Mennesker, Mad og Måltider

Hold mig opdateret

“Mennesker, mad og måltider” er et udviklingsforløb med fokus på, hvordan OK-Fonden kan udvikle metoder, kultur og samspil med andre fællesskaber – så medarbejderne kan støtte beboerne i OK-Fonden til at spise den mad, de har lyst til, så deres sundhed og livskvalitet øges.

Mad og måltider i OK-Fonden

Vi kerer os om maden og måltidet, og at de mennesker, der bor hos os, spiser godt og rigtigt.

Maden skal i maven for at give næring og glæde. Lækker og sund mad, tilberedt af gode råvarer og serveret med omtanke, skaber appetit. Derfor skal måltiderne være oplevelser, der taler til sanserne.
Som værter gør vi, hvad vi kan for at skabe god stemning – uanset om det er hverdag eller fest, inde eller ude.

Vi prioriterer årstidens råvarer og økologiske produkter.

Projektets formål

Projektets overordnede formål er todelt:

  • At udvikle én samlet måltidsopskrift på, hvordan der bør arbejdes
    med, tænkes på og tales om mennesker, mad og måltider på alle enheder i
    OK-Fonden
  • At undersøge, hvordan samspillet med andre fællesskaber kan indgå i
    måltidsopskriften

Måltidsopskriften er en beskrivelse af de enkelte måltidsingredienser og dermed, hvad der skaber den faglige, organisatoriske og den oplevede kvalitet af mad og måltider. Det er derfor en naturlig del af udviklingsprojektet, at den praksisviden, der skabes i projektet, formidles løbende. Ved projektets afslutning målrettes denne viden til de fem kommuner, hvor enhederne er placeret samt til de øvrige samarbejdspartnere og interesserede fagprofessionelle i projektet. Formidling skal også gøre praksisviden tilgængelig til interesserede udenfor projektet, fx landets 93 øvrige kommuner, aktørerne på det sociale område og fagprofessionelle.

Projektets mål

I den endelige projektplanlægning skal målene tidsfastsættes og tilpasses de forhold, der er i den enkelte enhed. Eksempelvis giver det ikke mening, at enheder, der ikke selv fremstiller mad, skal leve op til mål for madens fremstilling. Samtidig giver det mening, at alle enheder skal leve op til mål for beboernes sundhed med respekt for, at nogle beboere ikke nødvendigvis ønsker eller kan deltage i enkelte eller flere initiativer i projektet.

Projektet er et tilbud til beboerne.