fbpx

På hospice tæller hver en detalje

Livet skal leves – hele livet, siger vi i OK-Fonden. En vision som får en særlig betydning, når det drejer sig om et menneskes allersidste tid.

Interview med Lise-Lotte Andersen, chef på Hospice Søndergård

– Mange af de mennesker, der kommer her, har været på hospital og har oplevet ramponerede omgivelser, overfyldte sengeafsnit, rigtig meget larm og måltider, som måske ikke har været helt, som de kunne tænke sig. Så den måde, man kommer ind ad døren på her, den har betydning – at man bliver mødt, at man føler sig velkommen som det menneske man er, og ikke så meget som det man fejler, fortæller Lise-Lotte.

– En stor del siger, at de havde forestillet sig noget andet, at det ville være mere ligesom et hospital. Eller som en ældre dame engang sagde: Huh, jeg troede, man lå i sådan noget hvidt tøj i lange rækker og ventede. Det kan vi desværre ikke tilbyde, sagde jeg. Og så grinede vi. Men vi kan tilbyde noget andet.

– Det første, man oplever, er, at her er smukt og rart. Her er friske blomster, levende lys, lækre materialer, klare farver og udsigt til søen og naturen. Her dufter godt, og her er ro! Selvom der er mange mennesker i huset, kan der være stille om aftenen og natten. Vi har lydtætte døre i boligerne, så når man lukker sin dør, kan man ikke høre, hvad der foregår i resten af huset. Vi har tit levende musik, og hvis man fx ikke kan lide jazz, kan man bare lukke sin dør og sætte sin egen musik på anlægget.

– Maden er et særligt kapitel. Mange har ikke spist i lang tid, når de kommer her, fordi de har haft mundsvamp, manglede madlyst eller alle mulige andre problemer med at få mad ned. Når man får hjælp til at komme over det, så får man lyst til at se og smage og opleve mad igen. Det er ofte noget af det, man stadigvæk kan – spise lidt eller spise præcis det, man har lyst til. Og så er der selskab under måltidet, hvis man ønsker det.

– Vi taler rigtig meget om: Hvad er det, I har brug for, hvordan vi I gerne have det?

Vi sætter fx ikke en seng ind ved siden af den syge og siger: Her skal ægtefællen så sove! Vi fortæller om de muligheder, der er. Vi spørger. Vi finder vi ud af, hvad der er det rigtige for netop de mennesker. Og så hjælper vi med det, de ønsker.

– Vi sørger for den bedst mulige sygepleje og lindring, men det er ikke sygdommen, der fylder. Vi spørger: Hvem er du? Hvad lavede du, før du blev syg? Hvad vil du gerne nå at opleve, mens du er her?

Der giver en helt anden gnist i øjnene, end hvis det hele handler om kemo og kvalme og resistente bakterier.

– For mange pårørende er det vigtigste, at vi overtager ansvaret. Vi tager først og fremmest hånd om den syge, men vi tager også hånd om den eller de pårørende. Når den syge slapper af og sover godt og har det godt, så har de pårørende det også godt. Der går som regel lige nogle dage … Kan de nu det, de siger her? Når de så har oplevet, at der går ikke en halv time, når de ringer, vi kommer med det samme. Der er ikke noget, der larmer, ikke nogen vogne, der kører ude på gangene. Man får ro om natten, og vi kommer ikke farende, hvis man ikke vil have det. Så falder de til ro og tager huset og mulighederne til sig. Det handler om tillid og troværdighed.

– Kræftens Bekæmpelse lavede for nogle år siden en rapport, hvor de havde interviewet uafvendeligt døende mennesker og deres familier og spurgt dem: Hvad er det, I tænker, at I har brug for?

De gennemgående svar var: En bolig, hvor man både kan åbne og lukke. Hvor man kan have fest, men også have fred. Og så må der meget gerne være liv og aktiviteter rundt om os som familier.

Det er præcis det, vi har tilstræbt her. Og der har vi nok nogle gange lidt mere gang i den. Men det kan vi altså godt lide, at leve livet – hele livet, og det er det, man flytter ind i, når man kommer på Søndergård, fastslår Lise-Lotte.