fbpx

Firkløveren er rækkehuse. Der er fem blokke med tre huse i hver. Her er godt naboskab, mulighed for at dyrke alverdens art idræt, tage med på udlandsture og nyde dobbeltheden i, på en gang, både at have sin egen bolig og mange gode bofæller lige ved hånden.

Før opførslen af Firkløveren brugte Høje Taastrup Kommune grunden til p-plads til kommunens biler. Boligbyggeriet er opført i 2003.

Her er 15 boliger opført som rækkehusbebyggelse for seniorer. Alle boliger er handicapvenligt indrettet og har egen have med terrasse. Til boligerne er der fælles grønne arealer samt veldisponeret fælleshus med gæsteværelse

”Man skal huske at leve sit eget liv. Også i den tredje alder. Ideen bag seniorbofællesskab er simpelthen rigtig. Jeg kom hurtigt i snak med bofællerne, da jeg flyttede ind, og det er dejligt, når man kommer fra København og ikke rigtigt kender nogen”, siger bestyrelsesmedlem Ruth Jones.

Information

Formand:
Marius Bruus – 29 40 02 46

Ansvarlig for ventelisten:

Eva Bruus på: 
e-mbruus@webspeed.dk og tlf.: 29 47 02 46

Ruth Jones: tlf.: 61 78 66 28

Fakta

Antal beboere: 22

Antal lejligheder:  Her er 15 boliger. De er 65, 75, 85 og 95 kvadratmeter store.

Aktiviteter

Bofællesskabet i Taastrup her boulebane. Det er et fransk kuglespil i stil med petanque. Bofællerne har også mere stillesiddende aktiviteter. ”Vi har en fast fredagsaftale her. Vi får altid kaffe klokken 16.00 i fælleshuset”, fortæller Jack Borring. Firkløveren holder hvert år både påske- og pinsefrokost. Hertil arrangerer aktivitetsudvalget altid konkurrencer.

Klubber

”Vi har bogklub hele året rundt, tirsdags-billard og filmklub om vinteren. I bogklubben læser alle den samme bog, som biblioteket skaffer. Så diskuterer klubmedlemmerne bøgernes indhold i fælleshuset”. Filmklubbens medlemmer mødes en gang om måneden. Bofællesskabets rejseudvalg holder diskrete møder om, hvor turen skal gå hen næste gang. ”Så spørger de: Hvem vil med til for eksempel Frankrig? Vi plejer at være mellem seks og 12, som gerne vil med”, siger Jack Borring. Beboerne har tidligere været i for eksempel Berlin, Litauen og Polen.

Ekstraordinære aktiviteter

”En lørdag eller søndag i maj holder vi hvert år ventelistedag. Alle på ventelisten bliver inviteret til kaffe og kage. På den måde kan vi lære hinanden bedre at kende, før de lige pludselig får tilbudt et rækkehus”, forklarer Jack Boring i Taastrup.

”Det gode ved seniorbofællesskab er netop fællesskabet. Du skal tænke på værdien i, at hvis du kommer ud for et sygdomsforløb, så er der altid en bofælle til at støtte psykisk”. Sådan siger Jack Borring, som er tidligere formand for bofællesskabet Firkløveren i Taastrup.

 ”Vi bor lige ved siden af stadion i Taastrup. Derfor er der liv og glade dage, når der er fodboldkamp. Fordi Firkløveren ligger så tæt på Taastrup Idrætsforening, kan vi være med i veteranafdelingen og dyrke alt fra bordtennis og svømning til vandgymnastik og cykelsport”, siger Jack Borring.

Fælleshus

Fælleshuset er 115 kvadratmeter. Her er køkken med alt i køkkengrej, her er vaskemaskine, tørretumbler og gæsteværelse med toilet. Derudover rummer fælleshuset kontor med fælles computer. ”Det er altid her, vi holder runde og halvrunde fødselsdage med brunch”, siger Jack Boring. Afdelingsmødet den første onsdag i hver måned afvikles også i fælleshuset.

Faciliteter

Firkløveren har værksted med værktøj og skure til affaldssortering, cykler og havemaskiner.

Nærmiljø

Firkløverens beboere bor i den friske luft lige ved Taastrup Stadion. Til apotek, frisør osv er der omkring en kilometer, og det store indkøbscenter, City2, ligger to kilometer væk. Bybussen går lige udenfor døren i Firkløveren. Med linje 117 og 118 kan passagerer komme mod centrum af Taastrup og mod Høje Taastrup. Herfra er der S-tog mod Københavns Hovedbanegård og tog mod Fyn og Jylland.