fbpx

De har virkelig tænkt sig om her

Lises datter, Lotte Petersen, fortæller:

Min mor var så heldig at få en plads her, og det er jeg SÅ tak­nemmelig for! Jeg tror slet ikke, man kan gøre sig begreb om, hvor meget, det betyder. Min mor har lymfekræft. Hun blev indlagt på Rigshospitalet, fordi hun hver­ken kunne indtage vådt eller tørt på grund svamp i munden efter kemo. Jeg troede, at hun bare skulle ind der et par dage og ”tankes op” og komme sig til den videre kemobehandling. Men det blev en måned i helvede! Pludse­lig stødte der rigtig mange ting til, og hun endte med at få son­demad, ilt, dræn i begge lunger, kateter, voldsomt meget væske i hele kroppen og mængder af piller. Vi oplevede uværdig lang ventetid når min mor ringede efter hjælp og nye prøver og nye læger ustandseligt.

Min mor var stresset og bange, når jeg måtte gå hjem for at sove sent om aftenen. Til sidst sagde de, at de ikke kunne gøre mere. Jeg kunne se angsten og det opgivende blik i mors øjne, og jeg fik det sådan: Nej! Hun skal ikke slutte sit liv på den måde!

Først havde min mor ikke villet høre tale om hospice, fordi så var det jo bare lig med, at hun skulle dø. Men vi fik snakket om det og om alternativet – at blive på hospitalet, og til sidst sagde hun ja.

Jeg ringede og talte med Lise-Lotte, som er chef for Hospice Søndergård, og for første gang oplevede jeg, at der var en, der virkelig lyttede.

Her nyder Lise solen på terrassen udenfor sin bolig på Hospice Søndergård sammen med sine børn, Lotte og Frank. Lotte er skolelærer til daglig, men har taget orlov for at kunne være så meget som muligt hos sin mor på Hospice Søndergård.

 

En enestående modtagelse

Så kom mor herud – og den ro og varme og velkomst, vi mødte! Det første, vi så, var den fine ud­stilling i indgangspartiet. Meget hurtigt kom Lars, lægen, ind på min mors stue, og han sagde: Den der sonde, den skal vi da have væk – du skal have nog­le ordentlige smagsoplevelser. Køkkenet kom med det samme og talte med min mor, og der gik ikke mange timer, så havde de lavet alverdens udvalg, så hun kunne prøve sig frem. I starten var det sådan noget specielt mos, fordi hun var revet op inde i munden. Nu har hun lyst til tre måltider om dagen, og hun spi­ser og spiser.

Der er den tid, der er brug for

Det med, at man har to kontakt­sygeplejersker, det virker også. På hospitalet fandt vi efter to måneders behandlingsforløb ud af, at min mor havde en kontakt­læge, men den læge havde hun aldrig mødt. Her oplevede vi fra starten, at de mener, hvad de siger. Mor har fuldstændig tillid til sygeplejerskerne. Hun oplever den der ro – at de har den tid i verden, der skal til.

Og alle de muligheder, der er! Den anden dag fik mor et dejligt, langt karbad. Der kommer en og spiller klaver. Her er en helt anderledes fysioterapi. Hun har arbejdet med nogle bevægelser og noget tryk, som har hjulpet min mor med at komme af med alt det vand, hun havde i kroppen.

Overskud til at få gæster

Mor er gået fra de første dage slet ikke at kunne overskue, at der skulle komme nogen på besøg til: Nå, hvem kommer i dag? I starten havde hun heller ikke rigtig mod på at komme op, men nu vil hun gerne have hjælp til at komme op og sidde i en kørestol. Vi har talt meget om – der er virkelig nogen, der har tænkt sig om, da de har bygget og indrettet det her. Værelserne vender alle sammen, så man ser ud på søen og det grønne. Lyset står ikke direkte ind i boligen. Mor ligger ligesom i skygge og kan se ud på solen. Her er rare og gla­de farver, uden at de bliver for ”hidsige”. Og det er så hyggeligt at sidde ude i spisesalen.

De små detaljer der tæller

Min mor hun er også den type, at de små detaljer betyder no­get. Fx det nystrøgne sengetøj, at hun får et spisestykke, som ikke bare er en stofble, men en stofserviet, som er strøget, at alting ikke er hvidt, at her ikke er skilte over det hele. Det er ikke et hospital, man er kommet til. Man føler sig så hjemme, som man overhovedet kan.

Her er plads til smil og latter

Der er en dejlig stemning blandt personalet, uanset om det er sekretær, frivillige, sygeplejersker, læge eller andre. Man fornem­mer, at der er en rigtig god ånd, at de respekterer hinandens områder og arbejder sammen. Og jeg kan som pårørende få lov til at være her, så meget jeg vil, uden at skulle føle ”undskyld, jeg lige er her”. Det giver rigtig meget ro, også for min mor. Som hun sagde en dag: Det er lidt som at være på et rigtigt luksus­hotel her.

Der er bare et helt andet blik i hendes øjne!