”Et smukt sted at dø”

At skulle tage afsked med livet er vanskeligt. Ligeledes er det vanskeligt at skulle sige farvel til sin mand igennem 30 år. Marianne og hendes mand, Bjørn, havde deres sidste dage sammen på Hospice Søndergaard, inden Bjørn døde.

Et liv, der er præget af sygdom medfører ofte, at man som pårørende kommer i en rolle, hvor man er mere plejer, end man er pårørende. Dette oplevede Marianne også, da hendes mand fik konstateret uhelbredelig cancer.

Forventningerne til behandlingssystemet blev desværre ikke indfriet, hvilket gjorde, at Marianne måtte bekymre sig om alt fra medicinering til transport. Hun kunne ikke længere fokusere på det vigtigste – at være der for sin mand.

Mødet med Hospice Søndergaard

De mange frustrationer medførte, at Marianne var blevet stresset, hvor hun blot ville nyde den sidste tid. Derfor var det også en defensiv version af Marianne, der mødte medarbejderne på Hospice Søndergaard, hvor Bjørn var blevet tildelt en hospiceplads.

Der gik dog ikke længe før en medarbejder havde beroliget hende og fået hende til at sænke skuldrene. Blot stemningen og måden de blev modtaget på, gjorde at det følte det som at ”blive favnet af en smuk svane”, som Marianne udtrykker det.

Bjørn var ligeledes positiv over Hospice Søndergaard, hvor arkitekturen understøtter tilgangen til, at det er et sted, hvor livet leves med sine lyse rum og mange farver. Bjørn konstaterede endda, at ”dette er et smukt sted at dø”.

Marianne oplevede også hurtigt, at tilgangen til hende var en anden. Hvor hun tidligere havde været nervøs for at slippe ansvaret, følte hun, at nu kunne hun slippe tøjlerne. Hun blev ikke længere set på som en yderligere ressource, men som en pårørende. Hun fik lov til at være svag, og sammen kunne de finde roen til blot at være i naturlige roller som ægtepar.

Mariannes mand, Bjørn, døde på hospice. I dag er hun frivillig i huset.

Den lille forskel gør den store forskel

På Hospice Søndergaard oplevede Marianne og Bjørn den ektraordinære arkitektur og eksempelvis kom harpespilleren Trine Opsahl og spillede roligt i boligen, men for Marianne var det også i høj grad oplevelsen af de små ting, der gjorde den store forskel.

Medarbejderne på Hospice var utroligt opmærksomme og empatiske og tog eksempelvis selv flere gange initiativ til, at Bjørn skulle i spabadet, til trods for det relativt store arbejde forbundet hermed.

Marianne oplevede ligeledes, at medarbejderne havde opdaget, at hun og Bjørn havde bryllupsdag, hvorfor det blev fejret med flotte jordbærlagkager og ikke mindst store varme kram. En oplevelse som Marianne beskriver, ”det er mange år siden, at vi har fejret bryllupsdag omgivet af så megen varme. En rigtig dejlig dag!”

Selv da Bjørn var så dårlig, at han ikke kunne ryge længere sørgede medarbejdere for, at han fik nikotinplastre på, så han ikke også skulle døje med trangen til cigaretter.

To liv blev ændret

Bjørn nåede at have præcis én måned på Hospice Søndergaard. En måned, der var afgørende for at Marianne og Bjørn fik tid sammen, og at Bjørn fik en ordentlig afsked med livet. Men det blev
også en måned, der ændrede Mariannes liv.

For Marianne er Hospice Søndergaard blevet en del af hende. Hun er på mange måder kommet hjem og har bogstaveligt talt flyttet sit hjem tæt på Hospice Søndergaard, i en lejlighed med udsigt til hospicet.

Marianne er blevet frivillig og hjælper nu beboere og pårørende, der er i hendes situation. ”Det hjælper at vende noget traumatisk til noget konstruktivt” udtrykker Marianne og fortsætter ”Det er vigtigt at kunne gøre en forskel”.