville hun gerne. Vi var så heldige, at der var et svanepar med unger. Og da vi skulle hjem og rejste os fra bænken, så var der en hånd, der tog min hånd. Det var bare det dejligste!

Da en kollega fra det faste plejepersonale en dag spurgte, hvad jeg får i løn, så fortalte jeg ham den historie og sagde: Det er min løn! Det var bare en dejlig dag.

Hjemme har jeg påtaget mig rollen som husfar for min kone og min anden datter, som nu er 14 år. Jeg bidrager med det, jeg kan. Man vil jo gerne være noget for sine nærmeste – og for samfundet.

Jeg er rigtig, rigtig glad for mine to timers arbejde her. Det er dejlig for mig, og det er dejligt for min kone og vores datter. Hun er glad for at kunne fortælle i skolen, at hendes far er aktivitetsmedarbejder på et plejecenter.

Jeg føler mig heldig

Nicolaj, 44 år – er ansat som pedelmedhjælper fire timer om ugen, fordelt på onsdag og fredag:

Jeg har været svejser og arbejdet ude på værftet i 20 år, og jeg troede, at jeg skulle svejse og bygge større konstruktioner resten af mit liv, men så fik jeg så ondt i ryggen, og det viste sig, at der var noget helt galt.

Jeg er ansat fire timer om ugen, fordelt på onsdag og fredag, hvor jeg fungerer som pedelmedhjælper. Så jeg hjælper Magnus, vores pedel, med vedligeholdelse og udskiftning af ting og sager, sætter hylder op, slår græs, ordner fliser, maler gelændere, rydder sne og salter om vinteren. Det er varieret, og det har ikke været for voldsomt fysisk. Det passer rigtig godt til mig.

Og så sker der da noget andet end morgen-tv. Det at man kommer ud og ser nogle mennesker og deltager i hverdagen, ja i livet. For mig har det været vældig godt at få noget, hvor jeg hører til, er med i noget. Jeg tjener lidt penge. Det betyder også noget. Jeg føler mig heldig, at jeg har fået det her.