Første spadestik er taget til Seniorbofællesskabet Hjortefarmen

Kommende beboere, naboer, OK-Fonden og byrådspolitikere fra Furesø Kommune samledes om til kransekage og første spadestik på Seniorbofællesskabet Hjortefarmen.

– Vi glæder os meget til at flytte ind i vores nye boliger. Vi har arbejdet længe med projektet, og hele beboergruppen har store forventninger til det færdige resultat. Det er derfor dejligt, at vi med det første spadestik nu for alvor kommer i gang med byggeriet, siger Arne Ziegler, formand for Seniorbofællesskabet Hjortefarmens beboergruppe.

OK-Fonden bliver ofte kontaktet af private initiativgrupper og en række af landets kommuner, som gerne vil opføre nye seniorboligprojekter og have OK-Fonden som forretningsfører.
Paul Erik Weidemann, administrerende direktør i OK-Fonden:
– Vi er glade for den store interesse, der er for seniorbofællesskaber, blandt andet i Furesø. Vi håber, at projektet i Furesø kan være en inspirationskilde til flere projekter i andre kommuner. Sammen med de kommende beboere glæder vi os over, at milepælen med første spadestik nu er nået, og at byggeriet begynder at tage form på grunden. Vi ved, at vores bofællesskaber bliver fulgt med stor interesse.

Borgmester Ole Bondo Christensen afrundede talerrækken med en stort tak og tillykke til Seniorbofællesskabet Hjortefarmen:
– Furesø er en kommune med stærke fællesskaber, hvor borgerne engagerer sig og tager ansvar. Det er Hjortefarmen et godt eksempel på. I har været nogle af pionererne i arbejdet med at få skabt denne type botilbud med mulighed for netop et godt fællesskab og et godt seniorliv. I har gjort en kolossal indsats for at få det til at lykkes og har stået sammen i det store forarbejde. I fællesskab har vi fundet frem til en løsning af høj kvalitet, og det vil jeg gerne takke jer for.

Det første spadestik til Seniorbofællesskabet Hjortefarmen blev taget i fællesskab af projektchef i OK-Fonden Lennon Andersen, Arne Ziegler og borgmester Ole Bondo Christensen.